Én bunke med PP-plast. Én med PVC-plast. Én med PET-plast. Og så videre. Så én bunke med legetøj. Én med fødevareemballage. Og én med medicinemballage.
Sådan er forskere fra DTU gået systematisk til værks, når de på genbrugsstationer i Silkeborg, Roskilde og København har sorteret borgernes indsamlede plast.
”Helt konkret har vi læsset containernes indhold ud på jorden, og så er vi startet fra en ende af. Hvis vi ikke laver opdelingen systematisk, flere gange og på flere forskellige genbrugsanlæg, risikerer vi at lave en undersøgelse, der giver et usikkert statistisk grundlag. Vi har brug for et retvisende billede af, hvor meget og hvor godt plasten kan genanvendes,” siger Thomas Fruergaard Astrup, der som professor ved DTU har ledet undersøgelsen.
Undersøgelsen sætter tal på mængderne af de forskellige plasttyper, der bliver smidt ud, og den fastslår, hvor stort potentialet er for genanvendelse. Sammenholdt med DTU’s øvrige forskning på området giver det et billede af, hvad man som kommune kan forvente, der kommer ud af plastgenanvendelsen.
Det har hos det fælleskommunale affaldsselskab ARGO i Roskilde ført til, at de sammen med andre affaldsselskaber kan stille større og mere kvalificerede krav til de sorteringsanlæg, de samarbejder med.
”Vi er gået fra at se os selv som passive indkøbere af affaldsbehandling til at være aktive operatører i en større cirkel. Det at kunne kortlægge og dokumentere plastens potentiale som grundlag for løbende at stille større krav, der kan fremme en udvikling, er blevet en vigtig nøgle for os,” siger Ejvind Mortensen, der er chefkonsulent i ARGO.
For meget godt plast ender i ’restbunken’
Når et affaldsselskab som ARGO sender borgernes plast til oparbejdning og genanvendelse, er første stop på rejsen et stort sorteringsanlæg i Tyskland. Her bliver plasten lagt på et transportbånd, hvor den skannes og deles op i mindre fraktioner med de mest almindelige plasttyper. Her kan noget af plasten oparbejdes og genanvendes i samme type produkter, som den kommer fra.
Men en stor del af den plast, der kommer ind, har brug for en særlig behandling. Det kan skyldes, at plasten er et blandingsprodukt og derfor skal skilles ad, eller at emballagen er fyldt med sæberester, kødsaft eller lignende. Det kan også skyldes, at selve plasten er forurenet med problematisk kemi. Ofte ender al denne plast i en restbunke af laveste kvalitet, der kaldes for mixed-plast. Og her bliver visionen om et cirkulært kredsløb brudt.
”Noget af den mixede plast bliver til havebænke eller hegnspæle, som ligger lavest i genanvendelsespyramiden for materialer, fordi de ikke kan genanvendes på ny. Noget andet bliver til brændstof, som bliver brugt i cementovne. Og endelig bliver en del sendt til affaldsforbrændingen og udnyttet til energi. Når der ikke sorteres grundigt nok på plasten, bliver bunken af mixed-plast større, og vores resultater viser klart, at en stor del af den plast, der ender der, har et genanvendelsespotentiale, som ikke bliver udnyttet godt nok,” siger Thomas Fruergaard Astrup.
Han understreger, at teknologien til bedre sortering allerede eksisterer. Man kan have flere maskiner og flere sensorer, og man kan sende plasten gennem finsortering og rensning flere gange. Problemet er, at det kan være en dyr affære.
”Det er en økonomisk omkostning at gøre det, og gevinsten for anlægget skal være, at de kan sælge de rene fraktioner af sorterede plaststykker til genanvendelse. Hvor meget man har lyst til at gøre ved plasten, afhænger derfor ofte af, hvor priserne på markedet ligger,” forklarer han.
Derfor har det ifølge Thomas Fruergaard Astrup været nødvendigt at fremme viljen til bedre genanvendelse ved at stille krav.
Fokus på miljøgevinst frem for mængder
Et af de krav ARGO, sammen med Vestforbrændingen og Københavns Kommune, i dag stiller, når de sender deres plast i udbud til sorteringsanlæggene, er, at der højst må frasorteres 25 pct. til affald. Derudover har de et krav om, at højst 45 pct. af den plast, der sorteres ud, må ende i mix-bunken.
”Det er krav, vi kan stille, fordi vi har en grundlæggende viden fra DTU’s undersøgelser. Vi beder også om at få løbende analyser fra sorteringsanlæggene, der bl.a. viser, hvilken kvalitet plasten i mix-bunken har. Så hvis der ligger noget i mix-bunken, som har et større potentiale, er vi opmærksomme på det og kan stille større krav næste gang,” forklarer Ejvind Mortensen.
I affaldsbranchen er det en udbredt metode at opgøre genanvendelsen på plastområdet ved hjælp af en procentsats. Denne angiver, hvor meget plast der bliver genanvendt, men ikke hvad det bliver genanvendt til. I den forbindelse viser DTU’s forskning, at genanvendelse i procenter intet siger om den reelle miljøgevinst, og for Ejvind Mortensen har det givet en ny forståelse for, hvordan vi bør måle på genanvendelse.
”Hvis du kun måler på ton, kan du lave en tung hegnspæl med masser af lavkvalitetsplast i, der vejer godt. Så har du på papiret genanvendt meget. Men når sodavandsflasken og sæbebeholderen tæller på samme måde, kan det jo bedre svare sig at putte plasten ned i en hegnspæl. Og det giver en ringe miljøgevinst i det samlede regnskab,” forklarer han.
Pilen peger tilbage på producenterne
Selvom bevidstheden om miljø og kvalitet langsomt vinder indpas i affaldssektoren, påpeger Ejvind Mortensen, at ARGO som affaldsselskab kun er et meget lille led i den store cirkel.
Hvis visionerne om en mere cirkulær plastøkonomi skal leves ud, peger han pilen tilbage på de virksomheder, der designer produkterne.
”Vi er med den her viden blevet bedre til at stille krav til plastsorteringen, men vi kan ikke kræve mere af dem end det potentiale, der er i den rodebunke, vi får. Så på den lange bane er det ikke de fælleskommunale affaldsselskaber, der kommer til at gøre en forskel. Der skal stilles større krav tilbage i systemet; til producenterne, der laver produkterne,” siger han.
Synspunktet bakkes op af Thomas Fruergaard Astrup, hvis forskning viser, at der er store miljøgevinster at hente, hvis vores produkter designes til effektiv og reel genanvendelse.
”Vi kan ændre på designet af produkterne, så de er lettere at oparbejde, adskille og sortere. Og vi kan sørge for, at plasten ikke indeholder alle mulige kemiske tilsætningsstoffer, som gør det svært at bruge den igen. Men der er sindssygt mange producenter i verden, og materialerne kommer fra alle dele af verden. Så det er svært,” siger han.
Danmark har endnu ikke regler for producentansvarskrav på plastområdet, men et nyt affaldsdirektiv fra EU medfører, at vi inden 2025 skal have det. Det betyder, at en dansk producentansvarsorganisation er på vej, og forventningen er, at den skal udforme krav til producenternes design af produkter. Hos Ejvind Mortensen i ARGO vækker det et håb.
”Jeg håber virkelig, at det sammenhængende blik fra DTU vil indgå i overvejelserne om at stille krav til virksomhederne. Mit helt store ønske er, at den kommende producentansvarsorganisation inviterer Thomas Fruergaard Astrup ind til at tegne det store billede. Det er der behov for, hvis vi skal løfte niveauet inden for det cirkulære plastkredsløb.”
