Legater til fem talentfulde unge forskere

Fem særligt lovende, unge forskere er blevet udvalgt blandt DTU's ph.d.-kandidater til at modtage direktør P. Gorm-Petersens Mindelegat.

Foruden et diplom på en gennemført ph.d.-uddannelse kunne fem unge forskere også gå hjem med en check på 14.000 kr. hver efter ph.d.-kandidatfesten fredag den 30. oktober.

 

Pengene var legater fra direktør P. Gorm-Petersens Mindelegat, som gives til yngre forskere, som har ydet en ekstraordinær god forskningsindsats.

 

mindelegat.jpg

Modtagere af direktør P. Gorm-Petersens Mindelegat fra venstre mod højre: Kristoffer Hougaard Madsen, Mikael Rørdam Andersen, Fredrik Persson, Jens Strabo Hummelshøj og Steffen Foss Hansen. Foto: Thorkild Amdi Christensen.

 

 

Legatmodtagerne er:

 

Kristoffer Hougaard Madsen, som udførte sin ph.d. ved DTU Informatik. Afhandlingen, der var særdeles velskrevet, havde titlen ”Processing Strategies for Functional Magnetic Resonance Imaging” og omhandlede omhandler modellering og analyse af funktionelle hjerneskanninger, det vil sige skanninger, som gør det muligt at vise hjerneaktivitet.

Kristoffer er nu ansat på Danish Research Centre for Magnetic Resonance (DRCMR) på Hvidovre Hospital.

Læs mere på DTU Informatiks website

 

Mikael Rørdam Andersen, som udførte sin ph.d. ved Center for Mikrobiel Bioteknologi ved DTU Systembiologi. Afhandlingen havde titlen “Systems Biology Studies of Aspergilli - From Sequence to Science”. Mikaels forskning er exceptional og han har indtil videre publiceret mere end ti videnskabelige artikler i prestigefyldte tidsskrifter som Nature Biotechnology og Molecular Systems Biology.

Mikael har endvidere udvist et stort talent for at etablere samarbejder både på DTU og uden for landets grænser. Han er ansat som postdoc ved DTU Systembiologi.

 

Fredrik Persson, der udførte sin ph.d. ved DTU Nanotech. Afhandlingen havde titlen ”Nanofluidics for Single Molecule Biophysics”. Fredrik har forsket i DNA i nanoskala og kvaliteten af hans arbejde kommer til udtryk i et højt antal publicerede artikler. Fredrik er ansat som postdoc ved Göteborgs Universitet.

Læs mere på DTU Nanotechs website

 

Jens Strabo Hummelshøj, som udførte sin ph.d. ved DTU Fysik og skrev en afhandling med titlen ”Computational Investigation and design of coordination compounds for hydrogen storage”. Jens har udvist en exceptionel forståelse for forholdet mellem struktur og stabilitet i forskellige materialer. Han har publiceret sin forskning i flere anerkendte tidsskrifter heriblandt Journal of Chemical Physics. Jens er nu ansat som postdoc ved DTU Fysik.

 

Steffen Foss Hansen, der udførte sin ph.d. ved DTU Miljø og skrev afhandlingen “Regulation and risk assessment of nanomaterials - Too little, too late?”. Steffen har forsket i risikovurdering af nanomaterialer. Han har skilt sig ud som ph.d.-studerende ved at være førsteforfatter på ni artikler, som er blevet publiceret i højt anerkendte tidsskrifter bl.a. Nature Nanotechnology. Steffen fortsætter sin forskning som postdoc ved DTU Miljø.