Fra bredt problem til konkret løsning
Iben Holm Schmidt, der læser til produktionsingeniør på sjette semester, hæfter sig især ved, hvor god man bliver til at identificere og løse problemer, når man deltager i innovationskurset.
“Innovation Pilot har virkelig lært mig at tænke mere innovativt og ud af boksen. Vi er blevet introduceret til en række forskellige problemløsningsværktøjer, som jeg allerede nu kan se, hvordan jeg kan bruge,” fortæller hun og fortsætter:
“Vi har arbejdet struktureret med innovation gennem modeller som 'double diamond', hvor vi f.eks. lærer at udforske problemet bredt og derefter definerer den præcise udfordring, før vi bevæger os videre mod mulige løsninger. Det gør, at vi ikke bare springer direkte til en løsning, men virkelig forstår, hvad der skal løses og hvorfor.”
Innovation Pilot ligger som udgangspunkt på diplomingeniørernes sjette semester, og det kulminerer med den såkaldte Demo Day, hvor de studerende præsenterer deres løsninger for de deltagende virksomheder, underviserne og deres medstuderende.
Waseem Massoud, der læser Kemi- og Bioteknik, ser det som et stort plus, at kurset er tværfagligt, så man får mulighed for at lære af hinanden.
“Det er fedt at komme ud og være kreativ hos en virksomhed, møde studerende fra andre uddannelsesretninger, lære af hinandens styrker og opnå nogle fælles kompetencer. Det er et virkelig godt supplement til nogle af mine andre kurser, som er meget specialiserede og fagspecifikke,” forklarer han.
Demo Day blev i år afholdt onsdag d. 7. maj, og dagen sluttede af med en prisoverrækkelse til det bedste projekt. I år gik den til Gruppe 27, som havde løst en case for virksomheden Leca, der producerer letklinker.
Letklinker er ekspanderende lerkugler, og de kan f.eks. bruges i byggeri, men også ved etablering af taghaver.