Foto: Mikal Schlosser
Foto: Mikal Schlosser
Foto: Mikal Schlosser
Foto: Mikal Schlosser

Åbent Hus live-transmitteret fra DTU Bibliotek

Potentielle studerende så med hjemmefra, da DTU i begyndelsen af marts sendte Online Åbent Hus direkte fra DTU Bibliotek på Lyngby Campus.

’To minutter’ lød det fra teknikbordet, hvor der blev talt ned til det første Online Åbent Hus-arrangement på DTU nogen sinde. Herefter blev der helt stille blandt den lille gruppe, der var mødt op for at forberede formiddagens tre timer lange liveshow, som bød på en blanding af interviews med studerende og oplæg fra forskere. Alle rettede spændt deres blik mod midten af DTU Bibliotek, hvor vært og DR-journalist Marie Høst gik i gang med dagens program, mens 456 computere ude i landet var tunet ind på at høre om DTU’s bachelor- og diplomingeniørretninger.

Første del af Online Åbent Hus blev indledt med en række indslag, der gav en bred introduktion til DTU. Her var oplæg fra Studievejledningen, sceneshow med DTU ScienceShow, indslag med en færdiguddannet ingeniør og oplæg fra DTU-forskere inden for kunstig intelligens og bæredygtighed. Derudover fortalte studerende om studenterprojekter, udvekslingsophold i udlandet samt kollegielivet.

En af de studerende, der fortalte om sit studenterprojektet, var Lorenza Pia Foglia. Hun læser Fysik og Nanoteknologi og er med i projektet DeTectUs, der arbejder med at udvikle en biosensor til opdagelse af influenza A virusinfektion igennem spytprøver.

”Jeg har tidligere været med som Åbent Hus-deltager, inden jeg begyndte på DTU, men det er første gang, jeg indgår som en del af arrangementet. Det er bestemt anderledes, når det er online. Det er en stor produktion, og det er super fedt. Men det ville selvfølgelig være sjovere, hvis der havde været en masse mennesker,” fortæller hun.

Foto: Mikal Schlosser
Lorenza Pia Foglia (th) og Victoria Sosnovtseva fra studenterprojektet DeTectUs. Foto: Mikal Schlosser.

Ekstra knald på effekterne


En anden studerende på online-scenen var Eva Fabricius-Bjerre fra DTU ScienceShow, der består af DTU-studerende fra forskellige uddannelsesretninger, som viser spektakulære fysik- og kemiforsøg.

”Jeg synes, det har været fedt at være med i Online Åbent Hus,” siger hun.

”Normalt har vi en stand til Åbent Hus, hvor folk kan være med til at udføre forsøg, og vi kan interagere med publikum. På den måde bliver det lidt mere ’hands on’, og vi kan fortælle, hvorfor vi synes, at DTU er et fedt sted at være. Vi er også vant til, at tilskuerne kan høre braget, når vi går i gang med vores show. Men i dag skulle det være noget, der så ekstra sejt ud. Derfor sluttede vi af med en tønde fyldt med farverige bolde, der eksploderede ud over det hele.”

Foto: Mikal Schlosser
Eva Fabricius-Bjerre (th) er på scenen med DTU ScienceShow. Foto: Mikal Schlosser.

Præsentation af uddannelsesretninger
Online Åbent Hus sluttede af med, at potentielle studerende via Zoom kunne deltage i studieledernes præsentationer af DTU’s uddannelsesretninger og møde nuværende studerende. Desuden var der mulighed for at få ’drop-in’-vejledning fra Studievejledningen, DTU Adgangskursus og SpecialPædagogisk Støtte. I alt var der over 200 individuelle Zoom-møder i løbet af dagen.