Biotek

Ingen impact uden opskalering

Det er helt essentielt at tænke opskalering ind i bioteknologisk forskning fra starten, for hvis processen ikke kan fungere i stor skala, så kan den ikke for alvor gøre en forskel, mener John Woodley, der er professor på DTU Kemiteknik og beskæftiger sig med opskalering inden for biotek.

Overbliksbillede over en af hallerne i Pilot Plant med en række cylinderformede maskiner
DTU Kemitekniks Pilot Plant giver mulighed for at teste biologiske processer i større skala, end man kan i laboratoriet. Foto: Jørgen True

Fakta

Pilot Plant ved DTU Kemiteknik bliver brugt til undervisning og forskning. Her tester forskere, studerende, DTU-partnere, startups og eksterne virksomheder, om deres løsninger kan skaleres op til industriel storskala.

De i alt otte store forsøgshaller med tilhørende laboratorier og værksteder er eftertragtede, og over 100 virksomheder har samarbejdsaftaler med DTU om at bruge anlæggene. Der er mere end 30 forskellige eksperimentelle storskala-installationer, der repræsenterer næsten alle teknologier, fra den tungere kemiske til den finere biokemiske og farmaceutiske industri.

Verden over har de fleste universiteter skruet ned for deres pilotanlæg eller lukket dem helt. DTU går derimod den modsatte vej og har udvidet Pilot Plant de senere år, og derfor kommer der også studerende fra hele verden for at bruge forsøgsanlæggene.