Som rektor for et teknisk universitet, der gennem årtier har haft fokus på udvikling af teknologier til den grønne omstilling, har regeringens klimaudspil været interessant læsning.
Udspillet synes umiddelbart visionært; investeringer i flere vindmøller, to energi-øer, Power-to-X-teknologier, CO2-fangst og meget mere. Alligevel bliver jeg bekymret. For visionen er lige så langtidsholdbar som en sodavandsis i sommervarmen. Vi kan nyde godt af den nu og her, men hvad så?
Der er gode tanker i klimaudspillet, og det er rigtigt set, at vi skal skrue op for aktiviteterne i den grønne omstilling. Udspillet vil dog have en kortsigtet effekt. Der bliver nemlig kun lagt op til anvendelse af de teknologier, der allerede er udviklet.
"Klimaudspillet er en fin tanke – en nydelig krusning på overfladen. Men det, vi har brug for, er en kæmpe bølge. Den skal kunne vokse sig så stor, at vi kan rulle den grønne omstilling ud – ikke kun i Danmark, men i hele verden. "
Anders Overgaard Bjarklev, rektor
Ja, vi kan godt udnytte vores Power-to-X-teknologier. Igen. Ideen er ikke ny. Jeg har ladet mig fortælle, at allerede under 2. verdenskrig udnyttede Tyskland Power-to-X gennem en af de kendte metoder – den såkaldte Fischer-Tropsch-metode – til at fremstille flydende brændstof til deres hær. Økonomien i metoden var dårlig, men den tyske hær havde desperat brug for brændstof. Mod slutningen af krigen kørte hele den tyske hær på brændstof, der var fremstillet ved hjælp af Fischer-Tropsch.
Selvom ideen er gammel, og teknologien siden 2. verdenskrig er udviklet markant, så er den stadigvæk kun på kravlestadiet. Det mener ikke kun jeg, men også over 150 europæiske topforskere, der sidste år i projektet Energy-X for Europa-Kommisssionen kortlagde de største udfordringer i forhold til at realisere et fossilfrit samfund.
En af udfordringerne er prisen på de fossilfrie slutprodukter. Javel, vi kan da godt fremstille en liter fossilfri brændstof i dag – med brug af vindmøller og de nyeste katalysatorer, og hvad har vi – men den bliver stadigvæk så dyr, at den slet ikke kan konkurrere med det langt billigere fossile alternativ.
Det skyldes bl.a., at det udstyr, vi har i dag, som indgår i de elektrokemiske og termokemiske processer, er relativt dyrt. Desuden er processerne også forbundet med alt for store energitab. Vi bruger med andre ord for meget energi på at få produceret de fossilfrie produkter.
Det kan vi ikke leve med – og vi kan slet ikke byde andre lande, som er mindre privilegerede end os, at skulle basere deres gryende velfærd på uhyrligt omkostningsfulde grønne alternativer.
Invester i forskning
En anden udfordring er, at vi slet ikke kan fremstille de mængder af fossilfrie flydende brændstoffer, som vi har brug for. Verdens forbrug af flydende brændstoffer er helt enormt. Det, der virker i laboratorier og i demonstrationsanlæg, skal vi have til at virke i meget større skala.
Samlet set står vi derfor med den utrolig påtrængende opgave at få videreudviklet de pågældende teknologier. Ellers bliver de fossilfrie alternativer aldrig til reelle alternativer.
I klimaudspillet ser jeg ikke så mange tegn på, at forskningsbevillingerne vil stige. Og det er selvom massive investeringer i forskning er nødvendige, for at sikre at vi opnår de afgørende gennembrud, der skal til, for at vi kan realisere en fuld grøn omstilling.
Flere af teknologierne findes, men de er slet ikke modne. Der skal investeres i udviklingen af dem. Tænk engang, hvis man var holdt op med at investere i udviklingen af vindteknologien, allerede dengang den første vindmølle producerede et par hundrede kW. Så var vi aldrig kommet i den fantastiske situation, vi er i i dag, hvor strøm fra megawatt-vindmøller kan konkurrere med den fossilbaserede el-produktion. Udviklingen skete ikke af sig selv eller alene på markedsvilkår, men som følge af mere end 50 års vedvarende udvikling, der kunne lade sig gøre som følge af massive investeringer i vind- og energiteknologisk forskning.
Så vi kan ikke komme uden om, at der er behov for investeringer i videreudviklingen af teknologierne til grøn omstilling.
Det kan fremstå utidigt at bede om penge til forskning, når samfundsøkonomien lige har fået et piskesmæld af den bratte opbremsning som følge af pandemien. Vi er i krise, hele verden er i krise.
De nyeste tal fra Finansministeriet viser, at den danske økonomi skrumper med godt 5 pct. i 2020. Det er ildevarslende tal – også for Danmarks Tekniske Universitet. De statslige bevillinger til vores forskning er nemlig bundet op på størrelsen af landets BNP. I mange år har Danmark haft en forskningspolitisk målsætning, der tilskriver, at 1 pct. af BNP går til forskning. Det er indlysende, at en skrumpende samfundsøkonomi vil betyde, at forskningen går smalle tider i møde, hvis ikke der handles politisk, netop nu hvor vi burde øge investeringerne.
Trods den økonomiske krise – eller netop på grund af den – så har vi lige nu en fantastisk chance for at opføre os klogt.
Den franske økonom Thomas Piketty har i sin seneste bog ‘Kapital og ideologi’ bl.a. understreget vigtigheden af offentlig investering i forskning og uddannelse. Denne prioritering er meget afgørende og en vigtig forudsætning for produktivitetsudvikling, økonomisk vækst og beskæftigelse.
Piketty har samlet et imponerende datamateriale i sin økonomisk historiske forskning på globalt plan.
En af hans teser - som jeg finder særlig interessant - er, at havde et land som USA ikke investeret massivt i forskning og uddannelse fra 50’erne og frem til og med 70’erne havde det amerikanske samfund aldrig set det industrielle gennembrud efter 2. verdenskrig med dens betydelige indvirkning på beskæftigelse og væksten i USA’s BNP.
Det amerikanske samfund “lever stadig” på den store offentlige investering, der blev foretaget i universitetssektoren for 60-70 år siden.
Med en økonomisk genopretning efter corona-pandemien har Danmark en enestående mulighed for at forfølge den amerikanske investeringsstrategi i forskning og uddannelse fra 50’erne og op til 70’erne.
Det næste vindmølleeventyr
Regeringen kan også følge op på globaliseringsmålsætningen fra 00’erne, hvor man brød med den forskningspolitiske 1 pct. målsætning. Det er der mere end nogensinde behov for i dag, hvis vi skal sikre beskæftigelse og dansk økonomi langsigtet.
Danmark har én gang bevist, at ambitiøse investeringer i teknologi giver gevinst. I dag har vi omkring 30.000 arbejdspladser inden for vindenergi-branchen og et verdensførende forsknings- og udviklingsmiljø til at støtte op.
Mange spørger: Hvor er det næste vindmølleeventyr?
Nok ikke lige om hjørnet, kan jeg afsløre, men vi har i dag muligheden for at være modige og fremsynede og tage de første skridt på en færd, der på sigt kan redde både klimaet, beskæftigelsen og samfundsøkonomien.
Klimaudspillet er en fin tanke – en nydelig krusning på overfladen. Men det, vi har brug for, er en kæmpe bølge. Den skal kunne vokse sig så stor, at vi kan rulle den grønne omstilling ud – ikke kun i Danmark, men i hele verden.