Om fire år har vi hvid aluminium

DTU Mekanik og DTU Fotonik skal hjælpe Bang & Olufsen med at udvikle hvid aluminium.

I de kommende fire år skal et samarbejde mellem Bang & Olufsen, DTU og Teknologisk Institut føre til nye aluminiumsteknologier, så det bliver muligt at få hvide aluminiumsoverflader uden brug af maling. Hvide aluminiumsoverflader vil give helt nye designmuligheder, som også smykke- og urindustrien vil kunne få glæde af.

 

DTU Mekanik, Sektionen for Materiale og Overfladeteknologi, vil karakterisere overfladernes mikrostruktur og bidrager med intelligent materialevalg. DTU Fotonik arbejder med optisk og mikrostrukturel karakterisering og fundamental forståelse af lysets spredning. Endelig vil DTU Mekanik, Sektionen for Faststofmekanik, beregne og optimere effekten af de inkorporerede lysspredende partikler. Teknologisk Institut har erfaring med pålægning af tykke aluminiums lag, som nu skal videreudvikles gennem inkorporering af partikler.

 

Projektet bliver støttet af Højteknologifonden med 13 mio. kr.

 

 

Læs mere om projektet på Højteknologifondens hjemmeside

 

Se også Højteknologifondens pressemeddelelse om projektet

 

Læs artikel om projektet på Ingeniørens hjemmeside