Børsen Bæredygtig har netop offentliggjort navnene på 50 innovative og grønne projekter i dansk erhvervsliv, som andre kan lade sig inspirere af. Med på listen er det fireårige projekt Greenforce med TDC Net, Qampo, DTU Compute og DTU Management. Projektet er støttet af Innovationsfonden.
I projektet vil partnerne ved hjælp af kunstig intelligens eliminere hver fjerde kørte kilometer inden år 2025. TDC Nets 850 teknikerbiler kører tilsammen 80.000 kilometer om dagen. Det svarer til to gange rundt om jorden. Forventningen er, at man ved hjælp af kunstig intelligens kan lave en bedre ruteplanlægning, reducere kilometertallet markant og spare CO2.
"Jeg er virkelig stolt over, at Greenforce er blevet valgt som et af Børsens 50 grønne projekter. Det viser, at kombinationen af optimering, maskinlæring og kunstig intelligens tilsammen kan bidrage rigtig meget til at nå vores klimamål. Der er et enormt uforløst potentiale i at bruge optimeringsmetoder i de danske virksomheder," siger professor David Pisinger fra DTU Management.
På DTU Compute peger professor Bjarne Kjær Ersbøll på, at udviklingen går stærkt på området:
”De forbedrede muligheder for at hjælpe den grønne omstilling på vej med digitalisering og datadrevne metoder er fascinerende. Greenforce er blot et godt eksempel blandt mange mulige.”
Læs mere om Børsen Bæredygtigs kåring af Greenforce-projektet.
Læs mere om Greenforce på dtu.dk.