3D-skanninger udfolder guldskattens hemmeligheder

Der er dog et problem: Mange af brakteaterne er foldet så meget sammen, at arkæologerne ikke kan aflæse de motiver og runeinskriptioner, der er i guldet. Det er for risikabelt at folde guldet ud med håndkraft, da det risikerer at knække, og derfor har Nationalmuseet og VejleMuseerne søgt hjælp fra moderne teknologi på DTU. 

”Nogle gange kan teknologien åbne døre, som vi ellers ikke har adgang til. I dette tilfælde vil vi gerne kunne se inskriptionerne og billederne på brakteaterne bedre, så vi kan blive klogere på stormanden, der ejede skatten. Hvad var hans magt? Hvad var hans domæne? Hvis det lykkes, vil det være med til at give os et bedre billede af, hvordan samfundet i 400-500-tallet var stykket sammen,” siger Mads Ravn, der er arkæolog og forskningschef på VejleMuseerne.

Teknologien, Mads Ravn håber på kan give nye svar, er kendt fra hospitalsverdenen som CT-skanning. Her bruges CT-skanneren til at give detaljerede røntgenbilleder af en patients indre organer. I nyere tid er samme teknologi dog også blevet brugt af fysikere til at skanne materielle genstande og genskabe dem som digitale 3D-rekonstruktioner. På DTU har man f.eks. skannet og rekonstrueret et 66 mio. år gammelt Tyrannosaurus rex-kranie.

Da brakteaterne fra Nationalmuseet tilbage i februar 2022 passerede svingdøren til DTU’s Imaging Center, var det dog ikke ’kun’ for at blive skannet og rekonstrueret. De skulle også foldes ud digitalt. Efter endt skanning stod DTU’s forskere således tilbage med en sammenfoldet fortidsgåde og 9.600 skanningsbilleder til at løse den.

Tykkelse på guldet giver problemer

I arbejdet med at løse gåden har varierende tykkelser på guldet vist sig at skabe udfordringer. De steder, hvor brakteaternes guld er tyndt på grund af stempeltryk og indgraveringer, er der på skanningerne opstået det, man på fagsprog kalder for artefakter. Altså uoverensstemmelser mellem den virkelige brakteat og resultatet af skanningen. Og det kommer til udtryk rent visuelt. 

”På hospitalerne ser man artefakter, når man f.eks. skal CT-skanne en patient, der har fået opereret skruer ind i benet. Så giver det sådan nogle streger på skanningen, og det samme har været tilfældet her. Vi har fået en hel masse streger, og det ville vi ikke have fået, hvis tykkelsen på brakteaterne havde været den samme overalt,” forklarer seniorforskningsingeniør ved DTU Fysik Carsten Gundlach.

Han har brugt data fra de hundredvis af skanningsbilleder, der er taget 360 grader rundt om hver enkelt brakteat, til at regne sig frem til de rumlige 3D-billeder. Det har med Carsten Gundlachs egne ord resulteret i ”nogle fornuftige” 3D-rekonstruktioner af brakteaterne, når de er sammenfoldede. Men når hans kollega fra DTU Compute Hans Martin Kjer forsøger at lave en udfoldet version, giver artefakterne problemer.

”Vi har bl.a. forsøgt at udfolde en af de mindre brakteater, kaldet X17, men det er svært for os at definere, hvor kanten på brakteaten er, og hvor den præcise skillelinje mellem to flader befinder sig. Når der er mange, tætte sammenfoldninger på guldet, betyder det, at vi har svært ved at adskille overfladerne fra hinanden. I sidste ende gør det det meget svært at lave en perfekt udfoldning, hvor man kan se alle detaljerne,” forklarer Hans Martin Kjer.

Det har dog ikke fået de to forskere til at give op. Ud fra samtaler med arkæologerne har de sporet sig ind på, hvilke motiver der har en særlig historisk interesse. Fokus har herefter rykket sig fra hele brakteaten til en udfoldning af de enkeltdele, der kan give arkæologerne ny viden om Danmark i 400-500-tallet.

Skat kan have skiftet hænder

Spørger man arkæolog Mads Ravn, kan Danmark på fundenes tid bedst beskrives som det, romerne kaldte ’det vilde Germanien’. Her regerede enevældige klanledere på afgrænsede territorier ud fra samme logik, som man kender det fra rocker- eller mafiagrupperinger i dag.

”Jo flere krige de vandt, jo stærkere blev de som klanledere. Og jo mere guld og rigdom de kunne skaffe til deres følgere, jo flere følgere fik de,” siger Mads Ravn.

At dømme ud fra størrelsen på Vindelevskatten mener han, at dens ejermand må have været en særdeles magtfuld klanleder, man ikke før har kendt til. Det giver findestedet omkring Vindelev, der ligger 8 km øst for Danmarks vugge, Jelling, en ny og betydningsfuld status som magtcentrum. Samtidig har Vindelevskatten en tæt lighed med tidligere guldfund ved byen Gudme på Fyn, der anses for at være Danmarks vigtigste magtcentrum fra 200- til 500-tallet. Det får arkæologerne til at tro, at nogle af brakteaterne fra Vindelev kan være lavet af en smed i Gudme, og hvis det er tilfældet, må guldet på et tidspunkt have skiftet hænder.

Teorien er derfor, at der har været en tæt forbindelse – måske en alliance – mellem klanlederne af de to magtcentre. ”Det er muligt, at guldet er blevet givet som gave i forbindelse med et ægteskab mellem klanernes døtre og sønner,” siger Mads Ravn. 

For at kunne drage mere præcise konklusioner er Mads Ravn særligt interesseret i at se motiverne på den største af guldbrakteaterne, hvor det ligner, at der i midten gemmer sig et sammenfoldet tvillingemotiv, mens stemplerne omkring også kan sige noget om brakteatens ophav og alder. Viser de sig at være stempelidentiske med Gudmefundene, er smeden bag de to skatte den samme, og arkæologerne kan gå videre med teorien om den tætte forbindelse mellem Vindelev og Gudme.

”Det er lidt ligesom en retssag, hvor jo flere indicier vi indhenter, jo stærkere bliver argumentet. Vi kan jo ikke bare spørge de mennesker, der levede dengang. Vi er afhængige af de indirekte beviser, og det er det, DTU kan hjælpe os med,” forklarer Mads Ravn.

”Forskningen stopper aldrig”

I den digitale skattejagt på svar er DTU’s forskere kommet tættere på beviserne end tidligere. Det er nemlig lykkedes dem at udfolde et afgrænset område med færre foldninger på en af skattens mindre brakteater, kaldet X19. 

”Det er et noget bedre resultat, end da vi prøvede at udfolde hele brakteaten. Med den her metode kan vi optimere på de enkelte områder,” siger Carsten Gundlach. Han mener dog, at resultaterne kan blive bedre, men hæfter sig ved, at der er et potentiale, som er værd at gå videre med.

”Metoden lukker op for muligheden for, at man på sigt kan tage de enkelte dele og stykke dem sammen, efterhånden som de foldes ud,” siger han. 

På VejleMuseerne vækker det nye resultat også begejstring. Både fordi metoden, der er brugt, kan give ny indsigt i jernalderens magtdynastier, og fordi den måske kan hjælpe arkæologerne med at afgøre, hvorfor nogle af brakteaterne ser ud til at være foldet sammen med håndkraft, mens andre er mere kantede og sandsynligvis er blevet ødelagt århundreder efter nedgravningen af en moderne plov. 

”Det kunne være interessant at få set nærmere på, om DTU kan skelne mellem de tilfældigt ødelagte brakteater og de bevidst bøjede ud fra de matematiske algoritmer, der allerede arbejdes med. Man kunne forvente, at der for de bevidst ødelagte er en større systematik og symmetri,” siger Mads Ravn. Han forklarer, at hvis klanlederen selv har bøjet brakteaterne sammen, sandsynliggør det, at skatten har været en ofring til guderne.

Næste skridt er først og fremmest at folde tvillingemotivet og stemplerne ud på verdens største brakteat. DTU-forskerne håber på, at arbejdet med skatten kan lukke op for en ny portefølje af samarbejder med arkæologer og museumsfolk. Men hvornår målet er nået, og forskerne er tilfredse, står lige så ubesvaret hen som mange af de gåder, der fortsat omgærder Vindelevskatten.

”Der er stadig mange udfordringer, og det er selvfølgelig irriterende, at man ikke bare kan få afsluttet tingene og komme videre. Men der er altid mere, man kan gøre,” siger Hans Martin Kjer og tilføjer: ”Forskningen stopper aldrig.”