Havets tusmørke gemmer på oceaner af liv, men risikoen for overfiskeri er stor

Forskerne på DTU Aqua’s arbejde koncentrerer sig om to mindre fiskearter, nemlig isprikfisken og laksesilden, hvis høje olieindhold på mellem 20 og 30 pct. har vist sig at være attraktiv for den kommercielle industri. Fiskene kan nemlig udnyttes til at lave fiskeolie, fiskemel og medicin, og måske kan de også bruges som fødevarer.

Hvilke konsekvenser det kan få for det fødenet, de er en del af, hvis man begynder at fiske efter dem, og hvilken rolle de spiller for det samlede økosystem, ved vi ifølge J. Rasmus Nielsen ’stort set ingenting om’.

Han har forsket, rådgivet og undervist i fiskeriforvaltning og bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer hele sit voksne liv, men med forskningen i den mesopelagiske havzone har han bevæget sig ind på stort set ukendt terræn.

”Det er både stimulerende og skræmmende at forske i et område, hvor vi på forhånd har så lidt viden. Det gør forskningen relevant og nødvendig, men det gør også, at der hviler et stort ansvar på os,” siger han og tilføjer:

”De første artikler på et område, man næsten ikke kender, kan komme til at betyde virkelig meget for de senere beslutninger. Så vi skal tænke os om og arbejde både hurtigt og korrekt.”

En gigantisk biomasse

Den mesopelagiske havzone bliver i daglig tale kaldt for tusmørkezonen, fordi den starter på dybder, hvor solens lys næsten ikke når ned. Ovenover er den epipelagiske zone, overfladezonen, hvor sollyset skaber fotosyntese og vækst. Imens er lyset i tusmørket så sparsomt, at fotosyntese er næsten ikkeeksisterende, og interessen for, hvad der mon foregår dernede, har længe været stor.

Allerede under 2. verdenskrig, hvor de allieredes flåder brugte ekkolodder til at detektere og lokalisere fjendtlige ubåde og miner, indikerede meget hårde slag mod lodderne, at der gemte sig en ukendt stor biomasse i de dybere havlag.

Senere har der været diskussioner om størrelsen af biomassen, men i 2014 stjal et stort internationalt studie al opmærksomhed med et estimat, der kom bag på de fleste.

På baggrund af globale kortlægninger estimerede forskerne bag studiet, at der i den mesopelagiske zone er en biomasse af fisk og skaldyr på mellem 10 og 20 mia. ton. Det er 10 gange mere, end hvad tidligere estimater har vist, og svarer til 90 pct. af Jordens samlede fiskebiomasse. Eller, da studiet blev lavet, cirka 1,3 ton ren fiskebiomasse per menneske på Jorden.

”De tal vakte selvfølgelig stor opmærksomhed. Og hurtigt lød det næste spørgsmål fra en række interessenter: Kan det her mon udnyttes?” fortæller J. Rasmus Nielsen.

Selvom der var, og stadig er, stor usikkerhed om studiets estimater, opstod der en form for guldgraverstemning fra flere sider, særligt i fiskeri-, medicinal- og fødevareindustrien, der straks øjnede muligheden for et kommende forretningseventyr.

Samtidig gik forskere fra både Norge, Spanien, England, Skotland, Portugal og DTU i Danmark ud og advarede mod at udnytte tusmørkezonens ressourcer uden at kende de mulige miljøkonsekvenser først.

De dyr og organismer, der lever i tusmørkezonen, har nemlig en enorm betydning for klodens CO₂-balance, da de hvert år bidrager til at transportere mellem 2 og 6 mia. tons CO₂ fra havets overflade og ned på havets bund, hvor CO₂’en lagres i flere hundrede år.

Processen kalder man for kulstofpumpen eller kulstofbeslaglæggelsen, og risikoen for at påvirke den naturlige proces negativt er stor, hvis man fisker løs på de arter, der indgår i den.

Forskerne efterlyste derfor en international forskningsindsats i tusmørkearternes biologi og bæredygtighed, og det blev udslagsgivende for den forskning, J. Rasmus Nielsen og hans kolleger laver i dag.

Se hvordan kulstofpumpen fungerer her:

Viden om bestande er afgørende

Når nye, friske data om isprikfisken og laksesilden lander på J. Rasmus Nielsens bord, er der især ét aspekt, han og hans kolleger interesserer sig for: de forskellige bestande inden for arterne og bestandenes dynamik.

”Når vi kender dynamikken i en naturlig bestand, så ved vi også, hvilken overproduktion der er i bestanden, og det svarer på, hvor meget vi bæredygtigt kan høste fra bestanden,” forklarer J. Rasmus Nielsen.

Helt konkret vurderer han og kollegerne fordelingerne af længden, vægten og de forskellige livsstadier på de fisk, der kommer ind fra forskellige forsøgslokationer ved Spanien, Norge og Island.

Data fra hver enkelt lokation bruger de til at afgøre væksten og de forskellige livsstadier, fiskene befinder sig i. Det giver et samlet billede af, hvornår de er modne og gyder, og det kan forskerne, ved hjælp af statistiske bestandsmodeller, bruge til at vurdere bestandsstørrelsen og bestandens kapacitet til at reproducere sig selv.

Derudover kan forskelle i parametre for vækst og dødelighed være med til at afklare, om fiskene fra de forskellige lokationer er fra den samme bestand eller ej.

”Den samme bestand har som regel nogenlunde ens populationsdynamiske parametre, så hvis der er stor forskel i parametrene mellem f.eks. fiskene fra Norge og fiskene fra Spanien, er der noget, der tyder på, at det er forskellige bestande,” siger J. Rasmus Nielsen.

Resultaterne fra den igangværende forskning viser, at der er variation i parametrene mellem de forskellige lokationer, hvor der er blevet lavet forsøgsfiskerier, og dermed med al sandsynlighed også er tale om forskellige bestande.

Næste skridt er nu at identificere de bestande, der kan tåle bæredygtig høstning, og de bestande, der ikke kan. J. Rasmus Nielsen forventer, at indgående viden om bestandenes dynamik vil være tilgængelig i løbet af de næste 10 år. Samtidig kalder han det utopisk, at industrien vil vente så længe.

”Vi skal handle hurtigt, for hvis det lige pludselig viser sig, at der er et højværdiprodukt dernede, så går de bare i gang,” forudser han.

Fremtidens bæredygtige fødevarer

Det tyder på, han har ret. Det kommercielle fiskeri og fiskeindustrien har allerede udvist stor interesse for forskningen.

Ved SINTEF, et uafhængigt forskningsinstitut i Norge, er man allerede langt med at udvikle effektive, kommercielle fiskeredskaber til at fange laksesild og isprikfisk. Og ved det norske fødevareinstitut, Nofima, eksperimenteres der i laboratorierne med, hvordan man kan gøre laksesilden til en attraktiv, fremtidig fødevare.

”Vi injicerer fisken med forskellige enzymer, for at finde ud af hvad der sker med smagen, og ser på, om vi kan komme frem til noget, der er kommercielt interessant,” forklarer Runar G. Solstad, der forsker i marin bioteknologi og er tilknyttet EU-projektet.

Injektionen kaldes for enzymatisk hydrolyse og er en kemisk proces, hvor man blander lige store dele fisk og vand sammen og herefter tilsætter enzymer. Når enzymerne har reageret med blandingen i omtrent en time, deaktiveres de ved hjælp af varme, og vandet filtreres fra, så kun proteinerne er tilbage. Herefter tørres de op og spises som en proteinrig snack.

De igangværende forsøg med laksesilden har vist, at det kan lade sig gøre at manipulere fisken til at få forskellige smage, og næste skridt er derfor en ekstern vurdering af, om snacken fra tusmørket har et kommercielt potentiale eller ej.

”Det er jo det, som er hele pointen med den her forskning. Hvis det viser sig, at vi kan høste de her mesopelagiske ressourcer bæredygtigt, og hvis det viser sig, at de har næring i sig, som vi kan udnytte til fødevarer, så har vi måske en del af svaret på fremtidens bæredygtige mad, og så giver det rigtig god mening at gå videre med,” siger Runar G. Solstad om fremtidsperspektivet for den igangværende forskning.

J. Rasmus Nielsens optimisme er mere afmålt, men det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at han mener, ressourcerne ikke bør udnyttes.

”Jeg siger bestemt ikke, at man ikke skal undersøge det. Vi er i en verden, hvor den globale befolkning stiger. Vi får fødevaremangel. Vi bliver nødt til at se på, hvilke muligheder der er for fødevareproduktionen. Men man kan ikke se på havet som et stykke landbrugsland, hvor man bare kan øge produktionen. Man kan heller ikke tage dele af fødekæden ud og så håbe på, at systemet kompenserer for det. For sådan fungerer det ikke,” understreger han.

Overfiskeri går ud over havets økosystem

Ifølge J. Rasmus Nielsen har FN, som det er nu, ikke tilstrækkelige regionale forvaltningsorganer, der dækker mesopelagisk fiskeri, og der er ingen lofter for fiskeri og fangst af de enkelte bestande.

Derfor arbejder J. Rasmus Nielsen og andre forskere, bl.a. igennem deres deltagelse i EU-projektet, på at informere forvaltere og myndigheder om nødvendigheden heraf. Senest har J. Rasmus Nielsen været medforfatter på en artikel om emnet.

”Man skal ikke røre ved det her, før man har konstateret, om udnyttelsen er bæredygtig eller ej, og man har det rette institutionelle setup samt de rette forvaltningsorganer, der er i stand til at agere, hvis man overudnytter,” fastslår han.

Gennem sine mange års forskning og rådgivning i fiskeriforvaltning har han aktivt fulgt med i risikoen for og eksemplerne på overudnyttelse i fiskeriet. Det gør oftest, at man på sigt mister store fangstmuligheder og indkomster pga. dårlig forvaltning, og samtidig påvirker det havets økosystem negativt.

Derfor er J. Rasmus Nielsens arbejde med det mesopelagiske havlag mere end bare et arbejde. Det er muligheden for at bane vejen for, at man i fremtiden fisker på en bæredygtig måde.

”Jeg håber, man denne gang kan lade være med at gentage fortidens fejl inden for fiskeriforvaltning. Det er mit håb. Men det kræver viden,” siger han.