Doktorforsvar
Doktorforsvar: The dynamics of gastric evacuation in predatory fish - A mechanistic model of gastric evacuation – development and applications in fish and fishery biology
Niels Gerner Andersen, seniorforsker ved DTU Aqua forsvarer sin doktorafhandling, The dynamics of gastric evacuation in predatory fish - A mechanistic model of gastric evacuation – development and applications in fish and fishery biology.

Afhandlingen omhandler arbejdet med at etablere og teste en mekanistisk mavetømningsmodel for rovfisk samt vise dens nytteværdi som et alsidigt værktøj i fiske- og fiskeriforskning.
Fiskespisende rovfisk er sammen med de marine fiskerier hovedaktører i struktureringen af fiskesamfund og har potentialet til at udøve top-down kontrol af hele økosystemer. Inklusion af samspillet mellem arterne i bestandsanalyser og fiskeriforvaltning kræver akkurate tal for rovfiskenes fødeindtag og den resulterende dødelighed af byttefiskene.
Fødeindtaget estimeres ud fra maveindholdet i repræsentativt indsamlede rovfisk kombineret med udtømningshastigheden af maveindholdet. En stor internationalt koordineret indsats har således været investeret i maveindsamling og laboratorieanalyse af maveindhold.
Derimod har forskning i mavetømning været sparsom og ukoordineret, og de hidtidige modellers forudsigelser uforenelige. Ingen af disse modeller er i stand til at sætte akkurate tal på udtømningen uanset sammensætning af byttedyr og fødeindtagelsens rytme og kronologi.
Den nye mekanistiske model er baseret på omfattende forsøg med marine rovfisk. Efterfølgende tests bekræfter modellens generiske evne til at forudsige mavetømningens forløb og hastighed for individuelle byttedyr i relevante scenarier hos rovfisk under naturlige betingelser.
Implementering af modellens estimater i bestandsanalyser vil derfor markant forbedre forudsigelser af prædations- og mortalitetsrater. Modellen vil yderligere fremme studier af små-skala artsinteraktioner og fourageringsstrategier samt muliggøre identifikation af vilde rovfisks kapacitet til at omsætte føden og dermed levere mere realistiske beskrivelser af relationen mellem tætheden af byttedyr og rovfiskenes fødeindtag i havet.
Den fulde afhandling findes her
Hvis du ønsker, at melde dig som uofficiel opponent, så meld dig på forhånd til dr.techn.-adm@dtu.dk eller meld dig ved forsvaret.