Foto: Thorkild Amdi Christensen

Majestætisk årsfest på DTU

Transport og logistik Havforskning Konstruktion og mekanik

Fredag den 27. april dannede festsalen en farverig ramme om DTU’s årsfest. Traditionen tro blev der uddelt en række priser til både universitetets ansatte og til gæster fra en række udenlandske universiteter.

DTU's traditionsrige årsfest havde over 4.000 gæster, heriblandt Hendes Majestæt Dronningen, en række ambassadører samt festklædte studerende og ansatte fra DTU.

 Årets underviser

På grundlag af de studerendes nomineringer kunne formanden for Polyteknisk Forening, Line S. Deinbjerg Jensen, tildele prisen som Årets Underviser på henholdsvis bachelorniveau og kandidatniveau.

Lektor Henrik Bredmose fra DTU Vindenergi modtog prisen som årets underviser på bachelorniveau på grund af hans evne til at undervise med smittende entusiasme, hans engagement og hans evne til at gøre et ellers tørt stofområde spændende.

Og lektor Ilmar Santos fra DTU Mekanik modtog prisen som årets underviser på kandidatniveau, fordi han evner at forklare svært tilgængeligt stof på en god pædagogisk måde. Han brænder for at formidle sin viden på en spændende og legende måde med masser af eksperimenter til at underbygge teorien. Ilmar Santos får undervisningen til at svinge og skaber gode vibrationer i klasselokalet.

To nye æresdoktorer i 2012

Æresdoktorgraden (doctor technices, honoris causa) er universitetets højeste akademiske hædersbevisning. I år havde Akademisk Råd besluttet, at prisen skulle tildeles følgende to personer:

Professor Yechezkel Barenholz, der er ansat ved Hebrew University of Jerusalem, Israel, modtog æresdoktorgraden for sit værdifulde forskningsarbejde inden for brug af nanopartikler til at fremføre lægemiddelstoffer til sygdomsramt væv, herunder specielt til behandling af kræft. Hans forskning har igennem 40 år udgjort størstedelen af grundpillerne til det forskningsfelt, der i dag kaldes 'nanomedicin’.

Hans videnskabelige interesse og ekspertise ligger i lipidmembraners egenskaber, hvor han i de tidligere år af sin forskerkarriere havde fokus på brug af fluorescensspektroskopiske metoder til at studere lipiders faseegenskaber. Han arbejdede specielt med brugen af polariseret lys og anisotropi i sine studier. Hans tidlige arbejde i 70’erne inden for dette felt resulterede i en række artikler, der i dag er yderst velciterede.

Professor Richard W. Ziolkowski, der er ansat ved University of Arizona, USA, blev udnævnt til æresdoktor på baggrund af hans forskningsresultater inden for elektromagnetiske metamaterialer og anvendelsen heraf i antenne-teknologi. De seneste 10 år har vi været vidne til fundamental nytænkning, et egentlig paradigmeskift, inden for forskning af elektromagnetiske felters vekselvirkning med materialer og strukturer. En vigtig anvendelse heraf, drevet af det samfundsmæssige behov for trådløs kommunikation mellem stadig flere og ofte meget små systemer, er mikro-antenner. Nye metamaterialer gør det muligt at udvikle antenner, der er langt mindre størrelse end traditionelle antenner. Ziolkowski har ydet betydelige bidrag til dette.

Årets doktorer

To forskere har i det forgangne år forsvaret en doktorafhandling inden for teknisk videnskab på DTU. Professor André Visser og lektor Jakob Søndergaard Jensen, blev ved årsfesten promoveret til doctor technices og fik overrakt doktormappen af rektor Anders Bjarklev.

Professor André Visser, DTU Aqua, forsvarede i 2011 sin doktorafhandling, ’Small, wet and rational: Individual based zooplankton ecology’, hvor han bruger evolutionens og fysikkens love til at forudsige, hvordan dyrene i fremtidens oceaner vil opføre sig som følge af klimaforandringerne.

Jakob Søndergaard Jensen fra DTU Mekanik forsvarede i 2011 sin doktorafhandling om ’topologioptimering’. Det er en matematisk metode til at designe bl.a. mekaniske konstruktioner med mindst muligt materialeforbrug og størst mulig styrke.

Årets innovationspris

DTU’s innovationspris 2012 gik i år til Rolf Henrik Berg fra DTU Nanotech, med begrundelsen, at han i mange år har arbejdet målrettet for at bringe velfunderede naturvidenskabelige forskningsresultater frem til anvendelse både i forbindelse med opstart af nye virksomheder og i forhold til at samarbejde med eksisterende virksomheder. Rolf har igennem årene været med til at lave 40 patentansøgninger samt starte 8 nye virksomheder. Udover selv at være entreprenant er Rolf også en ildsjæl, der brænder for at udbrede det gode budskab – både bredt på DTU og i særdeleshed i form af sit virke på DTU Nanotech. Han har således haft stor indflydelse på, at antallet af nye anmeldte opfindelser på DTU Nanotech er blevet fordoblet de seneste par år. Hans karriere viser, at det ikke behøver at være enten/eller, men at innovation godt kan kombineres med en videnskabelig karriere, hvilket også hans udnævnelse til professor i nanoteknologi og innovation på DTU Nanotech i 2011 illustrerer.

DTU’s internationale pris

Rektor Anders Bjarklev overrakte dernæst DTU’s internationale pris til postdoc Robert Read, DTU Mekanik. Robert Read modtog prisen for sit frivillige arbejde i IEN Bestyrelsen (International Employees Network), hvor han gør et stort stykke arbejde for DTU’s udenlandske ansatte. I netværket er Robert en af de bærende kræfter i forhold til at skabe nye ideer og være igangsætter af for forskellige sociale arrangementer så som IEN Rejseklub, Fredagsbar, samt ture rundt i regionen til glæde for de 330 medlemmer af netværket. Kendetegnet ved Robert er hans empatiske tilgang til alle mennesker og den store lyst til at gøre noget godt for netværket og dets medlemmer.  

Årets sikkerhedspris

Årets sikkerhedspris uddeles til en person, der har udført en ekstraordinær indsats for forbedring af arbejdsmiljøet på DTU. Årets sikkerhedpris blev i år givet til laboratoriefuldmægtig Lotte Nielsen fra DTU Nanotech. Lotte tildeles prisen for en række ekstraordinære initiativer omkring sikkerhedsarbejdet på DTU Nanotech i forbindelse med overtagelsen af en ny bygning og samlokalisering af hele instituttet på Lyngby Campus. Lotte har med udgangspunkt i et dedikeret arbejde med arbejdsmiljø medvirket til at bringe kultur og arbejdsmetoder sammen, således at instituttet i dag fremstår med en styrket og sammenhængende arbejdskultur på laboratorieområdet. Lotte har ligeledes gjort en stor indsats i forbindelse med formidling af arbejdsmiljø på instituttet – en opgave hun har meget fokus på og hvor hun arbejder med brug af billeder frem for tekst. Dette betyder, at flere registrerer den relevante information.

Festforedrag om trafikprognoser og transportadfærd.

Professor Otto Anker Nielsen fra DTU Transport, afsluttede den officielle del af årsfesten med et veloplagt foredrag om ”trafikprognoser og transportadfærd”.

Otto Anker Nielsen redegjorde for, hvordan man kan undgå køer på motorvejene, og fortalte hvorfor det ikke altid er en god ide at løse flaskehalsproblemer på vejene, ved at bygge en ny vej eller lave en betalingsring.

 

Årets underviser på bachelorniveau: Lektor Henrik Bredmose, DTU Vindenergi  

Årets underviser på kandidatniveau: lektor Ilmar Santos, DTU Mekanik

 

Dr.techn. Andre Visser, DTU Aqua

"Small, wet and rational: individual based zooplankton ecology"

 Dr.techn. Jacob Søndergaard Jensen, DTU Mekanik

"Waves and Vibrations in Inhomogeneous Structures - bandgaps and optimal designs"

 

 

  DTU International Award

Robert Read, PostDoc, DTU Mekanik