Kronik af universitetsdirektør Claus Nielsen ved DTU. Bragt i Berlingske den 13.02.2023.
Skal alle studerende nu søge en treårig bacheloruddannelse med en forudbestemt kandidatoverbygning, eller måske en kandidatoverbygning, som man kan meritere sig til gennem de første tre år, eller forstiller man sig noget helt tredje?
Egentlig er det underligt, at så forholdsvist et banalt spørgsmål ikke lader sig besvare, ikke mindst i lyset af, at regeringen lægger op til en markant ændring af universitetsuddannelserne. Og vi taler ikke om en marginal justering, men voldsomme ændringer. Der dimitterer ca. 23.000 fra de danske universiteter om året, og man må forstå regeringens tanker således, at halvdelen af kandidatuddannelserne på to år skal omdannes til etårige.
Den store ubekendte i ligningen er naturligvis, om virksomhederne og den offentlige sektor vil ansætte de fireårige kandidater – eller rettere; er der et arbejdsmarked for dem, og hvordan vil de klare sig i konkurrencen med deres medstuderende, som får en kendt klassisk kandidatgrad?
Hvis man forestiller sig et treårigt forløb med en efterfølgende overbygning, vil gruppen af de etårige kandidater dimittere med mindre viden og færre kompetencer og dermed ikke have de samme kvalifikationer som de toårige. En læge med et års mindre uddannelse kan ikke det samme som en læge med en fuld kandidatgrad, og tilsvarende med en fysiker, en lingvistikker, en civilingeniør, en økonom, en jurist, en teolog osv.
Hvis vi følger regeringens forslag, vil vi i Danmark for første gang i et par århundrede have en målsætning for universiteterne om at uddanne mindre. Derudover: Når vi udvander universitetsuddannelsernes 3+2-opbygning, fjerner vi os samtidig fra det internationale samarbejde, Danmark har været en del af i årtier, og som handler om akademisk mobilitet gennem gensidig anerkendelse af grader og studieperioder, også kendt som henholdsvis Lissabonkonventionen fra 1997 og den fortløbende Bolognaproces.
Hvis det bliver vilkårene, at vi skal forkorte universitetsuddannelserne, er det derimod vigtigt, at det gøres bedst muligt og mest tænksomt, så det samfundsmæssige tab og de forbundne risici mindskes mest muligt. For tab og risici er der, når man reducerer uddannelser med år, og at hævde andet hører alene til i den politiske demagogis verden.
Der er fire forhold, som jeg håber, regeringen vil tage højde for i arbejdet med at ændre uddannelserne:
1. Nye, komplementære uddannelser
For det første skal vi tilstræbe, at der etableres nye komplementære uddannelser til de 3+2-årige uddannelser, og frem for alt er det afgørende, at de nye uddannelser lever op til arbejdsmarkedet behov og således vil være efterspurgte.
Til inspiration kan man som eksempel nævne ingeniørområdet, hvor vi har to forskningsbaserede uddannelser. Civilingeniøren og diplomingeniøren eksisterer side om side, de studerende har adgang til og undervises i det samme forskningsmiljø, af de samme forskere, benytter de samme laboratorier og forskningsinfrastrukturer, er i det samme studiemiljø, men undervises forskelligt, og uddannelserne er vidt forskellige.
Diplomingeniøruddannelsen lægger som professionsbacheloruddannelse stor vægt på det anvendelses- og praksisorienterede inden for ingeniørfaget, der er indlagt et halvt års erhvervspraktik i uddannelsen, og den gennemføres på tre og et halvt år, mens civilingeniøren er en mere klassisk akademisk uddannelse, der gennemføres i et 3+2-forløb.
Man har således to uddannelser, der er vidt forskellige, dimittenderne kan noget forskelligt, men frem for alt komplementerer de hinanden, og de efterspørges af erhvervslivet. Ingeniøruddannelserne kunne være inspirationskilde for andre uddannelsesområder.
2. Undgå et B-hold
For det andet bør man for alt i verden undgå, at der skabes A- og B-uddannelser, hvor de studerende følger samme treårige bachelorforløb, og derefter på grundlag af merit – i praksis deres karakterniveau – kan kvalificere eller diskvalificere sig til den toårige kandidatoverbygning.
Når man som studerende påbegynder et universitetsstudium, er der hurdler, der løbende skal overvindes, men kan man passere dem, er man også en duelig kandidat, den dag man er færdig med sin uddannelse. På DTU siger vi til de nye studerende, at de skal være forberedt på at bruge ca. 45 timer om ugen på studiet, og hvis de så ellers kan og vil, skal det nok gå.
Det vil være meget uheldigt, hvis vi introducerer et meriterings-/forhindringsløb under uddannelsen. Det er ikke nødvendigt, og de studerende bliver ikke bedre, og gør man det alligevel, skal enhver undren om stress og karakterræs blandt de unge ophøre – medmindre man vil dyrke hykleriets kunst.
3. Giv os tid
I forlængelse af ovenstående vil jeg for det tredje opfordre til, at man vil give universiteterne tid, mulighed og ressourcer til at udvikle de nye komplementære uddannelser.
Hvis man tror, at et treårigt bachelorforløb kan udmøntes i to ligeværdige og to lige brugbare uddannelser, tager man voldsomt fejl. Hvis forventninger om attraktivitet og berettigelse på arbejdsmarkedet skal kunne løftes, skal de to uddannelser kunne noget forskelligt, og arbejdsmarkedet skal kunne se forskellen og efterspørge denne.
For eksempel kunne de nye uddannelser være mere praksis- og anvendelsesorienterede, på nogle områder mere specialiserede og rumme virksomhedspraktik m.m. Men det kræver ændringer og tilrettelæggelse af helt andre studieforløb, som er gennemtænkt fra første dag og igennem et helt fireårigt forløb.
Hvis man eksempelvis vil lave en fireårig juridisk uddannelse, er det et helt studieforløb, der skal gentænkes, ikke blot det fjerde år. Kunne man f.eks. droppe nogle af de fag, som i dag er forudsætningen på vejen til at opnå advokatbestallingen? Til gengæld kunne der måske stiles mod øget specialisering inden for udvalgte discipliner, hvor tyngden er på administrativ behandling- og sagsafgørelse i såvel private som offentlige virksomheder.
Og sådan tror jeg overvejelserne skal være på stort set alle uddannelsesområder, og igen tror jeg, at der er god inspiration at hente i ingeniøruddannelserne.
4. Inddrag arbejdsgiverne
Men hvis ovenstående tilretning af uddannelser skal lykkes, er det for det fjerde helt afgørende, at arbejdsgiverne kommer med ombord og er med til at forme de uddannelser og dimittender, man kunne tænke sig at ansætte efterfølgende.
Det sidste er nok så vigtigt, for hvis forskellene bliver ubetydelige i en A- og B-holdsopdeling, vil virksomhederne naturligvis vælge fra øverste hylde, givet at lønforskellene næppe bliver markante – og så havner man efter min opfattelse i et skrækscenarium, som ingen har glæde af hverken studerende, virksomhederne eller universiteterne, og hvor drømmen om et forøget arbejdsudbud let kan forvitre.
Personligt tror jeg ikke, at vejen frem for Danmark er at uddanne færre akademikere, men det er både rimeligt og ønskeligt, at det primært sker inden for de fag, hvor der ikke er efterspørgsel efter dimittender.
Man kan ikke afvise, at en række uddannelser med fordel kan ændres, men i den massive målestok som regeringen forestiller sig, tror jeg, regeringen kaster Danmark ud i et voldsomt risikofyldt projekt, hvor tabene kan blive meget større end gevinsterne. Derfor er det vigtigt, at man giver tid og plads til tænksomhed, inddragelse af erhvervene og universiteterne i udformningen af nye uddannelser – ellers kan vi hurtigt stå med nogle meget dyrt købte erfaringer.
