Matematisk ildsjæl bliver ny dekan på DTU

Professor, cand.scient., dr.techn. Martin Philip Bendsøe er med virkning fra 1. januar 2009 udnævnt til dekan for kandidat- og ph.d.-uddannelserne, samt internationalisering på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). 

 

bendsøeweb.jpg 

Foto: Thorkild Amdi Christensen

 

Den 53-årige professor kommer fra en stilling som institutdirektør ved Institut for Matematik på DTU. Martin P. Bendsøe har været tilknyttet DTU siden 1979, hvor han gennem årene har både undervist, forsket, skrevet lærebøger og varetaget flere lederstillinger.

 

Martin P. Bendsøe kom til DTU, da han som nyuddannet i matematik og fysik fra Københavns

Universitet blev ansat som adjunktvikar på det daværende Matematisk Institut.

 

Martin P. Bendsøes gang på DTU var i 1981-82 afbrudt af et studieophold ved Brown University i

Providence i USA. Tilbage i Danmark og på DTU kunne Bendsøe i 1983 skrive lic.techn. på visitkortet på baggrund af afhandlingen ”Optimization of plates”.

 

I de følgende år på DTU avancerede Martin P. Bendsøe fra stillingen som adjunkt, til lektor og senere docent ved Institut for Matematik. I 1995 modtog han doktorgraden i teknisk videnskab på baggrund af afhandlingen ”Optimization of Structural Topology, Shape and Material”, og Bendsøe kunne dermed tilføje dr.techn. på cv’et. Året efter blev Martin P. Bendsøe professor samme sted. I årene 1995-1998 varetog han jobbet som ph.d.-studieleder på DTU.

 

Bendsøe har indtil i dag været institutdirektør for Institut for Matematik ved DTU.

 

I sin karriere har Bendsøe opbygget et stort internationalt netværk og har bl.a. publiceret adskillige videnskabelige artikler med forskere fra andre lande. Han har desuden været engageret i ISSMO (International Society of Structural and Multidisciplinary Optimization), først som vicepræsident i 1999-2003 og siden som præsident i perioden 2003-2007.

 

Martin P. Bendsøe har modtaget flere priser for sin indsats: Direktør P. Gorm-Petersens mindelegat i 1986, Statoil-Prisen 1992 og Villum Kann Rasmussens Årslegat i 1997.

 

For kontaktoplysninger se pressemeddelelse