Fejring

Årsfesten 2025: En hyldest til innovation, startups og forskning

Ved Årsfesten 2025, fredag den 2. maj, fejrede DTU det seneste års resultater med prisoverrækkelser, festforelæsning, fællessang, gallamiddag og et brag af en fest med adskillige koncerter.

Der var royal deltagelse til DTU's årsfest, hvor en lang række priser blev overrakt til forskere, undervisere og studerende. Aftenen sluttede med fest for ca. 4.000 gæster. Foto: Steen Brogaard
Foto fra rektors tale til DTU Årsfest 2025. Foto: Steen Brogaard
Årsfestens første taler var rektor Anders Bjarklev. Foto: Steen Brogaard.

Rektor Anders Bjarklev indledte årsfestens akademiske del med en inspirerende tale, hvor han fremhævede DTU's imponerende resultater og fremtidige ambitioner. Han understregede vigtigheden af viden, innovation og handling i en verden præget af uforudsigelighed og udfordringer som klimaforandringer, teknologisk afhængighed og geopolitisk spænding.

Rektor mindede om, hvordan DTU har rykket den teknologiske udvikling ved at kode, bygge, beregne, analysere, udvikle og skabe.

"På DTU bruger vi Computerome til forskning i verdensklasse. Til sikker lagring af data og kontrol over vores egen kritiske infrastruktur," sagde han.

Rektor præsenterede også DTU's imponerende vækst:

"Vi har mere end fordoblet antallet af forskere. Vi har mere end fordoblet antallet af studerende. Vi har også femdoblet vores eksterne finansiering," pointerede han.

Afslutningsvis takkede rektor alle DTU's medarbejdere, studerende, samarbejdspartnere og politikere for deres indsats og støtte.

"Tro på os! Og jeg lover jer, at vi på DTU vil vise jer resultater, der overgår jeres fantasi!"

Læs hele rektors tale.

To priser til årets undervisere

Årets undervisere blev ph.d. Carl Høy Sander Kruse (midten) fra DTU Construct og studielektor ved DTU Compute Ulrik Engelund Pedersen (t.v.). Foto: Steen Brogaard.

Hvert år udpeger DTU-studerende årets undervisere. I år gik hæderen til Carl Høy Sander Kruse, ph.d.-studerende ved DTU Construct, og Ulrik Engelund Pedersen, studielektor ved DTU Compute. Som årets undervisere modtager de begge et diplom, 25.000 kr. og en lille gave fra PF, der blev overrakt af PF's forperson Thor Deibert. 

Carl Høy Sander Kruse underviser i det grundlæggende kursus "Ingeniørarbejde", der introducerer studerende til praktiske eksempler, problemløsning, teknisk tegning, samt udvikling af fagligt ordforråd og samarbejdsevner. 

Ulrik Engelund Pedersen underviser i kurset “Matematik 1”, der er obligatorisk for alle studerende på DTU. 

27-årige Carl Høy Sander Kruse blev som den yngste - og som den første ph.d.-studerende - overrakt prisen som "Årets Underviser".
Ulrik Engelund Pedersen underviser i kurset “Matematik 1”, der er obligatorisk for alle studerende på DTU.

Årets Arbejdsmiljøpris

Arbejdsmiljøprisen 2025 gik til Bodil Madsen (tv.). Foto: Steen Brogaard.

Arbejdsmiljøprisen blev givet til Bodil Madsen, laborant ved DTU Fødevareinstituttet. Prisen gives til en medarbejder, der har gjort en særlig indsats for et sikkert og trygt arbejdsmiljø.

Bodil Madsen modtager prisen for sit vedholdende engagement og enestående indsats for at fremme arbejdsmiljø, sikkerhed og trivsel. Med prisen følger 25.000 kr. 

Innovationspris

Professor Andreas Hougaard Laustsen-Kiel (tv.) modtog Innovationsprisen til DTU Årsfest 2025. Foto: Steen Brogaard.

Innovationsprisen tildeles en forsker, der har initieret og fastholdt den udvikling, der har gjort DTU til et fantastisk innovationsøkosystem. 

Professor Andreas Hougaard Laustsen-Kiel, DTU Bioengineering, modtager Innovationsprisen for sin excellente forskning i antistofteknologi. Udover hans forskning har han været aktiv i at skabe virksomhedssamarbejder og startups.

Den største af disse startups er Bactolife, der i dag er en aktiv virksomhed der udvikler og producerer bindingsproteiner, som hjælper med at beskytte tarmen mod skadelige mikrober.  

Prisen blev overrakt af Marianne Thellersen, som er DTU’s koncerndirektør for innovation og entreprenørskab. 

Årets studenter-startup

Skjoldet blev kåret som årets studenter-startup 2025. Foto: Steen Brogaard.

Årets Studenter-startup 2025 blev Skjoldet, stiftet af Natasha Hougaard og Magnus Stjernborg Koch.  

Skjoldet er en AI-drevet browserudvidelse, der beskytter forbrugere mod online svindel som phishingangreb og falske webshops. Med prisen fulgte 25.000 kr. til videreudvikling af produktet.  

Prisen blev overrakt af Marianne Thellersen, koncerndirektør for innovation og entreprenørskab. 

Skjoldet er en AI-drevet browserudvidelse, der beskytter forbrugere mod online svindel som phishingangreb og falske webshops.

Henning Holck-Larsens Rejselegat

Adjunkt Marie Brøns kan ved at lytte til bolte og møtrikker på vindmøller vurdere, hvilke der skal strammes, og hvilke der ikke skal. Og det er enormt tidsbesparende for alle dem, der vedligeholder vindmøller. Foto: Steen Brogaard.

Henning Holck-Larsens Rejselegat tildeles en lovende ung forsker, der kommer til at sætte aftryk i verden. Det er første gang, prisen uddeles ved DTU Årsfest. 

Adjunkt Marie Brøns, DTU Construct, modtager Henning Holck-Larsens Rejselegat til at udvide sine kompetencer inden for krydsfeltet mellem data-science og structural health monitoring. Det sker bl.a. ved et ophold i Schweiz, hvor hun skal besøge topforskere ved École Polytechnique Fédérale de Lausanne (EPFL) og ETH Zürich.  

Doktorgrad

Professor Jesper Hattel blev tildelt den tekniske doktorgrad, som er DTU's højeste akademiske udmærkelse. Foto: Steen Brogaard.
Akademisk Råd har tildelt professor Jesper Henri Hattel, DTU Construct, den tekniske doktorgrad. Ved DTU Årsfest 2025 blev han hyldet for sin forskning i numerisk modellering af fremstillingsprocesser som støbning, 3D-printning, "moulding" og svejsning i metaller og polymerer.

Den tekniske doktorgrad er den højeste akademiske titel, en ingeniør kan opnå.

Læs mere om Jesper Henri Hattels doktorafhandling
Videoen giver et indblik i Jesper Hattels forskning i numerisk modellering af fremstillingsprocesser som bl.a. støbning og 3D-printning i metaller og polymerer.

Festforelæsning

Årets festforelæser var Anne Ladegaard Skov, der er professor på DTU Kemiteknik.

Hendes forskning handler om polymerteknologi, og til forelæsningen fortalte hun om, hvordan hun og hendes team arbejder på at lave kunstige muskler, der kan hjælpe især ældre mennesker med aftagende muskelmasse.  

Professor Anne Ladegaard Skov, DTU Kemiteknik, vil give ældre kræfterne tilbage med "muskeltrøje" lavet af kunstige muskelfibre. Foto: Steen Brogaard

Æresdoktorer

På fotoet ses fra venstre mod højre prorektor Christine Nellemann, professor Bernhard O. Palsson, Dronningen, professor Jesper Hattel, senior research fellow Paul Veers og bestyrelsesleder Margrethe Vestager. Billedet er fra rektoratets reception i S-huset. Foto: Steen Brogaard.

I år blev der udnævnt to æresdoktorater. Æresdoktorgraden gives til forskere, der har rykket videnskaben til nye højder indenfor deres felt, og samtidig har gjort en betydelig forskel for DTU. 

Et første æresdoktorat blev givet til Paul Veers, Senior Research Fellow ved National Renewable Energy Laboratory i USA.  

Paul Veers har været aktiv inden for vindenergiens start i 1970’erne til i dag, hvor vindenergi er et veletableret og videnskabeligt funderet fagområde. Gennem sit banebrydende arbejde i krydsfeltet mellem nationale laboratorier, universiteter og industri er han anerkendt for at have spillet en førende rolle i væksten af vindenergi, ikke kun i USA, men på verdensplan.

Paul Veers' forskning fokuserer på vindenergiteknologi, herunder atmosfærisk turbulenssimulation, træthedsanalyse, pålidelighed, strukturdynamik og aeroelastisk tilpasning af vindmøllevinger.

Det andet æresdoktorat blev givet til Bernhard O. Palsson, professor ved University of California, San Diego.  

Bernhard O. Palsson er en af de ledende eksperter indenfor computerbaseret analyse af cellulær metabolisme. Han stod i spidsen for DTU Biosustain fra dag 1 i 2011 og frem til 2022, og er stadig tilknyttet og aktiv i centeret. Under Bernhard O. Palssons ledelse har DTU Biosustain positioneret sig internationalt som et yderst anerkendt forskningscenter specielt inden for metabolic engineering og avanceret cellefabrikdesign.

Bernhard O. Palsson forsker i udvikling af metoder til at analysere metabolisk dynamik og formulering af komplette modeller af udvalgte celler som røde blodlegemer, E. coli, CHO-celler og flere humane patogener.

G. A. Hagemanns Guldmedalje

G. A. Hagemanns Guldmedalje blev tildelt professor Kirsten Halsnæs, DTU Management. Hun modtager guldmedaljen for sit bidrag til den danske og internationale klimaforskning.

Kirsten Halsnæs er den mest benyttede danske forsker af FN’s Klimapanel og har i årevis været en markant stemme i klimadebatten både i forskningen og i medierne. 

Professor Kirsten Halsnæs, der blev tildelt G. A. Hagemanns Guldmedalje, har udført fortjenstfuldt arbejde inden for ingeniørvidenskaben. Foto: Steen Brogaard.

Tale ved Polyteknisk Forenings forperson

Tale ved Thor Deibert, forperson for PF. Foto: Steen Brogaard. 

Tale ved Polyteknisk Forenings forperson 

Forperson for studenterorganisationen Polyteknisk Forening (PF), Thor Deibert, kom undervejs i sin tale ind på bl.a. differentialligninger og nye begyndelser: 

”Tillad mig lige for et øjeblik at blive lidt nørdet, jeg er jo trods alt fysiker. En af de helt basale værktøjer, vi lærer på DTU og især på fysik er, hvordan man arbejder med differentialligninger. En differentialligning er et værktøj, som vi kan bruge til at forudsige, hvordan et system udvikler sig ind i fremtiden. Som et eksempel, kan vi bruge det skrå kast. Vi kan opstille en model, der beskriver, hvordan bolden bevæger sig gennem luften, og dermed hvor den ender op. Men det, der er det unikke ved differentialligningerne, er, at det kun er ved at ændre på boldens startbetingelse, at vi kan ændre på, hvor den ender i fremtiden.” 

Han slog et slag for, at man som studerende skal trives for at kunne yde allerbedst, og at det er med gode startbetingelser, at man giver sig selv det bedste fundament for at drive det vidt. 

”Vi skal trives for at kunne tage det næste skridt mod fremtiden, for at kunne løse de problemer vi står overfor, for at være den forandring vi ønsker. For trivsel er en forudsætning for et eliteuniversitet, og heldigvis går excellence og trivsel hånd i hånd.” 

Han rundede talen af med et håb om, at alle i salen ville tænke over de visioner, vi sætter nu, og hvordan vi gør dem til virkelighed. 

”Jeg tror, at H. C. Ørsted, da han tilbage i 1829 skabte sine første visioner, ville være stolt over, hvad de er blevet til, og hvad vi udretter den dag i dag. Så hvorfor ikke sætte lignende visioner for os selv, og for vores egen fremtid? Så til alle i salen. Når I går herfra og ser på fremtiden, så tænk på nuet, og hvad I gør for at opnå de mål og visioner, vi sætter for ikke kun os selv, men for hele samfundet. For ethvert skridt mod fremtiden afhænger af startbetingelserne. Og ethvert skridt mod fremtiden starter nu.” 

Rektors reception 

Efter den akademiske højtidelighed fulgte en række receptioner. Dronningen deltog i rektoratets reception, hvor hun skrev i DTU's gæstebog og hilste på årets prismodtagere.  

Dronningen talte bl.a. med 27-årige Carl Høy Sander Kruse, som er den yngste underviser, der har modtaget prisen som "Årets Underviser". Oveni det er han også den første ph.d.-studerende, som er blevet overrakt prisen.

“Dronningen spurgte mig, om jeg altid gerne har villet være underviser. Jeg svarede ja. Jeg har villet give den gode uddannelse og inspirerende undervisning, jeg selv modtog som studerende på DTU, videre,” svarer Carl Høy Sander Kruse, der også havde to gaver med. 

”Jeg gav dronning Mary en 3D-printet kopi af Rodins skulptur "Tænkeren" og en 3D-printet isbjørn til kong Frederik. De er begge lavet på én af de hurtigste 3D-printere i verden, som jeg har bygget i løbet af mit ph.d.-projekt.” fortæller Carl Høy Sander Kruse. 

Fest for 4.000 gæster 

Receptionen blev efterfulgt af en middag med ca. 2.900 spisende gæster. Aftenen sluttede med en stor fest for ca. 4.000 deltagere, som bl.a. kunne opleve koncerter med Ida Laurberg og Zar Paulo. 

Se hele den akademiske højtidelighed på video (1 time og 36 min.).