Vores digitale samfund bygger på kryptering, der sikrer, at vores data ikke falder i hænderne på de forkerte. Kravene til krypteringen stiger konstant, i takt med at antallet af både fjendtlige hackerangreb og computernes regnekraft vokser.
For at være på forkant med den teknologiske udvikling og opretholde datasikkerheden har fire danske universiteter og fire ministerier taget første skridt mod at skabe et nationalt, kvantesikkert netværk. Det sker gennem projektet Danish Quantum Communication Infrastructure (QCI.DK), og i første omgang vil infrastrukturen bestå af et netværk i hovedstadsområdet og en langdistanceforbindelse til Odense.
”Der er et globalt kapløb i gang om udvikling af kvanteteknologi, som vil skabe markante forandringer. Danmark står i en gunstig position, og med det her forskningsprojekt får vi mulighed for at teste teknologiens store sikkerhedsmæssige potentiale på vores datainfrastruktur. Ved at etablere et eksperimentelt kvantekommunikationsnetværk mellem fire ministerier kommer vi også tættere på at få teknologien ud i samfundet, og det er positivt, da den rummer et enormt erhvervspotentiale,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Fysikkens love sikrer forbindelsen
QCI.DK vil etablere og teste et eksperimentelt kvantesikkert netværk mellem de offentlige myndigheder i projektet – Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Projektet skal ikke blot installere den fysiske infrastruktur, men også uddanne partnerne samt andre interessenter i kvantenøgledistribution (QKD), som er den underliggende kvanteteknologi bag netværket.
Kvantenøgledistribution er en af de mest modne kvanteteknologier. Det er en hardwareløsning, som ved hjælp af kvantefysikken gør det muligt at etablere en fælles krypteringsnøgle mellem en afsender- og modtagerenhed. Nøglen kan efterfølgende benyttes til at sikre kommunikationen mellem parterne. En klar styrke ved teknologien er, at udvekslingen kan foregå over det eksisterende fibernetværk, som kobler os på internettet.
”Det er særligt for teknologien, at sikkerheden er baseret på den indbyggede tilfældighed i de kvantefysiske processer i stedet for på matematisk kompleksitet som vores nuværende kryptering. Samtidig gør den det muligt, at man allerede under nøgleudvekslingen får afsløret, hvis en udefrakommende lytter med på linjen. Det sikrer, at selve kommunikationen aldrig bliver kompromitteret og heller ikke er sårbar over for angreb fra kvantecomputere,” siger Tobias Gehring, lektor ved DTU og projektleder på QCI.DK.