Uddannelse

Adjunkt udvikler bachelorkursus som led i underviseruddannelse

Kristian Barrett har netop gennemført DTU’s universitetspædagogikum, der klæder adjunkter på til at undervise. Uddannelsen har bl.a. fået ham til at udtænke en særlig eksamensform på et nyt bachelorkursus.

Adjunkt Kristian Barrett foran undervisningsbygning på DTU's campus i Lyngby
Kristian Barrett har udviklet bachelorkurset i samarbejde med sine kolleger Carlos Acevedo-Rocha og Birgitte Zeuner. Foto: Linnea Lundberg.

Fakta

  • UDTU er DTU's universitetspædagogikum.
  • Det er en obligatorisk pædagogisk-didaktisk uddannelse for adjunkter og videnskabelige medarbejdere på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), som skal fungere som kursusansvarlige eller opnå ansættelse som lektor.
  • På uddannelsen lærer deltagerne at designe kurser, aktivere studerende, anvende feedback og tilrettelægge eksamener specifikt inden for de tekniske og naturvidenskabelige fag. Uddannelsen har nemlig et særligt fokus på ingeniørdidaktik.
  • Deltagerne bliver undervejs introduceret til forskellige didaktiske teorier og modeller, men det allervigtigste element er kursisternes eget bidrag, nemlig enten at udvikle et nyt kursus på baggrund af deres nyerhvervede viden eller at videreudvikle et allerede eksisterende kursus.
  • Uddannelsen strækker sig over to semestre, og i slutningen af forløbet afholdes et posterevent, hvor deltagerne præsenterer deres (re)designede kurserne samt erfaringerne hermed. Ved postereventet kåres en vinder af den bedste Capstone-project-poster, som gives til den deltager, der ifølge de andre deltagere har præsenteret sit (re)designede kursus i den bedste poster.
  • Kristian Barrett modtog Best-Capstone poster-prisen d. 1. september 2026.

Ny teknologi, ny eksamensform

Det kursus, Kristian Barrett har udviklet sammen med Carlos Acevedo-Rocha og Birgitte Zeuner, er et bachelorkursus i bioinformatik. Kurset handler om at kortlægge og inddele proteiner i forskellige grupper, såkaldte trædiagrammer, ud fra deres respektive egenskaber, f.eks. evnen til at nedbryde sukker. Og når man skal det, er kunstig intelligens et rigtig godt værktøj. Men det er ikke nok.

”De studerende skal kortlægge egenskaber hos proteiner, der ikke tidligere er blevet beskrevet i detaljer, og det kan de kun lykkes med, hvis de sætter sig ind i, hvilke proteiner, det givne protein minder om. Og det kan de kun ved selv at gennemgå de forskningsresultater, der tager udgangspunkt i netop det protein eller et protein, der minder om det,” forklarer Kristian Barrett.

Han fortsætter:

”Eksamenen består af en skriftlig rapport og en individuel mundtlig eksamen, der varer fem minutter. Under den mundtlige eksamen skal de studerende vise, at de kan spotte og argumentere for sammenhænge mellem proteinernes egenskaber.”

Den mundtlige eksamen er todelt, og den første del er uden forberedelse. Eksaminator og censor stiller den studerende et spørgsmål om rapporten, og den studerende kender ikke spørgsmålet på forhånd. 

Del nummer to består af 30 spørgsmål om konceptuel forståelse, som de studerende kender på forhånd. De skal dog kun svare på ét af dem, og hvilket ét, det bliver, afgøres ved lodtrækning.

Alle disse benspænd er indført for at teste den studerendes evne til at forstå koncepter og spotte sammenhænge, dvs. undersøge om de mestrer konceptuel forståelse.

”Det har været superintenst og enormt lærerigt at afholde bachelorkurset, og mine kolleger og jeg har fået rigtig positiv feedback fra de studerende. Kurset bliver udbudt igen i foråret 2027, og jeg håber, at det bliver en lige så stor succes anden gang, det løber af stablen,” siger Kristian Barrett.

Han tilføjer:

”Jeg tror fuldt og fast på, at AI er kommet for at blive, og stort set alle studerende, jeg møder, bruger det, så der er ingen vej tilbage nu. Vi bliver nødt til at tilpasse vores undervisning og eksamener efter det her, for ellers ender vi med at uddanne ingeniører, der ikke kan forstå koncepter og tænke nyt på egen hånd, fordi de har prøvet at få AI til at gøre det for dem.”

Kontakt

Kristian Barrett

Kristian Barrett Adjunkt Institut for Bioteknologi og Biomedicin

Carlos G. Acevedo-Rocha

Carlos G. Acevedo-Rocha Senior Researcher Biotechnology Research Institute for the Green Transition

Birgitte Zeuner

Birgitte Zeuner Lektor Institut for Bioteknologi og Biomedicin