Fellowship-programmet drives af GreenLab ved Skive i samarbejde med DTU, medfinansieres af VILLUM FONDEN og har også Aarhus Universitet som akademisk partner. Programmet er blevet iværksat for at støtte tværfaglig forskning inden for fremtidens grønne løsninger.
Tao Jiang og Bilal Siddique Khan sikrer sammen med to andre forskere et team med en faglig bredde. De arbejder alle sammen i spændingsfeltet mellem energi, kemi, miljø, økonomi og ressourcer, men fra hver sin vinkel. Sammen skal de fra april selv begynde at definere, hvilke udfordringer og problemstillinger de vil arbejde med inden for det overordnede tema “Energy-Agricultural Nexus”.
Om fellowship programmet udtaler Tao Jiang: “Jeg ser frem til at komme i kontakt med forskellige partnere og GreenLab fellows gennem dette fællesskab, samt til at identificere produktionsrelaterede udfordringer. Min største forventning er at samarbejde om at opnå en optimal deling af vand i parken med hjælp fra DTU Sustain.”
Bilal Siddique Khan udtaler i forbindelse med fellowship programmet: ”Gennem dette fellowship sigter jeg mod at fremme overgangen til vedvarende og bæredygtige energisystemer ved at arbejde tæt sammen med branchens ledere. Sådanne partnerskaber vil gøre det muligt for mig at udføre anvendt forskning og bidrage til at løse virkelige udfordringer.”
Læs mere hos GreenLab.