En reduktion af Danmarks energiforbrug bør have førsteprioritet i håndteringen af energikrisen. Det mener professor på DTU Michael Hauschild, som forsker i absolut bæredygtighed, hvor naturens tålegrænser er målestok for, hvor meget vi kan tillade os. Klimakrisen kræver i sig selv en reduktion i forbruget af fossile brændstoffer i de industrielle lande, indtil samfundet er omstillet til bæredygtig energi. Og regningen for den omstilling, f.eks. til opførelse af energi-øer, den kommer nu.
”Jeg bliver så tit spurgt, om Danmark ikke er så lille et land, at det er lidt lige meget, hvad vi gør. Hvis vi ikke gjorde noget, så ville man slet ikke kunne se det i verdens CO2-regnskab. Men det betyder noget, og vi skal gå op i det, fordi vi har nogle helt særlige muligheder for at udvikle teknologierne og demonstrere, at man kan basere et velfungerende og bæredygtigt samfund på dem,” siger Michael Hauschild.
Eksperimentarium for energiløsninger
Michael Hauschild peger på at Danmark, som et homogent land med en stabil politisk ledelse, er i en særlig situation.
"I forhold til andre lande, har vi har tillid til vores myndigheder, som generelt også leverer på de beslutninger, der bliver truffet. Det er det danske vindmølleeventyr et godt eksempel på. Det blev politisk besluttet at fremme udviklingen af vindkraft tilbage i 90’erne, og det er så siden hen ført ud i livet. Det er et konkret eksempel på stabilitet og beslutningskraft på energiområdet, som man ikke ser mange andre steder i verden," siger Michael Hauschild og fortsætter:
Danmark er et eksperimentarium for energiløsninger og potentielt også for løsninger på bæredygtig omstilling inden for mange områder. Med det følger også et ansvar for at levere løsninger, der kan skaleres, for hvis løsningerne skal være reelle bidrag til en omstilling af verden til bæredygtighed, er det et krav, at de kan bruges andre steder. Det batter ingenting i det store CO2-regnskab, hvis det alene er løsninger, der kan gennemføres i Danmark. De skal kunne bruges og fungere i lande som Indien og i Kina, som i kraft af deres befolkningstal er blandt helt store spillere, hvis vi skal nå frem til en bæredygtig verden.
Danmarks vigtigste ansvar i forhold til absolut bæredygtighed er at udvikle og demonstrere nogle af de teknologiske kvantespring, der er nødvendige: det er high risk, men det er også high gain – sådan må det være.
Hvorfor skal det være ’absolut bæredygtigt?
De sidste mange år har lært os, at det ikke har været nok at småoptimere på alt muligt, så det bliver lidt mere bæredygtigt. F.eks. har vi forbedret benzin- og dieselbilerne, så de kører længere på en liter brændstof. Men når det absolutte bæredygtighedsmål her er, at vi skal være klimaneutrale, altså ikke udlede CO2, så bliver forbrændingsmotoren aldrig en bæredygtig løsning, så længe den kører på fossile brændstoffer.
Vi har altså brugt kræfterne på at forbedre en teknologi, der ikke har potentialet til nogensinde at blive bæredygtig i absolut forstand. I stedet for at gøre den forkerte teknologi mindre forkert skal vi identificere teknologier, som f.eks. el- eller brintbiler, der har potentialet til at blive bæredygtige i absolut forstand, og arbejde på at udvikle dem.
Er der risiko for, at det perfekte bliver det godes fjende?
Ja, og der er risiko for handlingslammelse, hvor vi vælger ingenting at gøre. Men det er vigtigt at huske på, at med absolut bæredygtighed er vi ude på den lange bane, dvs. 20-30 år. Det handler ikke om at blive absolut bæredygtige i morgen, men om at blive absolut bæredygtige i f.eks. 2050.
Regeringens mål med, at vi skal blive helt CO2-neutrale i 2050, er et eksempel på et absolut mål, der fungerer som pejlemærke for en bæredygtig udvikling på den lange bane. Og med næsten 30 år foran os burde der være tid nok til at få udviklet de teknologier, der kan understøtte målet.
Har vi tid til at vente 30 år?
Med et absolut mål i 2050 får vi en sigtelinje og dermed også delmålet om 70 pct. reduktion i 2030, og det er med til at få os i gang, så vi netop ikke bare sidder med hænderne i skødet. Desuden tager teknologiudvikling lang tid. Det er én ting, at vi kan lave alle mulige løsninger i laboratorierne på DTU, men det kræver teknologimodning, opskalering og et decideret marked, før vi kan rulle teknologier som Power-to-X eller CO2-fangst ud i kommerciel skala.
Men er det ikke bedre at optimere en smule imens?
Desværre ser vi ofte, at når vi effektiviserer en teknologi, hvad enten det er biler, der kører længere på literen, eller LED-lys, der bruger mindre strøm end glødepæren, så begynder vi bare at forbruge mere. Vi kører længere og oftere eller sætter mere belysning op, når det nu alligevel er blevet billigere. Eller vi bruger de sparede penge til noget andet, f.eks. rejser eller restaurationsbesøg. Det er en velkendt mekanisme, som kaldes for rebound effect. Teknologieffektivisering fører ofte bare til mere forbrug.
