Havforskning

Startskud for byggeriet af Danmarks nye forskningsskib

DTU indgår værftskontrakt om byggeriet af forskningsskibet Dana V, som er tegnet af danske skibsdesignere. Skibet vil kunne anvendes af alle forskningsmiljøer i Rigsfællesskabet.

Koncepttegning af Dana V udført af Knud E. Hansen og indsat i foto fra Visit Greenland/Jason C. Hill.
Dana V bliver konstrueret, så det både kan udføre opgaver i isfyldt farvand i Arktis, sejle langt over oceaner og bevæge sig nærmest lydløst gennem vandet. Illustration: Koncepttegning af Dana V udført af Knud E. Hansen indsat i foto fra Visit Greenland/Jason C. Hill.

Fakta

Dana V ejes, ligesom forgængeren Dana IV, af DTU, men kan anvendes af alle forskningsmiljøer i Rigsfællesskabet under koordination af Dansk Center for Havforskning, der har som formål at styrke og stimulere dansk havforskning.

Ud over at være et forsknings- og uddannelsesskib er Dana V en forudsætning for, at DTU kan udføre nationale opgaver med forskning og overvågning af fiskeri, levende marine ressourcer og havmiljø for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Miljø- og Ligestillingsministeriet.

Dana V skal ud over overvågning og forskning anvendes til at uddanne bl.a. havforskere, geologer og fremtidens maritime ingeniører, der arbejder med design, konstruktion og vedligeholdelse af skibe og test af nye grønne skibsløsninger og teknologi til at foretage state-of-the-art-observationer under vand.

Dana har gennem mere end 100 år været navnet på Danmarks største forskningsskibe. De har bidraget til vores viden om livet i havet og har været med til at definere Danmark som en havforskningsnation. Dana I bidrog til identifikation af den europæiske åls gydeområde i Sargassohavet i 1920/21. Dana II gennemførte en af de første videnskabelige ekspeditioner rundt om på kloden i 1928-30, mens Dana III i 1937-77 undersøgte stort set alle Nordatlantiske søområder. Nuværende Dana IV har sejlet siden 1981 og udfører stadig opgaver: Alene i 2025 er skibet på togt i 180 dage.

Fakta

 

Hvorfor skal Danmark have et nyt forskningsskib?

Danmark har ét forskningsskib, som kan sejle på de store oceaner og i Arktis, Dana IV. Skibet er fra 1981 og både teknisk, forskningsmæssigt og miljømæssigt forældet. Derfor er der behov for et nyt forskningsskib, Dana V.

Dana V vil – ligesom Dana IV – være ejet af DTU, men skibet kan anvendes af alle danske havforskningsmiljøer. Det nye forskningsskib vil udgøre en unik dansk forskningsplatform og vil understøtte en bred vifte af forskningsdiscipliner. Skibet er desuden en forudsætning for DTU’s opgavevaretagelse for Fødevareministeriet og Miljøministeriet i relation til forskning og overvågning af fiskebestande, levende marine ressourcer og havmiljø.

Det nye forskningsskib vil yderligere være en vigtig platform for samarbejde i Rigsfællesskabet, og skal derudover anvendes til uddannelse af bl.a. fremtidens marine og maritime ingeniører, og til test af nye grønne skibsløsninger.

 

Hvad betyder det, at Dana V er en uddannelsesplatform?

Med Dana V får DTU en platform til uddannelse af fremtidens marine og maritime ingeniører, hvor læring og forståelse af grønne løsninger kan ses, måles og testes under sejlads i varierende forhold. Skibet vil også blive benyttet til undervisning indenfor andre videnskabelige grene fra forskellige danske universiteter. Skibet bliver udstyret med både undervisningslaboratorier og konferencefaciliteter, og der vil være separat netværk og satellitkommunikation for studerende.

 

Hvorfor er byggeriet af Dana V ikke gået til et dansk værft?

DTU’s kontrakt med det spanske værft Freire, som skal bygge Dana V, er kommet på plads efter et åbent EU-udbud, som har sikret en gennemsigtig og konkurrencepræget proces. For DTU er tildelingen af kontrakten til Freire ikke et spørgsmål om tilvalg af et spansk værft, men et resultat af den udbudsproces, som DTU er forpligtet til at overholde.

I juni 2024 offentliggjorde DTU værftsudbuddet om Dana V. Midt i august 2024 prækvalificerede DTU fire værfter til at deltage i den videre udbudsproces. Henover efterår og vinter 2024 havde DTU forhandlinger med de bydende værfter og evaluerede de indkomne tilbud. Ingen danske værfter valgte at søge om prækvalifikation, så ingen danske værfter deltog i udbudsprocessen. Derfor kom ingen danske værfter i betragtning til at få tildelt opgaven med at bygge Dana V.

 

Hvad har DTU som reder gjort for at sikre at Dana V blev opført af et dansk værft?

DTU havde meget gerne set danske værfter deltage i udbudsprocessen, og DTU har forsøgt at skabe attraktive rammer for værfter i Danmark og i Rigsfællesskabet, så vidt det har været muligt. Udbuddet blev gennemført på dansk, og samtlige udbuds- og kontraktdokumenter, med undtagelse af den tekniske specifikation og tegningsmateriale, har været på dansk. Men der var ikke danske værfter blandt ansøgerne til prækvalifikationen og således ingen dansk deltagelse i DTU’s videre udbudsproces.

Selvom Dana V bygges i Spanien, så er skibet 100% dansk design fra ”Dansk Dana Konsortium”, som består af Knud E. Hansen og Odense Maritime Technology. DTU er ansvarlig for den overordnede ledelse, mens den skibstekniske projektledelse og det tekniske tilsyn på Freire værftet i Spanien udføres af det danske firma OSK Design A/S.

 

Kunne DTU ikke undgå en EU udbudsproces med henvisning til at et havforskningsskib er national kritisk infrastruktur?

Dana V kan ikke kan betragtes som en væsentlig national sikkerhedsinteresse, da det er et havforskningsskib og en uddannelsesplatform. Selvom et havforskningsskib som Dana V er vigtigt for Danmark, er det ikke klassificeret som national kritisk infrastruktur under EU's regler. Derfor er DTU forpligtet til at følge de almindelige EU-udbudsregler for offentlige projekter af denne størrelse.