Der er stort fokus på teknologiudvikling i disse år, og følger man en smule med i nyhederne, så vil de fleste af os have stødt på begreber som Power-to-X, mRNA-vacciner, ChatGPT og kvantecomputeren.
Teknologierne kan løse store udfordringer for os, men nogle gange kan de også føre lige så store udfordringer med sig. Hvem gør noget, når chatbotten lyver? Og hvad gør vi den dag, kvantecomputeren kan knække al kryptering?
Det kan skabe utryghed over for den teknologiske udvikling. Det hjælper heller ikke på tilliden, at mange kan have svært ved at forstå teknologierne. Især kvanteteknologien kan udfordre alle, der ikke lige beskæftiger sig med kvantemekanik til daglig, for det er et drilsk koncept, at et objekt som f.eks. et atom kan befinde sig flere steder på samme tid.
Det har flere af DTU’s forskere styr på, og de kan udnytte disse kvantemekaniske fænomener til at udvikle nye teknologiske løsninger. Udviklingen sker i tæt samarbejde både med andre forskningsmiljøer og med myndigheder og virksomheder, og tilsammen skaber vi en stærk global position inden for kvanteteknologi.
Ud over forskning og innovation har vores forskere også en anden vigtig rolle i teknologiudviklingen, for de kan hjælpe med at udbrede deres viden og forklare teknologierne til det øvrige samfund ved at deltage i debatter, optræde i pressen eller holde foredrag.
På DTU tager vi forskernes kommunikationsopgave alvorligt. Siden 2019 har universitetet gennemført obligatoriske kurser for samtlige ph.d.-studerende, hvor de bliver bevidste om deres rolle som forskere i det offentlige rum og gennem praktiske øvelser får styrket deres evner til at formidle deres forskning til en bred målgruppe.
Når flere forstår teknologierne, er der også flere, som bliver i stand til at byde ind med kvalificerede modspil eller til at sætte de rigtige spørgsmålstegn ved en teknologisk udvikling. Det er utrolig vigtigt med den form for tilbagekobling. Derved bliver det muligt at justere kursen og f.eks. sikre, at en ny teknologi ikke utilsigtet ender med at diskriminere, ekskludere eller på anden vis have en uønsket effekt.