Innovation

DTU Startup Day sætter spotlys på fremtidens teknologivindere og Europas tech-policy

Træd indenfor i et af Europas førende økosystemer for innovation og videnstungt iværksætteri, når DTU holder Startup Day den 15. maj. Dagen sætter spotlys på entreprenørskab og netværksskabelse gennem gode debatter og talks samt pitches og showcases fra 70 startups.

Foto af gæster og deltagere til Startup Day 2024
 Med Startup Day hylder DTU sit omfattende økosystem for videnstunge og teknologibaserede startups. Foto: Bax Lindhardt.

En vigtig dag for DTU’s startups

En stor del af det at være en startup handler om synlighed overfor investorer og industri, da det kræver kapital og samarbejde at skabe startups. En synlighed DTU Startup Day bidrager til og som ifølge koncerndirektør for innovation og entrepreneurskab på DTU Marianne Thellersen betyder meget.  

”Det eksterne fokus på vores startups er helt afgørende, da forskning, opfindelser og innovation først får værdi for samfundet og de mennesker, der lever i det, når det kommer i anvendelse. Den gode idé og den første prototype kan være et godt afsæt for innovation, men først derefter begynder den egentlige proces frem mod det produkt eller den ydelse, der virkelig kan gøre en forskel,” siger Marianne Thellersen. 

Dagen bruges også til at finde investorer, som har lyst til at engagere sig mere generelt i startupmiljøet på DTU. Et engagement, som ifølge Marianne Thellersen betyder, at det kommercielle potentiale i en given teknologi kan identificeres tidligere og forretningscases kan modnes på en mere effektiv måde. 

Endelig er dagen også en måde at markere DTU’s samlede økosystem for innovation på. Et økosystem som består at aktører som DTU Skylab, DTU Entrepreneurship, DTU Science Park og venturehuset PSV.

”DTU Startup Day er er også vores årlige markering af DTU’s indsats på startupområdet. En festlig dag, hvor du kan netværke, blive inspireret og som efterfølgende fører til møder og aftaler, der fremmer DTU’s samlede innovationsindsats,” siger Marianne Thellersen.

Dagen rundes af med networking og prisuddeling i haven på DTU.

Fakta

DTU har et af de mest veludviklede innovations- og iværksætterøkosystemer blandt europæiske tekniske universiteter. Det har blandt andet udmærket sig ved at blive placeret i toppen af europæiske startup hubs i Financial Times, blive fremhævet i Harvard Business Review og ikke mindst ved at tiltrække 20% af al dansk venture kapital til sine startups i 2024.

Flere fremtrædende aktører og programmer, såsom Skylab Ignite og DTU X-Tech, understøtter økosystemet og baner vejen for teknologibaserede startups og opfindelser. Alt sammen drevet af ønsket om at udvikle nye teknologier, der kan være med til at løse verdens udfordringer. 

Én gang om året samles det hele i en stor fejring – DTU Startup Day – hvor de bedste og mest lovende entreprenører og innovationer fra vores økosystem præsenteres. Her deles viden og indsigter om, hvordan man opbygger et succesfuldt innovationsøkosystem på universitetsniveau. 

De vigtigste aktører er: 

DTU Skylab - en innovationshub. DTU Skylab tilbyder forskellige ressourcer og faciliteter for at fremme innovation blandt forskere og studerende på tværs af DTU i samarbejde med virksomheder, organisationer og andre universiteter. 

DTU Entrepreneurship - et center, hvor der udføres forskning og undervisning i iværksætteri. Centeret udvikler i tæt samarbejde med virksomheder og erhvervslivet praksisorienterede uddannelsesprogrammer og kurser i iværksætteri. 

DTU Science Park - en af Europas største og førende fællesskaber for deep tech-virksomheder. DTU Science Park er internationalt anerkendte og tilbyder vækstprogrammer for startups samt faciliteter og services, der skaber optimale betingelser for vækst. 

PSV – et venturehus, blev etableret af DTU for mere end 20 år. I dag omfatter venturehuset det DTU’s datterselskab PSV Foundry samt de to uafhængige venturefonde PSV Tech, som investerer i softwarebaserede teknologier, og PSV Hafnium, som investerer i deep tech og videnskabsbaserede virksomheder.  

 

Kontakt

Lene Sparsø

Lene Sparsø Kommunikationsrådgiver Afdeling for Kommunikation og Medier