Bænk

Mød DTU på uddannelsesmesser i hele landet

I de kommende måneder kan både jyder, fynboer og sjællændere få et godt overblik over DTU's udbud af uddannelser på uddannelsesmessen Uddannelse Uden Grænser (UUG).

Onsdag den 11. januar starter DTU en sand danmarksturne med uddannelsesmessen Uddannelse Uden Grænser (UUG). Første messe er i Bella Centret i København, og herefter går turen til Århus, Aalborg, Herning og Odense. UUG er et supplement til DTU's egne Åbent Hus-arrangementer, som ligger 1. marts og 1. november 2012, hvor det også er muligt at blive præsenteret for universitetets uddannelser.

Tal med studievejleder og mød DTU-studerende

UUG er et godt sted at hente inspiration til uddannelsesvalget. På DTU's stand kan besøgende få en snak med en studievejleder og høre om DTU's mange uddannelsestilbud og om, hvordan det er at læse til ingeniør på DTU. Studievejlederne har følgeskab af engagerede studerende fra

DTU ScienceShow, som viser sjove forsøg og kommer med videnskabelige forklaringer.

Danmarks største uddannelsesmesse

UUG er Danmarks største uddannelsesmesse og præsenterer næsten samtlige videregående uddannelser i Danmark. Desuden deltager en meget bred repræsentation af erhvervsuddannelser, ungdomsuddannelser, højskoler, faglige organisationer, virksomheder samt en række udenlandske universiteter fra forskellige lande. Der arrangeres vejledningsoplæg parallelt med messen. De regionale Studievalgcentre såvel som Ungdommens Uddannelsesvejledning bemander institutionsneutrale vejledningscentre på alle messerne.

Mød DTU her:

København

11. jan. kl. 8.30-19.00
12. jan. kl. 8.30-16.00

Århus

18. jan. kl. 8.30-19.00
19. jan. kl. 8.30-16.00


Aalborg

26. jan. kl. 8.30-19.00
27. jan. kl. 8.30-16.00 

Herning

1. feb. kl. 8.30-19.00
2. feb. kl. 8.30-16.00

Odense

8. feb. kl. 8.30-19.00
9. feb. kl. 8.30-16.00

Læs mere om uddannelsesmessen Uddannelse Uden Grænser.