Invasive arter truer havets mangfoldighed

Sparsom viden om skaderne

Hvilke skader den sortmundede kutling forårsager på vores økosystemer, er ikke undersøgt særlig meget herhjemme, fortæller Jane Behrens.

”Vi har kun lavet ét studie, og det viser, at den sortmundede kutling kan ændre på faunaen i de områder, hvor den etablerer sig og bliver talrig. Det gør den, fordi den foretrækker nogle bestemte bunddyr som små muslinger og snegle og selektivt spiser disse, så længe de forekommer. Det ændrer bunddyrssammensætningen, hvilket kan påvirke resten af faunaen, fordi de andre dyr, der også lever af bunddyr, dermed bliver nødt til at spise andet eller må finde andre områder at søge føde i. Her i landet har der ikke været stor opmærksomhed på at følge den sortmundede kutling, så vi har kun få data. Vi må kigge til andre lande som f.eks. USA for at få mere viden, og her viser studier, at den sortmundede kutling har en negativ effekt på biodiversiteten, også når det gælder andre fiskearter. Vi har god grund til at tro, at det samme gør sig gældende hos os,” siger Jane Behrens.

Danmark udfører altså ikke nogen vedholdende overvågning af den sortmundede kutling. Det samme er tilfældet for de andre invasive marine arter, fortæller Jens Kjerulf Petersen, professor ved DTU Aqua. Han står bag en rapport, hvor han beskriver udvalgte trusler i Danmarks hav- og vandmiljø, heriblandt invasive arter.

”Vi ved ikke særlig meget om de marine invasive arter her i landet. Deres udbredelse og skadevirkninger er et underbelyst område. Det skyldes, at vi ikke har nogen koordineret eller systematiseret overvågning af de marine invasive arter. Det er mere tilfældige registreringer, som bliver indrapporteret, når borgere eller vores forskere møder dem. Den viden, vi har, stammer fra enkeltstående projekter, hvor man undersøger én art i et par år. Men når projektet stopper, så stopper indsamlingen af viden også,” siger Jens Kjerulf Petersen.

Undervandsrobot kan skaffe viden

Hans kolleger ved DTU Aqua, med professor Einar Eg Nielsen i spidsen, sidder med en teknologisk løsning, der kan mindske vores videnshuller i forhold til marine invasive arter: en undervandsrobot, der kan identificere arter ved hjælp af DNA-analyser. Robotten går under benævnelsen ESP – Environmental Sample Processor. Teknikken med at indsamle DNA fra omgivelserne kaldes for eDNA eller miljø-DNA.

”Robotten kan fungere i vand i op til tre måneder, hvor den tager vandprøver, inden den løber tør for batteri. Vi kan programmere den til at identificere op til fem forskellige arter ud fra vandprøverne. Vi kan også styre, hvor ofte den skal tage vandprøver, og om vi ønsker at tage prøver ved overfladen eller nede ved bunden. Med robotten kan vi indhente et væld af informationer om de arter, vi ønsker at følge, og vi kan gøre det både dag og nat og på alle tider af året. Det er informationer, som vi kan skaffe langt billigere, end hvis vi kun har den traditionelle måde med at sejle ud og indhente vandprøver manuelt,” siger Einar Eg Nielsen, der har specialiseret sig i genetiske metoder til identifikation af biodiversitet.

ESP’en er udviklet i USA, hvor den bl.a. bruges til at måle algeopblomstring, men den danske model blev videreudviklet af Einar Eg Nielsens kolleger på DTU Aqua for et par år siden, så den kan bruges til at opfange DNA-spor i miljøet. ESP’en er koblet på mobilnettet, så man hjemmefra kan ændre på dens mission, hvis det skulle være nødvendigt, ligesom det også sætter den i stand til løbende at sende data til forskerne.

Einar Eg Nielsen og kollegerne planlægger i øjeblikket et samarbejde med Island om at udnytte ESP’en til overvågning af pukkellaksen, som er en invasiv art i de islandske vandløb. Derudover har forskerne en tredjegenerations-ESP stående klar, som skal i aktion i 2024. Den er endnu mere avanceret, da den ikke er stationær, men selv kan sejle rundt og indsamle eDNA-prøver. Det skal den være med til næste år i et projekt sammen med bl.a. Ørsted og Miljøstyrelsen, hvor man vil kortlægge biodiversiteten ved havvindmølleparkerne ved Horns Rev og Anholt.

”Vi kan levere de data, der sætter os i stand til at følge udviklingen af biodiversiteten omkring havvindmøllerne. Vi skal dog først have defineret, hvilken biodiversitet vi ønsker, for det er ikke nødvendigvis entydigt positivt, hvis biodiversiteten stiger i havvindmølleparkerne. Én af bekymringerne omkring havvindmølleparker går nemlig på, at de måske skaber en slags korridor for invasive arter. Det vil vi kunne hjælpe med at detektere med eDNA,” siger Einar Eg Nielsen.

Invasive arter koster dyrt

I udlandet er man flere steder opmærksom på, at vandets invasive arter kan føre til større økologiske og økonomiske tab, mens vi her i landet ikke giver arterne særlig meget opmærksomhed, selvom de påvirker vores natur negativt, siger professor Jens Kjerulf Petersen.

”I Danmark ser vi stillehavsøsters, der breder sig i bl.a. Limfjorden med flere negative følger: De overtager nærmest hele bunden og udkonkurrerer andre muslinger. Det er muslinger, som er føde for forskellige fugle, der så må finde deres føde andre steder. Stillehavsøsters fører med andre ord til en anden biodiversitet både over og under vandoverfladen. Desuden ødelægger de også den rekreative værdi i området, fordi badestrande fyldes med skarpe østersskaller,” siger Jens Kjerulf Petersen.

At skadevirkninger fra invasive arter kan koste dyrt, fremgår også af IPBES-rapporten, hvor de internationale forskere fremlægger, at invasive arter – på såvel land som i vand – er forbundet med høje omkostninger, bl.a. fordi de kan forstyrre hele økosystemer og dermed true bl.a. fødevaresikkerheden og drikkevandsforsyningen. Forskerne vurderer, at verdenssamfundets økonomiske omkostninger som følge af invasive arter i 2019 løb op i knap 3.000 mia. kroner.

Herhjemme efterlyser Jens Kjerulf Petersen en større vilje til at reducere udbredelsen af invasive arter i vandmiljøet:

”Vi kan ikke komme af med marine invasive arter, det er almindeligt accepteret. Men vi kunne jo begrænse deres udbredelse, akkurat som vi gør med bjørneklo, hybenroser og den sorte rotte. Der er jo ingen, der forestiller sig, at de bliver udryddet, men der bruges alligevel anseelige beløb på at reducere de skader, som de laver på vores natur. Det samme burde vi gøre for vores vandmiljø.”