Innovation og entreprenørskab handler om at prøve, fejle og prøve igen. Det er netop sådan Marianne Thellersen ser på både sin karriere og passionen for innovation og entreprenørskab som disciplin.
Derfor er det særligt en sætning fra sin barndom, som Marianne Thellersen har taget med i sit arbejdsliv: ”Min far havde et ordsprog han ofte brugte: hellere ramme ved siden af end slet ikke at ramme,” fortæller hun.
Allerede som studerende var Marianne Thellersen drevet af lysten til at skabe forandring og gavne samfundet. Hun troede derfor, at hun skulle løse kræftens gåder. ”Det tænkte jeg, at jeg lige kunne klare, men det var nok lidt mere kompliceret end som så,” fortæller Marianne Thellersen med et smil.
I 1989 blev hun kemiingeniør fra DTU, og startede derefter sin karriere som R&D manager i Novo Nordisk. Efter Novo Nordisk fortsatte Marianne Thellersen karrieren i Novozymes, hvor omdrejningspunktet forsat var udvikling. Efter godt 20 år i industrien var tiden inde til at prøve en helt anden branche af. At det blev universitetsverdenen, var lidt en tilfældighed.
”Da jeg så DTU søgte en koncerndirektør for innovation og entreprenørskab, tænkte jeg, at det var som skrevet til mig. Jeg forstår industrien, og jeg har innovation som disciplin. Og efter gode snakke med min mentor, en CBS-professor, besluttede jeg, at her var et job, hvor jeg kunne gøre en forskel,” fortæller Marianne Thellersen om skiftet til DTU.
Karrierens højdepunkter
Marianne Thellersen fremhæver særligt to højdepunkter i sin karriere. Det første højdepunkt er helt tilbage i 1995, hvor hun som højgravid blev spurgt, om hun ville være afdelingsleder for en gruppe på 15 ansatte.
”Jeg havde ikke opsøgt muligheden, og som højgravid i 90’erne var det ikke givet at en forfremmelse lå i kortene. Det var et stort klap på skulderen og inspirerende med en leder, der gik forrest og viste vejen,” siger hun. Generelt tror hun på, at en karriere lykkes, hvis du skaber muligheder uden at vide, hvor de konkret fører dig hen, og holder dig klar til at gribe chancerne, når de opstår.
Da hun kom til DTU i 2012 blev hun præsenteret for ideen om et innovationshub på DTU, som senere blev til DTU Skylab.
”DTU Skylab var et projekt hvor vi eksperimenterede en masse i udviklingen af det. I dag inspirerer det mig stadig. Når der går for meget politik og bureaukrati i mit arbejde, så går jeg over i DTU Skylab. Her ser jeg fremtiden og en masse dygtige unge menneske som med innovation, dygtighed og kreativitet prøver at skabe løsninger, der kan være med til at redde kloden,” fortæller Marianne Thellersen med stolthed.
Etableringen af DTU Skylab ser hun som karrierens andet højdepunkt, og en bedrift hun er utrolig stolt af. DTU Skylab er et levende laboratorium for innovation og iværksætteri, hvor studerende, forskere og virksomheder mødes for at udveksle viden og udvikle visionære løsninger til brug i den virkelige verden.
Karrieren er langt fra slut og Marianne Thellersen glæder sig til fremtiden, som hun har forhåbninger til trods kritiske tider.
”Vi skal finde nye måder at samarbejde på. Sammen med industrien og den offentlige sektor skal vi i fællesskab bidrag til at løse planetens udfordringer. Vi skal formå at hæve os op over krisen og flytte en agenda i samarbejde,” slutter 60års fødselaren.