Med evnen følger pligten. Det er ph.d. Carl Høy Sander Kruses mantra, når han underviser studerende på DTU. Han har nemlig selv haft en både god og lærerig studietid på DTU, hvor han erkendte, at den bedste vej gennem studiet er, når lysten driver værket. Den erfaring er noget af det, han gerne vil give videre.
”Jeg lærte virkelig meget om, hvordan man studerer, da jeg uddannede mig til civilingeniør på DTU. Jeg opdagede, at når du får lov til at forfølge dine interesser og idéer, så bliver studiet mere legende. Jeg ved også, hvor vigtigt det er at have rollemodeller, som man kan spejle sig i. Jeg kan f.eks. mærke, at de studerende hurtigt åbner op og fortæller mig, hvad der fylder hos dem, fordi jeg møder dem i øjenhøjde, og højst sandsynligt også fordi jeg kun er få år ældre end dem,” forklarer Carl Høy Sander Kruse.
I foråret blev hans indsats som underviser hædret med prisen som Årets Underviser. Prisen er noget helt særligt. Den uddeles nemlig af de studerende på DTU og bliver givet til undervisere, der har gjort en særlig indsats for dem.