Han forsker i kemikalier for at give vores børn en sundere fremtid

Balance mellem nytte og skade

I øjeblikket er Terje Svingens gruppe i gang med at teste kemikalier i bl.a. håndsprit – noget, som jo med ét slag blev en del af alle menneskers hverdag i forbindelse med coronaepidemien. Han kan heldigvis berolige med, at de fleste af de tests, der foreløbig er lavet, er negative for hormonforstyrrende aktiviteter.

En anden gruppe stoffer, der giver større grund til bekymring, er de kemiske fluorstoffer, som under et kaldes PFAS. De bruges i et væld af produkter på grund af deres gode egenskaber: De kan bl.a. afvise vand og olie og er indtil 2011 blevet brugt i brandslukningsskum. 

Men de er også meget problematiske, fordi det kan tage rigtig mange år, før de brydes ned i naturen, og de hober sig op i dyr og mennesker. Desværre ser det ud til, at de har mange skadelige effekter, ikke bare for hormonsystemet. De er også associeret med kræft, nedsat immunrespons, forhøjet kolesterol og nedsat fødselsvægt.

Så PFAS er et kedeligt eksempel på en gruppe stoffer, som skulle have været testet grundigere, inden man begyndte at bruge dem. ”Som samfund og individer står vi konstant over for valg, som kan gøre vores hverdag nemmere, og så de konsekvenser, vores valg måtte have for vores sundhed og miljø. Når man skal vælge på vegne af andre, burde forsigtighedsprincippet dog altid råde,” mener Terje Svingen.

Vidensbaserede valg

Selvom han kender problemerne ved kemien til bunds, er professoren dog også pragmatisk. Han ønsker sig ikke en helt kemifri hverdag.

”Som så mange nordmænd er jeg glad for at gå ture i naturen. Og jeg er også glad for at kunne holde mig tør på disse ture. Det kan PFAS i regntøj og sko sørge for. Men hvis det viser sig, at de kemikalier har uønskede effekter på mennesker og miljø, så bør de jo skiftes ud med noget, der er mindre skadeligt,” siger han.

”Ligeledes er der både fordele og ulemper forbundet med pesticider. Det handler ikke kun om størrelsen af høstudbyttet, men også om at hindre f.eks. svampe, som kan udvikle toksiner, i at gro på korn, frugt og nødder. Man må lave en helhedsvurdering og finde ud af, hvor stor en mængde man kan tillade, og hvordan kemikaliet skal bruges for at være trygt nok.”

Terje Svingen bidrager til at skabe et forskningsbaseret grundlag for, at politikerne kan træffe disse svære valg. ”Det føles nogle gange som en lille dråbe i havet, men der er jo ting, som er lykkedes. Vi har fået lidt strengere regulering af nogle hormonforstyrrende stoffer, f.eks. ftalater. Og bisfenol A er blevet forbudt i mange produkter, f.eks. babyflasker, selvom de desværre stadig bliver produceret,” forklarer han.

”Selvfølgelig ønsker jeg nogle gange, at mit arbejde havde en større virkning på lovgivningen. Men Danmark er faktisk et foregangsland inden for regulering af hormonforstyrrende stoffer; et lille land, men stort inden for EU på dette område. Vi har et godt samarbejde mellem forskning og styrelser, vi bekymrer os om befolkningen og forsøger at gøre det bedste, vi kan.”

Læsning, udsyn og god kommunikation

Personligt ligger det ham meget på sinde at kommunikere sin viden, ikke kun til fagfæller, men til hele samfundet. ”Jeg kan gå og lave mine nørdede forsøg, men hvis resultaterne ikke bliver formidlet, så betyder det jo ikke noget,” siger han.

Derfor bruger han så meget tid, han kan, på at skrive artikler, holde foredrag og deltage i debatter. Han læser også meget, både skøn- og faglitteratur, klassikere og nye forfattere, for det er noget af det vigtigste, man kan gøre for at udvikle sit syn på verden og se alting klarere, mener han. Han opfordrer desuden sine studerende til at gøre det samme – han køber af og til en bog til dem og inspirerer dem til at tænke over, hvad der gør en tekst læseværdig.

Han har også afsat tre timer om ugen i forskningsgruppen til at diskutere og dele erfaringer med at skrive artikler. ”Hvis man kommunikerer godt, så tror folk også på det, man siger, og man får lettere ved at få forskningsmidler. Det er jo en meget vigtig del af arbejdet,” siger han.

”Giv slip på at skrive for dig selv; skriv for et publikum. Det er ofte de enkle sætninger uden for mange fremmedord, der fanger interessen,” lyder hans råd. 

Nysgerrighed som drivkraft

Som ung stilede Terje Svingen efter at blive folkeskolelærer. Men da han var halvvejs gennem uddannelsen, bestemte han sig for at tage til Australien og studere. Han ville tage en bachelor i science, så han kunne undervise i biologi på et gymnasium, når han kom hjem. Men så fik han tilbudt et ph.d.-stipendium på et universitet i Brisbane, og han endte med at blive i Australien i 16 år.

”Ph.d.en handlede om molekylærbiologi og brystkræft. Det var spændende, men jeg tænkte, at man ikke kunne forstå kræftens oprindelse ordentligt uden også at vide noget om udviklingsbiologi. Der er mange lighedstræk mellem de to, især på det molekylære plan. Så jeg søgte arbejde i et anerkendt laboratorie, der forskede i, hvilke gener og faktorer der bestemmer, om man udvikler testikler eller æggestokke under fosterstadiet. Jeg blev så optaget af det emne, at jeg ikke kunne slippe det igen. Jeg blev i gruppen i over syv år, men som postdoc må man jo videre, og jeg begyndte også at savne Europa og familien,” fortæller han. 

Han kom dog ikke tilbage til Norge. Det rigtige job viste sig nemlig i form af en forskerstilling på Rigshospitalet i Danmark, hvor de arbejdede med reproduktion, bl.a. i forhold til testikelkræft. Men Terje Svingen følte sig mere som grundforsker end medicinsk forsker og søgte derfor til DTU, da der blev en stilling ledig som molekylærbiolog. 

”Hvordan bidrager de mange kemikalier, vi er udsat for, til de skader, vi stadig oftere ser, som hænger sammen med forstyrret hormonbalance under fosterudviklingen? Og hvordan kan vi beskytte os mod dem? Der begyndte det hele for mig, og det er stadig min drivkraft,” siger han. 

Forskningsgruppe med vokseværk

Interessen i samfundet for netop den viden er også stigende. Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi er nu oppe på 20 medarbejdere, og senest har Terje Svingen fået ledelsen af et stort EU-projekt med 11 europæiske partnere, som over de næste fem år skal undersøge skadelige effekter af hormonforstyrrende stoffer, bl.a. i forhold til kønsudvikling og kønsidentitet. 

Der findes ikke én sandhed om hormonforstyrrende stoffer og deres skadevirkning på mennesker. 

”Jeg kan teste et stof i en petriskål og se, at det forandrer hormonsignalerne. Det er jo fakta, og jeg vil måske konkludere, at dette stof ikke er sikkert at bruge, mens andre vil mene, at effekten er så lille, at det er o.k. Sådan er virkeligheden. Det er vanskeligt, men det er også spændende. Jeg bliver aldrig træt af at undersøge sammenhængen mellem hormonforstyrrende stoffer og biologiske effekter.”