DTU Veterinærinstituttet har for første gang fundet det nye virus, der giver deforme lam, kalve og gedekid, i Danmark.
Det hidtil ukendte Schmallenberg-virus (SBV) har de seneste måneder spredt sig blandt hundredvis af besætninger med drøvtyggere i Tyskland, Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Holland og Storbritannien.
Og det nye virus er nu for første gang fundet i de små myg kaldet mitter i Danmark. Det nye fund af SBV i mitter i Danmark er med til at bekræfte, at smitten som formodet sker med mitter. Ligesom tilfældet er med sygdommen Bluetongue, der ramte Danmark i 2007-2009. Mitterne, der ikke findes i Danmark om vinteren, er fanget af DTU Veterinærinstituttet i Sønderjylland i oktober 2011.
Sygdommen viser sig ved, at de smittede får, geder og køer får dødfødte eller svagfødte lam, gedekid og kalve med misdannelser af hjerne, rygsøjle og lemmer.
”Smitten kan ske flere måneder inden konsekvenserne ses ved fødslerne, og nu ved vi, at det nye virus er i Danmark, så fødsel af deforme kalve, lam og gedekid kan forekomme her i foråret, hvor det er sæson for fødsler,” fortæller Anette Bøtner, der er leder af Sektion for Eksotiske Virussygdomme ved DTU Veterinærinstituttet.
Ejere af får, geder og kvæg bør derfor holde ekstra øje med dyrene.
”Endnu er ingen danske besætninger fundet inficeret med SBV, men med påvisning af SBV i danske mitter bør besætningsejere og dyrlæger være ekstra opmærksomme ved fødsel af misdannede eller svagfødte lam, kalve og kid i de kommende måneder,” siger Anette Bøtner.
Send prøver til DTU Veterinærinstituttet
Besætningsejere opfordres til at kontakte dyrlægen, hvis der er mistanke om sygdommen, der viser sig ved misdannelser af hjerne, rygsøjle og lemmer hos dødfødte eller svagfødte lam, gedekid og kalve. Hos kvæg er betydelig reduktion i mælkeproduktionen samt kortvarig feber og diarre observeret.
Dyrlæger kan sende prøver ind til laboratorieundersøgelse ved DTU Veterinærinstituttet, der har en analyse klar til at påvise SBV.
”Vi har foreløbig modtaget materiale fra en kalv, to lam og to kid til undersøgelse for Schmallenberg-virus. De er alle undersøgt ved RT-PCR med negativt resultat,” fortæller Anette Bøtner.
Fødevarestyrelsen betaler for laboratorieundersøgelsen af lam, kid eller kalve med de typiske misdannelser indtil 30. april for lam og kid og indtil 31. maj 2012 for kalve. Læs mere her.