Debatindlæg af Jacob Østergaard, professor og divisionschef, DTU Wind. Bragt i Politiken den 02.07.25.
I slutningen af april gik Sydeuropa i sort og medierne i breaking. En strømafbrydelse på næsten et døgn skabte kaos i byer som Madrid, Barcelona og Lissabon - og journalister verden over ville alle have svar på det samme spørgsmål: Hvordan kunne det ske?
Svaret jeg kunne give til de medier, der spurgte, var: ”Vi ved det ikke.” Ikke et særligt spændende svar, indrømmet, men ikke desto mindre det rigtige. Alligevel indledte medierne en desperat jagt efter et bedre.
Ifølge Reuters skulle den portugisiske elnetoperatør REN eksempelvis have sagt, at hændelsen skyldtes et atmosfærisk fænomen med ekstreme temperaturudsving. Forklaringen blev viderebragt af medier i hele verden, men senere trukket tilbage, fordi REN afviste at have udtalt sig.
I fagmediet Økonomisk Ugebrev kunne man høre et andet bud. Her udtalte Morten Springborg, hvis ekspertise ligger inden for økonomi og energiinvesteringer, at kollapset skyldtes en alt for ambitiøs energipolitik med udrulning af vind- og solenergi. Det har ifølge Springborg ført til manglende modstandsdygtighed i systemet, og han konkluderer, at et energisystem baseret på sol og vind vil være lige så stabilt som ”et korthus i stormvejr”.
Konklusionen mangler i høj grad nuancer og fagligt belæg, og tilsammen afspejler eksemplerne en kedelig tendens: Når emnet er komplekst, og vi mangler svar her og nu, er medierne med til at udbrede spekulationer og misinformation, der er umulig at navigere i for almindelige mennesker.
Det er alvorligt af to grunde:
- I en tid med misinformation alle vegne er det ikke blevet mindre væsentligt, at medierne er garant for gennemtjekket information.
- Klimakrisen venter ikke. Ved at sprede udokumenteret frygt for vind- og solenergi, risikerer man at forsinke den grønne energiomstilling, og det vil ramme os alle.
Tilbage står nu et ansvar for at rydde op – og pege fremad. Det ansvar har ingen taget på sig endnu - så det vil jeg gerne gøre.
Det vi ved
Spoler vi tiden tilbage til strømafbrydelsen, var det svært at pege på én udløsende faktor, fordi den præcise årsag kun kan findes ved at analysere tusindvis af data til bunds.
Det arbejde er nu påbegyndt, og den 17. juni blev vi klogere: Her udkom den spanske regering nemlig med en rapport, som undersøger årsagen til det omfattende nedbrud - og der er hverken tale om atmosfæriske fænomener eller manglende modstandsdygtighed fra vedvarende energikilder.
Ifølge rapporten var nedbruddet i Spanien forbundet med en mangelfuld regulering af den elektriske spænding i nettet. Den mangelfulde regulering medførte ekstraordinært høje spændinger.
For at forhindre beskadigelse af de elektriske anlæg, sørgede de integrerede beskyttelsessystemer i både kraftværker og solcelleanlæg for at frakoble enhederne fra nettet. Frakoblingen reducerede muligheden for at styre den høje spænding, og som en kaskade af uheldige reaktioner førte det til det totale kollaps, der mørklagde hele den iberiske halvø.
Den manglende evne til at regulere den elektriske spænding i nettet skyldtes ifølge analyserne en række forhold. For det første fungerede flere af de centrale kraftværker, som skulle have reguleret spændingen, ikke optimalt. For det andet blev et vigtigt kraftværk i Sydspanien meldt ude af drift aftenen før strømafbrydelsen. Og for det tredje leverede en solcellepark et utilstrækkeligt respons.
Endelig var der flere solcelleanlæg, der frakoblede for hurtigt i forhold til reglerne, flere store forbrugere overholdt ikke de tekniske regler for tilslutning til nettet, ligesom det i rapporten konstateres, at vind- og solanlæggene i dag ikke er forpligtet til at regulere spænding i nettet, selvom det rent teknologisk kan lade sig gøre.
På baggrund af disse oplysninger, finder jeg det vigtigt at understrege, at nedbruddet altså ikke kan tilskrives én bestemt årsag. Det skal derimod ses som en kædereaktion af tekniske forhold, der viser, hvor hyper-komplekst et system vi har med at gøre. Systemet går på tværs af de europæiske landegrænser, så opstår der fejl ét sted i systemet, kan det hurtigt påvirke store områder med flere lande.
Det vi kan lære
Skal vi trække én vigtig læring ud af strømafbrydelsen i Sydeuropa, er det nødvendigheden af, at vi får en langt større forståelse af energisystemet som helhed.
Det behov skærpes yderligere af, at energisystemets elektriske egenskaber i fremtiden vil ændre sig, fordi vi overgår til et system baseret på vindmøller og solceller. De vedvarende energikilder fungerer på nogle helt andre præmisser end de nuværende kraftværker, og skal fremtidige strømafbrydelser forhindres, kræver det viden om, hvordan vi skaber et optimalt samspil i systemet.
Den gode nyhed er, at vi i vindmølle- og solcelleanlæg kan indbygge de egenskaber, som er nødvendige for f.eks. at kunne styre og regulere den elektriske spænding i nettet. Gennem digitale løsninger kan enhederne styres, så det samlede system bliver både robust og stabilt.
For at komme derhen er der dog brug for, at vi flytter fokus fra de enkelte teknologier, der kan kommercialiseres, til samspillet i den overordnede, digitale styring. Konkret kan man gennem et digitalt simuleringsværktøj, der er en tro kopi af fremtidens vedvarende energisystem, studere systemet i realtid, og dermed lære hvordan det reagerer på forskellige forstyrrelser.
Det giver os viden om årsag og virkning, som vi kan bruge til at designe et energisystem, der er robust over for udefrakommende påvirkninger. Det kan ikke alene bringe os på forkant af begivenhederne og forhindre strømafbrydelser som den i Sydeuropa. Det kan også genetablere en tryghed i Europa.
