Der bliver talt meget om bæredygtighed i disse tider, men vi taler om det på mange forskellige måder og anlægger ofte et relativt perspektiv – er det mere bæredygtigt at gøre noget andet end hvad vi gør i dag? Hvis vi for alvor skal se på, hvor effektiv vores teknologi skal være før den understøtter en bæredygtig livsstil, skal vi også vurdere dens bæredygtighed i et absolut perspektiv – hvor god skal den være før den er god nok?
Bæredygtighed handler overordnet set om at undgå at udsulte klodens ressourcer og at efterlade en verden til de næste generationer, som giver dem samme eller bedre muligheder end os. Det er ikke så enkelt, for der er utallige faktorer, der indvirker på det enkelte produkt og det enkelte menneskes adfærd. Det er her DTU Center for Absolut Bæredygtighed kommer ind i billedet.
Klimaændringer er en meget vigtig bekymring for omstilling til bæredygtighed, men kan ikke stå alene. For at udvikle et bæredygtigt samfund er vi nødt til at tilfredsstille nuværende og kommende generationers behov inden for de tolerancegrænser, der gælder for vores sårbare planet og dens økosystemer.
Vejen til en grønnere klode
DTU Center for Absolut Bæredygtighed vil udvikle modeller for beregning af produkters og adfærds absolutte bæredygtighed ud fra hvor meget kloden har af ressourcer og kan tåle af påvirkninger på klima, biodiversitet og forgiftning – og dernæst udvikle teknologier til af skabe forbedringer og strategier til at implementere dem.
Med førende forskere inden for teknologi, bæredygtighedsvurdering og innovation vil centeret altså ikke bare påvise problemerne, men også angive løsningerne og vise vejen dertil. Det vil give os indsigt i bæredygtighedskonsekvenserne af vores forbrugsmønstre og livsstil.
”Vi vil fokusere på det videnskabelige arbejde med at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe det danske og internationale samfund med at opnå absolut bæredygtighed. Det vil bl.a. ske gennem udvikling af målemetoder og teknologiudvikling. En meget vigtig opgave for centeret bliver at række ud til det omgivende samfund gennem samarbejde med virksomheder for at kortlægge deres vej til absolut bæredygtighed,” siger Michael Zwicky Hauschild, der er leder af centeret.
Centeret huser nogle af verdens førende eksperter, der på faktuelt vidensgrundlag rådgiver om værdiskabende teknologier for bæredygtig forandring.
Center for Absolut Bæredygtighed
- Centeret indvies d. 14. juni 2022.
- Fokus bliver forskning og udvikling af absolut bæredygtighed inden for teknologiudvikling.
- Centeret tager afsæt i DTU’s faglige områder med de forskere, der beskæftiger sig med bæredygtighed inden for disse felter.
- Samarbejdspartnere som f.eks. virksomheder får adgang til DTU’s ekspertise og talenter inden for absolut bæredygtighed.
DTU Centre for Absolute Sustainability
Absolut bæredygtighed
Bruger naturens tålegrænser som målestok for, hvor meget vi kan tillade, at vores produkter og handlinger belaster klima og miljø.
Tålegrænserne definerer et råderum, og vi har kun planetens samlede råderum til vores aktiviteter. Inden for dette råderum skal vi alle have mad, rent vand, husly, transport osv.
Ved at tildele aktiviteter deres del af råderummet får vi et indtryk af, hvornår det overskrides, og hvor effektive vi skal være til at udføre aktiviteten, før det er godt nok.
Få mere at vide om absolut bæredygtighed: Hvad-er-absolut-baeredygtighed (dtu.dk)