En ny digital platform skal samle data fra det danske energisystem – fra produktion til forbrug – og stille dem til rådighed for eksisterende og nye virksomheder, der udvikler fremtidens grønne energiløsninger.
Kravene til fremtidens danske energisystem er, at det skal kunne håndtere en stigende mængde vedvarende energi på en omkostningseffektiv måde og samtidig fastholde en af Europas højeste forsyningssikkerheder. Sådan en omstilling kan ikke gennemføres uden nye digitale løsninger baseret på data fra hele det danske energilandskab. Det er baggrunden for Digital Energy Lab, der nu skal opbygges på DTU i samarbejde med flere offentlige og private partnere. Digital Energy Lab er støttet af EUDP.
"Vi tror på, at samarbejde er et af de vigtigste elementer til at skabe en grønnere fremtid, og vi stræber efter at bevise, at kollektivet og tilliden er verdens vigtigste ressourcer."
Christopher Sorensen, founding CEO, GreenLab Skive
Digital Energy Lab vil samle data om energiforbruget – både historisk og i realtid – fra forskellige levende laboratorier, f.eks. EnergyLab Nordhavn, Bornholm, DTU’s campus, GreenLab Skive og Doll Living Lab, og stille dem til rådighed for små og store virksomheder, der udvikler løsninger inden for energiteknologi.
”Man kan for eksempel forestille sig, at en forbruger accepterer, at temperaturen i boligen ikke er konstant, men bare holder sig inden for 18 til 22 grader, og lader det være op til energiselskabet at styre varmen efter, hvornår energien er billigst og mest grøn. Sådanne intelligente og fleksible løsninger kan skabes ved brug af data og datahåndtering i kombination med nye styringsværktøjer og kunstig intelligens,” fortæller Frida Frost, COO i PowerLabDK påDTU, som leder udviklingen af Digital Energy Lab.
Digital Energy Lab er en digital overbygning på de faciliteter, der allerede eksisterer i PowerLabDK, og vil være en national platform for udvikling af intelligente energisystemer.
”Bag Digital Energy Lab står et betydeligt konsortium af kommercielle, offentlige og akademiske partnere, som skal sikre, at Digital Energy Lab bliver verdens førende projekt af sin art. Vi tror grundlæggende på, at samarbejde er et af de vigtigste elementer til at skabe en grønnere fremtid, og vi stræber efter at bevise, at kollektivet og tilliden er verdens vigtigste ressourcer,” siger projektpartner Christopher Sorensen, founding CEO, GreenLab Skive.
Carl-Erik Vesterager, VP Energy & Utility KMD, har ligeledes store forventninger til projektet:
”Det er især spændende for os at være med til at udvikle en infrastruktur, der understøtter dataindsamling og -behandling hele vejen fra produktion til forbrug. Vi forventer, at denne nye platform vil give adgang til noget viden, der pt. ikke er tilgængelig andre steder, så vi har det bedste grundlag til at rådgive vores kunder i deres planlægning af energiaktiviteter.”