Hvert år fejrer DTU de færdiguddannede ph.d.-kandidater ved en festlig reception med rød løber, champagne og priser.
I år fandt ph.d.-kandidatreceptionen sted fredag den 18. november om eftermiddagen i sportshallen på DTU Lyngby Campus med deltagelse af 143 kandidater, deres familie, venner og vejledere.
Dekan for kandidat- og ph.d.-uddannelserne samt internationalisering Philip J. Binning var vært for arrangementet og bød velkommen, inden koncerndirektør for innovation og entrepreneurskab
Marianne Thellersen gik på talerstolen og bl.a. ønskede ph-d.-kandidaterne en succesfuld og toneangivende karriere inden for videnskab og teknologi.
Årets gæstetaler var Darius Adam Rohani, der fik sin ph.d.-grad fra DTU Sundhedsteknologi i 2019. Herefter fortsatte han på DTU som post doc på et forskningsprojekt med brug af AI til at personliggøre psykoterapi – et projekt, der sikrede ham en bevilling på 2,4 mio. kr. fra Lundbeckfonden. I dag er han partner i Kuatro Group, en virksomhed, som han har været med til at stifte, ved at bruge kunstig intelligens til at levere innovative produkter til fødevare- og life science-sektoren. Hans præstationer har sikret ham en plads på Berlingske Talent 100-listen.
Festtalen blev efterfulgt af et musikalsk indslag ved Josefine Opsahl, som er en kunstner og komponist, der forbinder musik, kunst, performance og rum i sine værker. For blot to uger siden modtog hun Kronprinsparrets Kulturpris, der tildeles en bemærkelsesværdig dansk, færøsk eller grønlandsk kunstner, der har leveret en enestående præstation.
Årets Ph.d.-afhandling
Modtageren af prisen for Årets Ph.d.-afhandling, Jacob Hastrup har med sit speciale fra DTU Fysik udviklet feltet inden for kvanteberegning og kvantekommunikation markant. Jacob Hastrup vandt prisen for afhandlingen: 'Continuous-variable quantum codes for fault-tolerant quantum information processing', der kredser om et komplekst og meget varmt emne med betydelig indflydelse på samfundet. For eksempel har Jacob Hastrup også drevet en patentbeskyttelse af sin forskning.
I sin tale beskrev Philip J. Binning Jacob Hastrup som en opfindsom og dedikeret fysiker med flair for at udtænke nye ideer, med stærke analytiske evner og som hårdtarbejdende og flittig.
Hans indstillere beskriver ham som en sand rollemodel for alle nye ph.d.-studerende. Siden Jacob Hastrup afsluttede sit ph.d.-studium, har han i en kort periode været ansat som postdoc på DTU Fysik, men arbejder nu for Københavns Universitet.
Årets Ph.d.-vejleder
Hvert år kan ph.d.-kandidater indstille deres vejleder til prisen Årets Ph.d.-vejleder I år gik den til lektor Terje Svingen, DTU Fødevareinstituttet, der med succes har skabt rammer, hvor hans ph.d.-studerende kan vokse og udvikle sig. Ikke kun på det professionelle plan; fra studerende til ung videnskabsmand, men også på det personlige plan. I sin tale beskrev Philip J. Binning desuden Terje Svingen som en vejleder, der giver omfattende feedback og deler sit netværk med de studerende. De studerende fremhæver, at Terje Svingen har styrket dem ved at opmuntre dem til at finde deres egen passion. Han støtter altid sine studerendes karriere - især internationalt.
Young Researcher Award
Denne pris gives til unge forskere, der har gjort en ekstraordinær indsats, og som har et stort potentiale for videre udvikling. I år blev prisen givet til seks unge forskere. Nedenfor kan du se deres navne samt titlerne på deres ph.d.-afhandling:
- Justine Beauson fra DTU Wind for afhandlingen: 'End-of-life of wind turbine blades – Value chain, recycling and composite materials'.
- Monica Kam Draskau fra DTU Fødevareinstituttet for afhandlingen: 'Deciphering mechanisms of male reproductive toxicity: How azole fungicides disrupt fetal development'.
- Charlotte Uldahl Jansen fra DTU Kemi for afhandlingen: 'A Novel Site-Selective Bioconju-gation Strategy for the Synthesis of Energy Harvesting Protein-Conjugates'.
- Mathilde Nordgaard fra DTU Bioengineering for afhandlingen: 'Bacillus subtilis biofilm formation and evo-lution on Arabidopsis thaliana roots'.
- Christina Bligaard Pedersen fra DTU Sundhedsteknologi for afhandlingen: 'Bioinformatic Analysis of Cancer using Single-Cell Expression Data'.
- Riccardo Sprocati fra DTU Sustain for afhandlingen: 'Electrokinetic techniques in subsurface applications'.
Efter annonceringen af årets prismodtagere fik de fremmødte ph.d.-kandidater overrakt deres lykønskningsdiplom, hvorefter de skålede i festlige bobler og ønskede hinanden tillykke med ph.d.-titlen.