Bedre lyd og færre høreskader ved rockkoncerter

Lyd

For mange festivalgængere er god lyd lig med fuld kraft frem på forstærkerne. Men høje lydtryk giver høreskader, og samtidigt kan en bedre akustik faktisk forbedre tilhørernes oplevelse af musikken. Hele fire af de DTU-studerendes projekter på Roskilde Festival 2013 handler om at gøre akustikken bedre og beskytte gæster og frivillige mod ødelagte trommehinder.

“Alle har en mening om lyden ved en koncert - især hvis den ikke er god nok. Akustikken har stor indflydelse på den musikalske oplevelse og indtrykket af et bands præstation. Vi vil undersøge de akustiske forhold ved Gloria-scenen, måle hvordan publikums tilstedeværelse påvirker akustikken og komme med forslag til forbedringer,” fortæller Marc Rasmussen, der er masterstuderende på studieretningen Engineering Acoustics på DTU.

Marc og hans tre medstuderende i projektet vil især analysere rumklangstiden ved de lave frekvenser ned til 63 hertz, der har størst betydning for musikoplevelsen i den rytmiske musik.

“Selvom der arrangeres langt flere rytmiske end klassiske koncerter, er mange koncerthuse bygget til den klassiske musik, hvor der er fokus på et andet frekvensområde,” siger Marc.

Gloria-scenen er en lille scene, hvor der spilles forskellig slags musik lige fra akustisk guitarmusik, over elektronisk musik til norsk black metal. Scenens nye indendørs placering og den brede vifte af musikgenrer på scenen stiller store krav til scenens akustik, men åbner samtidig op for en række nye muligheder.

Værn mod mod høreskader

Fire ud af fem gæster ved forskellige festivaler i Storbritannien er taget hjem med høreskader i forskellig grad, viser undersøgelser fra Royal National Institute for Deaf People.

Det har gennem mange år været Roskilde Festivals mål at reducere risikoen for høreskader blandt gæster og frivillige, og det vil de tre masterstuderende på studieretningen Engineering Acoustics Filip Franek, Jóhannes Fannar Einarsson og Timothy Walton forsøge at hjælpe med til gennem projektet “Distribution of Sound at the Pavilion Tent”.

De tre vil gennemføre målinger og simulationer af lydtrykket foran og bagved scenerne. Med de studerendes kortlægning af lydtrykket vil det blive muligt at ændre f.eks. mikserpultenes indstillinger og opstillingen af højtalere, så risikoen for høreskader bliver mindre - uden at det går ud over den musikalske oplevelse.

Hvor høj er støjen?

Det ene af de to andre lydprojekter “Spread/overlap of sound between stages” skal kortlægge, hvordan lyden på Pavillon-scenen påvirkes af de store scener Orange og Cosmopol.

Deltagerne i det sidste projekt “Roskilde Decibel” har udviklet en app til smartphones, der kan visualisere, hvor meget støj den enkelte festivalgæst er udsat for. Appen illustrerer det aktuelle støjniveau i decibel, og kan vise det aktuelle støjniveau på kort over festivalområdet.

Kontakt - Journalister

Tore Vind Jensen
Journalist
AKM
45 25 12 19

Kontakt - Journalister