Vi lever i en tid med mistillid, polariseringen og misinformation. Det betyder et større ansvar hos universiteterne. Det var et centralt budskab på gårsdagens Uddannelses- og Forskningspolitiske Topmøde på DTU.
Universiteterne skal bringe deres viden ud i samfundet og deltage i den offentlige debat, understregede DTU’s rektor, Anders Bjarklev, i sin åbningstale:
”Vi skal være synlige, åbne og villige til at gå ind i de vanskelige samtaler. Vi skal ikke råbe højest. Men vi skal tale tydeligt.”
For universiteterne har et ansvar for at gøre beslutningstagerne bedre i stand til at træffe oplyste valg og for at sikre, at politik kan bygge på forskning:
”Vi skal stille os selv og vores viden til rådighed for den bedst mulige beslutningstagen,” sagde Anders Bjarklev.
Mere viden i den offentlige samtale
Hvordan universiteterne kan løfte deres demokratiske ansvar, var emnet for en panelsamtale mellem Lisbeth Knudsen, der er strategidirektør i Altinget og Mandag Morgen, og Margrethe Vestager, bestyrelsesleder på DTU.
Lisbeth Knudsen efterlyste forskere, der har mere mod til at deltage i den offentlige debat. Det er dem, der hver især ligger inde med den viden, som samfundet har brug for, sagde hun.
Mens Margrethe Vestager var enig i den overordnede betragtning – at flere forskere bør aktivere deres viden i den offentlige samtale – mente hun ikke, at ansvaret skal placeres på individer:
”Jeg synes ikke, det skal være den enkeltes mod, men organisationens kultur, der skal understøtte, at forskerne deltager i den offentlige debat,” sagde Margrethe Vestager.
Konkret skal forskerne have mulighed for at sparre med professionelle kommunikationsfolk og opleve, at de er en del af en fælles indsats. De skal heller ikke stå alene med de reaktioner, deres deltagelse kan udløse, sagde Margrethe Vestager. I den forbindelse fremhævede hun, at videnskabeligt lederskab og demokratisk ansvar er et strategisk pejlemærke i DTU’s nye strategi.
Forskning og produktion går hånd i hånd
Et af de områder, hvor universiteternes viden også kommer i spil er i samarbejdet med virksomhederne. Ifølge DTU’s rektor, Anders Bjarklev, er forskning og produktion hinandens forudsætninger:
”Ingeniører erstatter ikke faglærte. Forskning erstatter ikke produktion. Viden og hænder er ikke rivaler. Selvom man kan få det indtryk, når man lytter til debatten. De går faktisk hånd i hånd, og uden den ene kan den anden ikke.”
Skal Danmark og Europa være konkurrencedygtige, skal vi både kunne udvikle fremtidens teknologi og omsætte den til produktion, fremhævede Claus Jensen, forbundsformand for Dansk Metal i sit oplæg:
”DTU skal have det lange lys på. I skal forske i kvanteteknologi, rumteknologi og andre teknologier, hvor de store gevinster måske ligger 10, 20 eller 30 år ude i fremtiden. Men DTU skal også have nærlyset tændt: For vi har også brug for at løfte produktiviteten i danske virksomheder i morgen og i overmorgen.”
Især små og mellemstore virksomheder kan have svært ved at investere i ny teknologi. Og for dem spiller adgangen til fælles forsknings- og testfaciliteter en vigtig rolle, fremhævede Claus Jensen.
Han pegede på DTU Nanolab, hvor renrum og avanceret udstyr giver virksomheder adgang til faciliteter, som den enkelte startup eller SMV aldrig selv ville kunne etablere. Et andet eksempel er testcentret i Østerild, hvor vindmøller kan afprøves i fuld skala. Begge steder viser ifølge Claus Jensen, hvordan universitetets infrastruktur hjælper virksomheder med at udvikle, teste og gøre teknologi klar til produktion.
Folketinget har brug for faglig sparring
I den politiske arena er der også interesse for at bringe universiteternes viden yderligere i spil. Det stod klart under topmødets politiske debat mellem forskningsordførerne Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre og Trine Bramsen fra Socialdemokratiet.
Folketinget har brug for forskningsbaseret viden for at kunne kontrollere regeringen og stille kritiske spørgsmål, når der f.eks. fremsættes lovforslag, sagde Stinus Lindgren (R)
Den opgave er folketingsmedlemmerne efter hans vurdering ikke klædt godt nok på til at løfte. Forskerne kan bidrage med at give dem et fagligt fundament, så den politiske diskussion bygger på fælles viden om fakta:
”Det, I kan give os, er noget viden og noget data - noget fagligt, vi kan stå på,” sagde Stinus Lindgreen henvendt til forskerne i salen.
I sine afsluttende bemærkninger åbnede DTU’s rektor, Anders Bjarklev, for, at opgaven med at give folketingspolitikere forskningsbaseret rådgivning, kan løses som en del af universiteternes eksisterende formidlingsforpligtelse. Han står klar til at bidrage, hvis alle Folketingets partier finder det meningsfuldt:
”Hvis det er det, man vil, så vil jeg tage imod det med kyshånd,” sagde Anders Bjarklev.