Studiestart, kandidatreform og SU-ændringer. Det er tre af de store udfordringer i 2024, som den ny bestyrelse i Polyteknisk Forening (PF) vil engagere sig i. Kernebudskabet for PF er nemlig at fortsætte med at sikre en uddannelse i verdensklasse og arbejde for et trygt studieliv for alle studerende.
”Vi skal være en studenterforening, som omfavner og styrker det studenterpolitiske arbejde. Det gælder både internt på campus såvel som på nationalt plan. Hvis vi er en velorganiseret og stærk forening, har vi mulighed for at mobilisere os og stå stærkere. Men det kræver, at vi både er fagpolitisk og socialpolitisk aktive,” fortæller PF’s nye foreningsforperson Mikkel Berrig.
Vil modarbejde mistrivsel
Han fortæller, at coronanedlukning blot er én ud af flere udefrakommende hændelser, som har presset studenterforeningen de seneste år. Dertil kommer reformer og ændringer af studieordninger. Oveni det ser Mikkel Berrig en generation af unge, som er ramt af mistrivsel.
”Hvis vi ser på tværs af de fleste foreninger, er frivilligheden generelt faldet efter corona. Det betyder, at det er sværere at få folk til at melde sig til frivillige opgaver. Også i PF, der bygger på de frivilliges arbejde. Og når de studerende ikke har tid - enten fordi de bliver skubbet igennem et uddannelsessystem - eller fordi de føler, der er for mange studieændringer, har de måske svært ved at se, hvordan de får tid til at engagere sig i det studenterpolitiske arbejde,” siger Mikkel Berrig.
”Derfor skal vi være med til at modarbejde mistrivsel og stress blandt studerende. Vi skal værne om de studerendes vilkår og støtte dem socialt, fagligt og politisk. Vi skal være den forening, som bidrager til og sikrer, at de studerende elsker at være studerende.”
Forside - Polyteknisk Forening (pf.dk)