Debatindlæg af Anders Bjarklev, rektor på DTU. Bragt i Frederiksborg Amts Avis og på sn.dk den 13.11.2023.
Om få år skal vi på DTU – samt de øvrige universiteter – uddanne langt flere erhvervskandidater, end vi gør i dag. Det blev besluttet i universitetsreformen i juli og jeg er en del af Kandidatudvalget, der blev nedsat til at se på, hvordan man gør det bedst.
Reformen giver os mulighed for at gentænke erhvervskandidaten og det står DTU godt rustet til, fordi vi allerede har et tæt samarbejde med erhvervslivet og har arbejdet med den type uddannelser før.
For dem der måske ikke helt har styr på, hvad en erhvervskandidat er, så er det en fireårig uddannelse på kandidatniveau, hvor undervisningen kombineres med et sideløbende job i en relevant virksomhed i mindst 25 timer om ugen. Formålet er, at de studerende kan videreudvikle de kompetencer, de får på studiet, samt skabe en bedre kobling mellem job og studie.
DTU tilbyder allerede, at man kan tage en erhvervskandidat på næsten alle vores studieretninger, men med reformen vil vi formentlig skulle tidoble antallet af erhvervskandidater, vi optager. Det er ikke nogen nem opgave. Og det er en opgave, vi i sagens natur ikke kan løse alene.
Mere fleksibel
Først og fremmest kræver det, at vi finder en form, der passer både de studerende og virksomhederne. Som det er nu, er erhvervskandidaten ikke en attraktiv løsning for mange, og det skyldes nok især uddannelsens længde. Hvorfor tage en erhvervskandidat på fire år, når man kan tage en almindelig kandidat på to år og samtidig have et relevant studiejob ved siden af? Derudover kan det for nogle studerende være stressende at skulle passe et krævende job, måske endda på fuld tid, ved siden af studierne, ligesom det konstante skifte mellem at være på jobmarkedet og på studiet kan være svært at rumme for nogen. De udfordringer er vi nødt til at adressere.
Hvis vi skal i mål, tror jeg, at det kræver, at erhvervskandidatuddannelsen gøres mere fleksibel. Både i forhold til, hvor lang en periode den strækker sig over, og hvordan undervisningen sammensættes. Nogle virksomheder har givet udtryk for, at det er nemmere at tilrettelægge arbejdsopgaverne, hvis de studerende er væk i nogle uger ad gangen eller har en fast dag om ugen, hvor de har undervisning. For de studerende vil det være rart ikke at skulle arbejde, når man har eksamener, lige som det skal være nemmere at lægge de relevante kurser samme dag, så de får samlet dagene på universitetet. Endelig har nogle studerende også et ønske om, at flere forelæsninger kan tages digitalt. Det skal ikke være svært at skifte virksomhed undervejs i studiet, hvis det bliver nødvendigt, ligesom det skal være muligt at skifte fra ordinær kandidatuddannelse til en erhvervskandidat. Fleksibilitet er altså nøglen til succes.
Det er dog vigtigt, at vi ikke forkorter mængden af viden, man tilegner sig i løbet af studiet. Den nuværende kandidatuddannelse er på 120 ECTS-point og det mener jeg, vi skal holde fast i, for på den måde sikrer vi fortsat den faglige tyngde. Det er i øvrigt også helt i overensstemmelse med politikernes ønsker på det teknisk videnskabelige område.
Forhindringer skal ryddes af vejen
Og så er der et par åbenlyse forhindringer, som skal ryddes af vejen. Reformen lægger op til, at op mod halvdelen af pladserne på de nye erhvervskandidatuddannelser skal optages af internationale studerende, hvilket er glædeligt, da det kan være med til at løse manglen på højtuddannet arbejdskraft. Men det kræver, at lovgivningen om opholdstilladelse for ikke-EU-borgere laves om, så de ikke kun må arbejde 20 timer om ugen, som det er tilfældet nu. Alternativt skal de kunne fremvise en løn på mindst 448.000 kr. årligt og de to ting betyder i dag, at vi har svært ved at optage mange internationale studerende på erhvervskandidaten. Internationale studerende som ellers gerne vil tage en erhvervskandidat og som virksomhederne gerne vil ansætte.
Kendskabet til erhvervskandidaten skal desuden udbredes meget mere. Det er min opfattelse, at mange virksomheder stadig ikke kender til uddannelsen, så vi er nødt til at udvikle erhvervskandidaten i tæt samarbejde med erhvervslivet og de specifikke fagområder, der har brug for dem, f.eks. inden for Power-to-X og life science.
Det har vi selv gjort på DTU’s nyoprettede erhvervskandidatuddannelse i biomanufacturing i Kalundborg, som vi har tilrettelagt i samarbejde med biotekindustrien i området, der har et stort behov for højtuddannet og specialiseret arbejdskraft.
Som sagt ligger der en stor opgave foran os – for universiteterne, erhvervslivet og fra politisk hold – i at gøre erhvervskandidaten mere attraktiv. Og gøre det tydeligt, hvorfor man skal vælge den frem for en almindelig kandidatuddannelse. Men Kalundborg er et godt eksempel på, at erhvervskandidaten kan være en vindersag for både universitetet, virksomhederne og de studerende samtidig med, at det giver nogle unikke muligheder for samfundet. Og det er jo det vi er sat i verden for – at være til gavn for samfundet.
