Bedre anvendelse af data i det danske samfund, herunder i forskning og erhvervsliv, er en af de vigtigste faktorer for dansk økonomi i fremtiden og en forudsætning for at få endnu mere fart på udviklingen på stort set alle områder i den offentlige og private sektor – og i uddannelses- og forskningsmiljøet.
Data science-området vokser nemlig overalt som selvstændigt område, samtidig med, at det anvendes bredt på tværs af mange sektorer.
Danish Data Science Academy (DDSA) har nu modtaget 75 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til at forny sit arbejde i perioden 2027-2031.
Siden 2021 har DDSA etableret sig som en national og uafhængig organisation med dokumenterede resultater inden for støtte til fremragende talenter og sikring af videnskabelige mødesteder for fagfolk inden for data science.
DDSA’s bestyrelsesformand, Lars Kai Hansen, professor ved DTU Compute, er meget tilfreds med bevillingen:
”Vi er meget begejstrede for at kunne fortsætte vores mange programmer og aktiviteter i DDSA samt igangsætte nye initiativer, der kommer både nye og erfarne eksperter, der arbejder i Danmark, til gavn. Vi er meget taknemmelige for, at Novo Nordisk Fonden deler vores begejstring for data science og AI og betragter områderne som afgørende for Danmarks konkurrenceevne nu og i fremtiden,” siger han.
Bevillingen fra Novo Nordisk Fonden sikrer, at talentunderstøttende aktiviteter fortsætter, herunder postdoc-stipendier, store videndelings-arrangementer, den årlige data science-konference, et fornyet fokus på uddannelse og kompetenceudvikling, herunder livslang læring, og bevillinger til data science-ressourcer.
”Data science bliver stadig vigtigere, da feltet danner grundlag for generativ AI og i vid udstrækning anvendes til at accelerere udvikling og skabe indsigt på tværs af domæner og sektorer. Danish Data Science Academy har bevist sin rolle som en central aktør i det voksende data science-økosystem i Danmark, og som led i vores bidrag til at udbygge og konsolidere dette økosystem har vi besluttet at forny vores støtte til DDSA,” siger Lene Oddershede, Chief Scientific Officer, Planetary Science & Technology, Novo Nordisk Fonden.
Danish Data Science Academy er opbygget modulært og vil fortsætte med at rejse midler for at udvide med flere aktiviteter til gavn for data science-miljøet, herunder adgangen til større computerkraft, som data-science eksperter bredt efterspørger som en nøgle-faktor for deres vigtige forskning og udvikling.
Administrerende direktør for DDSA, Marie Helene Andersson, uddyber:
”Jeg ser frem til de langsigtede perspektiver for DDSA som det danske kraftcenter for data science-fagfolk og den betroede partner i opbygningen af data sciencekompetencer på tværs af sektorer og domæner. Fremover ønsker vi også i højere grad at være en stærk offentlig stemme inden for data science og etikken bag, når det gælder anvendelsen af data science i forskning, velfærd og industriprodukter,” siger hun.