Stjerneklare råd til fremtidens ingeniører
Moderator Lise Brix fra Videnskab.dk har indtaget scenen sammen med de andre paneldeltagere på scene: Henrik Bredmose, som er professor i offshore vindenergi, Birgitte Zeuner, som er civilingeniør og lektor på DTU Bioteknologi og Natasha Hougaard, der er studenterrepræsentant i DTU’s bestyrelse.
Lise Brix lægger ud med at spørge, hvad den vigtigste færdighed er at tage med ud i verden som ingeniør. Der bliver både nævnt nysgerrighed, ansvarlighed, evne og vilje til at samarbejde og en kritisk tilgang til problemløsning.
De fremmødte studerende lytter koncentreret, mens panelet diskuterer alt fra rumfart og udvekslingsophold, til hvilke problemstillinger fremtiden byder samt hvordan man forbereder sig.
På den store rejse mod drømmejobbet, understreger Henrik Bredmose, at det ikke altid er muligt at planlægge alting:
”Man kan altid regne baglæns. Det er nok de færreste, der har et drømmejob, der havde en masterplan fra starten. Så derfor er det en rigtig god idé at bringe de gode sider af en selv i spil.”
Hvordan finder man sin plads blandt stjernerne?
Blandt tilskuerne sidder Isabella Bjarnhoff, der læser Geofysik og Rumteknologi på første semester. Hun er dukket op for at hente inspiration til sin rejse gennem uddannelsessystemet.
”Jeg vil gerne have nogle råd, da man som ny studerende lige skal finde sin plads. Jeg tænkte, at der er nogle gode ting at hente, og så ovenikøbet fra nogle af de bedste,” fortæller hun.
En anden studerende, der lytter med fra første række, er General Engineering-studerende Ivan Sidorov, der nåede en kort ordudveksling med astronauten inden paneldebatten.
”Jeg er en aspirerende astronaut. Jeg ville gerne møde Andreas personligt, så jeg blev lykkelig, da jeg fik chancen for at tale med ham,” fortæller han.
Debatten er forbi og der kommer hurtigt en stime studerende rundt om Andreas Mogensen på scenen. Der bliver både taget billeder og skrevet autografer.
Arrangement blev optaget og kan ses her.