Karriere

Direkte møder med fremtidige arbejdsgivere

DSE job- og karrieremessen bragte 130 virksomheder sammen med tusindvis af ingeniørstuderende og alumner fra DTU.

Tusindvis af ingeniørstuderende og alumner fra DTU deltog i DSE-messen den 6. og 7. april 2022.
 
Formand for De Studerendes Erhvervskontakt (DSE) Cecilie Oved Bendtsen åbnede DSE-messen med en velkomsttale. Dernæst talte DTU's koncerndirektør for Innovation og Entreprenørskab Marianne Thellersen, mens politisk konsulent fra DI Nibraz Aziz rundede talerækken af.

Den blå løber var rullet ud


De godt 130 lokale, nationale og internationale virksomheder, organisationer og startups boltrede sig på 5.000 messekvadratmeter med op til 2 meter høje og perfekt belyste messestande i sportshallen, Oticon salen og biblioteket, ligesom der til anledningen var opsat et stort telt på DTU’s parkeringsplads.

En blå løber var rullet ud overalt, hvor man færdedes, og det var blot et af de mange opgaver, som de i alt 40 frivillige studerende i DSE har påtaget sig i forbindelse med messen.

Iført en mørkegrå polo med DSE-logo var DTU-studerende Emilie Lund Schrøder med som frivillig for anden gang. Som en ud af 30 virksomhedsværter var det hendes opgave at servicere et udvalg af de deltagende virksomheder med bl.a. kaffe, vand og internet.

”Det er sjovt og spændende at være med til at stable messen på benene. Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker, og jeg glæder mig til at afslutte dagen med en overdådig middag i aften,” sagde Emilie Lund Schrøder, som bliver færdig med sit kandidatstudie Industrial Engineering and Management til sommer.

Hun havde ønsket at være vært for nogle bestemte virksomheder, heriblandt Mærsk, for på den måde at skabe direkte kontakt til og netværke med virksomhedens inderkreds.
Som en ud af 30 virksomhedsværter var det DTU-studerende Emilie Lund Schrøders opgave at servicere et udvalg af de deltagende virksomheder med bl.a. kaffe, vand og internet.

Menneskelige egenskaber i høj kurs


Udover de positive effekter ved networking blev de jobsøgendes personlige egenskaber også fremhævet som noget af det, der kan bane vejen til jobbet. Det fastslog politisk konsulent fra Dansk Industri Nibraz Aziz i sin åbningstale på messen førstedag.

”Arbejdsgiverne er ikke kun interesserede i din tekniske og uddannelsesmæssige baggrund. De vægter i højere grad de menneskelige egenskaber, såsom hvor innovativ og kreativ du er. Og hvor god du er til at omgås mennesker fra forskellige kulturelle baggrunde,” sagde konsulenten fra Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen.

DTU's koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab Marianne Thellersen rådede desuden de studerende til at gå arbejdsgiverne på klingen:

”Find ud af, om der er et match mellem dine interesser og de muligheder, virksomheden kan tilbyde. Hvordan er arbejdskulturen? Hvordan de er med til at gøre en forskel i verden? Det bedste match skabes, når du deler de samme værdier med virksomheden, som du søger at få en fod indenfor,” sagde Marianne Thellersen i sin tale til de fremmødte.
De studerende var på første dag mødt op i stort antal og brugte messen forskelligt. Nogle var på jagt efter drømmejobbet, mens andre manglede inspiration til deres kommende karriere.

Lokkede med grønne værdier


Traditionen tro mødte virksomheder talstærkt og talelystne op på udkig efter kvalificeret arbejdskraft. De jobsøgende ingeniørstuderende kvitterede for anerkendelsen ved at møde op i hobetal allerede på førstedagen iført farvestrålende mærkater, der viste deres særlige ekspertise. Matematikerne bar blåt, kemikerne grønt, byggeingeniørerne gult, mens mekanik og management havde fået tildelt en rød farve. På den måde kunne virksomhederne lettere spotte de profiler, som de var på udkig efter.

I den summende sportshal havde den rådgivende ingeniørvirksomhed COWI deres messestand, hvorfra de studerende kunne byde ind på hele 22 ledige studiejobs.

”Jeg har lige fastansat to af vores ingeniørstuderende, og den ene af dem er med på messen i dag for at hjælpe med at rekruttere nye studentermedhjælpere,” sagde Heidi Wiese, der er chef for Offshore Wind Operations og har 20 ingeniører under sig.

Hun tilføjede, at COWI lokker dygtige ingeniørstuderende med virksomhedens grønne værdier:

”Vi har besluttet ikke at arbejde med olie- og gasprojekter, men udelukkende med grønne og bæredygtige teknologier for at understøtte den grønne omstilling,” fortalte chefen, inden hun genoptog dialogen med de mange interessede, der kredser om COWI’s stand.

I den summende sportshal havde Heidi Wiese, chef for Offshore Wind Operations i den rådgivende ingeniørvirksomhed COWI, hele 22 ledige studiejobs med til jobsøgerne.

At blive klogere på fremtiden

De studerende var på første dag mødt op i stort antal og brugte messen forskelligt. Nogle var på jagt efter drømmejobbet, mens andre manglede inspiration til deres kommende karriere.

 

27-årige Catalina Cocan blev færdiguddannet i marts 2022 som kandidat i Kvantitativ Biologi og Sygdomsmodellering fra DTU. Hun er kommet for at blive klogere på sine karrieremuligheder og hvad hun selv kan byde ind med hos virksomhederne.

 

”Jeg har brug for et job!”, udbrød den nyuddannede kandidat som det første, hvorefter hun bladrede igennem et hæfte med nyttige informationer om alle de deltagende virksomheder på messen.

 

”Jeg vil gerne tale med dem alle sammen. Jeg vil starte med at spørge konsulentvirksomhederne om, hvad de søger, og hvad de synes om de kompetencer, som jeg har opnået ved mit studie ,” tilføjede Catalina Cocan efter en kort tænkepause.


Catalina Cocan er færdiguddannet ingeniør fra DTU og er kommet for at søge inspiration og netværke med virksomhederne.

24-årige Martin Steenberg havde et mere specifikt ærinde med messen. Udstyret med DSE’s opslagsværk Pejling, som den nyslåede diplomingeniør havde studeret indgående og indekseret med utallige røde og orange lapper, fortalte han bramfrit, at han var kommet for at jagte drømmejobbet.

 

”Det er måske lidt naivt at tro det, men jeg vil gøre et ihærdigt forsøg. Messen er en fantastisk mulighed for at komme tættere på virksomhederne. Det er noget helt andet end at kigge på en hjemmeside. Det er direkte og personligt – og du har mulighed for at gøre dig bemærket, sagde Martin Steenberg, der netop har afsluttet en kandidat i Proces og Innovation på DTU.  

 

Martin Steenberg havde forberedt sig grundigt på sit møde med potentielle arbejdsgivere, særligt Teknologisk Institut, hvor han spillede på sine faglige og personlige kompetencer. Dermed kom han et skridt nærmere drømmejobbet med en ny Linkedin-forbindelse og en aftale om et snarligt kaffemøde.  

Martin Steenberg er færdiguddannet ingeniør fra DTU og bruger messen til at jagte drømmejobbet.
  • De Studerendes Erhvervskontakt, DSE, er en selvstændig, upolitisk og økonomisk uafhængig studenterforening repræsenteret på Danmarks Tekniske Universitet og Aalborg Universitet, hvilket gør, at den når ud til samtlige civilingeniørstuderende samt de fleste diplomingeniørstuderende i Danmark.
  • I år er det 29. gang, at den fysiske messe løber af stablen på DTU.
  • DSE's består af 40 frivillige studerende, men under årets messe har foreningen måttet trække på tidligere DSE-frivilliges hjælp. Således hjalp op mod 80 frivillige med at afvikle messen.

Kontakt

Marianne Thellersen

Marianne Thellersen Koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab Afdeling for Forskning, Rådgivning og Innovation Mobil: 40 51 44 10