De fandt ud af, at når svævemagneten låste sig på plads, var den orienteret mod rotationsaksen og rotormagnetens tilsvarende pol. Det betyder dermed, at når svævemagneten roterede, så blev dens nordpol ved med at pege mod den fastlåste magnets nordpol.
Det var uventet i forhold til magnetostatikkens love, som forklarer, hvordan et statisk magnetisk system fungerer. Det viser sig imidlertid, at de magnetostatiske interaktioner mellem de roterende magneter er præcis, hvad der er ansvarlig for at skabe svævemagnetens ligevægtsposition, som medforfatter, ph.d.-studerende Frederik L. Durhuus fandt ved hjælp af simuleringer af fænomenet. De observerede, at magneternes størrelse havde en væsentlig indvirkning på levitationsdynamikken: mindre magneter krævede højere rotationshastigheder for at frembringe levitation på grund af deres større inerti, og jo højere hastigheden var, jo højere ville de svæve.
”Det viser sig, at svævemagneten ønsker at rette sig ind efter den roterende magnet, men den kan ikke rotere hurtigt nok til at gøre det. Og så længe denne kobling opretholdes, vil den svæve eller levitere,” siger Rasmus Bjørk og fortsætter:
”Man kan sammenligne det med en snurretop. Den kan ikke stå, medmindre den drejer rundt, og den er låst fast af sin rotation. Det er først, når rotationen mister energi, at tyngdekraften – eller i vores tilfælde magneternes skub og træk – bliver stor nok til at overvinde ligevægten.”