Entreprenørskab

Dimittender videregiver iværksætter-faklen

Den første årgang fra Teknologisk Entreprenørskab, der netop er dimitteret, blev fejret ved en sammenkomst, som også bød velkommen til de nye studerende på kandidatuddannelsen.

Første dimittender fra ny kandidat i iværksætteri udklækket
Dimittenderne fra Teknologisk Entreprenørskab afslutter kandidatuddannelsen med ikke blot et diplom men også en velfungerende startup.
Jess Jerltorp er nyuddannet cand.tech med stærke kompentencer indenfor innovation og iværksætteri.
Jess Jerltorp har læst erhvervsakademiuddannelsen markedsføringsøkonom og efterfølgende en professionsbachelor i Innovation and Entrepreneurship, begge på Copenhagen Business Academy (Cphbusiness), inden han startede på sin kandidat.

Kandidaten har givet Jess Jerltorp rammerne til at turde hoppe ud i at blive iværksætter, både ved at skabe et inspirerende miljø, hvor det fremgår helt naturligt at oprette et selskab, men samtidig også levere sikre rammer i form af inspirerende læring og SU oveni.

Under uddannelsen etablerede Jess Jerltorp startuppen CEUS med det formål at hjælpe med at opdage tarmkræft på et tidligt tidspunkt. Startuppen blev optaget i Danish Tech Challenge, som er Danmarks bedste accelerator for hardware-startups.

"Selve muligheden for at kunne arbejde fuld tid på min virksomhed under uddannelsen og samtidig skabe et specialkursus op omkring acceleratoren gjorde, at det var en gunstig mulighed for læring, både for CEUS og jeg selv. Derudover har de ansvarlige fra uddannelsen altid haft åbne arme, hvis jeg havde behov for sparring eller anden støtte at give," siger Jess Jerltorp.  

Uddannelsen har også været med til at lære ham om personlig udvikling og modstandskraft.  

"Det, jeg er mest overrasket over, må være hvor meget jeg har lært mig selv at kende. At starte egen virksomhed handler bestemt om at vide, hvad man selv er god til og ikke god til, både på det professionelle niveau, men endnu mere på det personlige plan. De kurser, jeg har taget, har indirekte gjort mig i stand til bedre at navigere i mine egne personlige styrker og svagheder, og på den måde få gavn af begge."
Diana Soots, nyuddannet cand.tech i Teknologisk Entrepreneurskab fra DTU og medstifter af startuppen Innolidix.

Diana Soots er fra Estland og har en BA i Interior Design fra Anglia Ruskin University i England og en BA i Architectural Technology and Construction Management fra KEA i Danmark.

”Da jeg startede på kandidatuddannelsen, var jeg splittet mellem iværksætteri og intraprenørskab. Med min baggrund indenfor store organisationer og virksomheder var jeg usikker på, hvilken vej jeg skulle vælge. Denne uddannelse har været en af de bedste oplevelser i mit liv. Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker og lyttet til deres positive og negative erfaringer fra deres startups, mens jeg opbyggede min egen,” siger Diana Soots.

På entreprenøruddannelsen var Diana Soots med til at stifte startuppen Innolidix, som bruger lidar-teknologi til præcisionssprængning i mineindustrien. Lidar er en teknik til kortlægning af omgivelserne, som minder om radarteknologi, men er baseret på lys i stedet for lyd.

Det var også på studiet, at Diana Soots mødte alle sine medstiftere og fik støtte af en mentor og forskellige DTU-professorer til at skubbe idéen derhen, hvor den er i dag. Sidste år vandt startuppen førstepræmien i DTU's acceleratorprogram for studenterprojekter.

”Under uddannelsen blev det mere og mere tydeligt, at startup-miljøet er konkurrencepræget og turbulent. Når det så er sagt, er det vildt spændende at flytte grænser, at være pioner på nye markeder og åbne nye døre, uanset om det er inden for teknologi, strategi eller proces. Uddannelsen inspirerede mig til at lede fra fronten, jagte idéer og bane min egen karrierevej. Den har også åbnet mine øjne for en ny interesse for strategi og logisk tænkning. Det er et område, jeg gerne vil udforske yderligere.”


Simon El Nahas Christensen er nyuddannet cand.tech i Teknologisk Entrepreneurskab og medstifter af startuppen Movenation
Simon El Nahas Christensen, der har en Bachelor i Software Technology fra DTU, supplerede sin kandidatuddannelse i Teknologisk Entrepreneurskab med et speciale i Computer Science. Uddannelsen gav ham nogle trygge rammer til at springe ud i det at starte en virksomhed.

"Selvom det kan lyde fjollet, så giver det en ro hos familie og venner, når man kan fortælle dem, at man er i gang med en uddannelse, frem for hvis man sagde, at man render ulønnet rundt og prøver at starte en virksomhed," siger Simon El Nahas Christensen.

Som ingeniøruddannet har Simon styr på data og teknik, men uddannelsen har støttet ham i at etablere sin startup Movenation ved at lære ham at se det bredere perspektiv og forstå den verden, den teknologiske løsning skal fungere i. Movenation har udviklet en søgemaskine, som kan beregne, hvor i udlandet det bedst kan betale sig at bosætte sig alt efter ens livsstil og økonomiske råderum.

"Det har det været særligt gavnligt for mig at afprøve og bekræfte de hypoteser, der er nødvendige for, at en virksomhed kan tjene penge.

Jeg har opstillet hypoteser såsom; "Folk savner at kunne interagere med andre deltagere i et videoopkald", som jeg efterfølgende har kunnet gå ud og spørge potentiale brugere om. Det har resulteret i en prototype, som opfylder brugernes behov for at interagere med andre og samtidig efterprøver om, de rent faktisk gør brug af den nye funktion".
Ella Harris, nyuddannet cand.tech i Teknologisk Entrepreneurskab fra DTU og medstifter af startuppen Uvisa Health.

Ella Harris er britisk og har taget A-levels i biologi, kemi og psykologi, hvorefter hun tog en bachelor i Forensic Science i Storbritannien i 2009. I første omgang valgte Ella Harris kandidatuddannelsen for at få erfaring med at lancere sit eget produkt i forlængelse af sin karriere som produktchef. Men hun har altid haft en drøm om at starte sin egen virksomhed, og ifølge hende gav uddannelsen hende et lille skub ved at give hende den viden og selvtillid, hun skulle bruge for endelig at forfølge den drøm.

”Det føltes dybest set som en kort MBA-uddannelse men med fokus på startups i stedet for store virksomheder. Så jeg kom ud på den anden side og følte mig super informeret om de forskellige faser af innovation og iværksætteri og samtidig i stand til at klare de administrative og strategiske aspekter af at drive en virksomhed,” siger Ella Harris.

Entreprenøruddannelsen har været medvirkende til, at Ella Harris etablerede sin startup Uvisa Health, der har udviklet et effektivt alternativ til medicinsk behandling af bakterie- og svampeinfektioner. Uvisa Health vandt i sidste år hovedprisen i kurset X-Tech, som bød på 100.000 kroner i soft funding.  

”Uddannelsen var meget fleksibel, og derfor kunne jeg ofte optjene ECTS-point for mit arbejde med Uvisa. Jeg lavede en komplet forretningsplan med økonomiske prognoser og en brand-management-strategi og deltog i flere inkubatorprogrammer – alt sammen som en del af uddannelsen.”

En af de vigtigste ting, Ella Harris har lært af uddannelsen, er, hvor vigtigt det er at tro på sig selv og gå efter de ting, der interesserer en.

”Du har brug for en grund til at fortsætte, når du møder modstand, hvilket du helt sikkert kommer til, så det er virkelig vigtigt at have en passion for det, du laver. Desuden har jeg virkelig lært meget om at blive ved med at lære nyt og udvikle mig. Jeg tror, at vi voksne nogle gange glemmer, at vi stadig lærer og tilpasser os hele tiden,” siger Ella Harris, der nu som færdiguddannet begynder i et Innofounder-forløb finansieret af Innovationsfonden. Et forløb, der skal hjælpe startuppen Uvisa Health med at blive til en økonomisk bæredygtig forretning.

Kandidat i Teknologisk Entrepreneurskab

De studerende bliver trænet til at være iværksættere, der etablerer startups. 

 

Første årgang startede i sommeren 2020, og indtil videre har 20 studerende fuldført uddannelsen. Otte har udskudt et semester og står til at blive færdige til januar 2023.  

 

14 dimittender har en velfungerende startup, tre har lige stoppet deres startup for nyligt, mens de sidste tre er alle i job. Flere af de nystiftede virksomheder har sikret sig finansiering i form af fondsmidler, så dimittenderne kan fortsætte deres entreprenørkarriere uden for universitet.

Uddannelsen henvender sig til studerende med vidt forskellige baggrunde. Det betyder, at der ikke kun er ingeniører, men også studerende med baggrund inden for bl.a. økonomi, humaniora, design og arkitektur, der kommer fra forskellige lande såsom USA, Tyskland, Ungarn, Kroatien og Hongkong.

 

Udover at starte egen virksomhed kan de færdige kandidater også arbejde som innovationskonsulenter i private eller offentlige virksomheder. Dermed imødekommer DTU en efterspørgsel fra arbejdsmarkedet på ingeniører, der kombinerer en kommerciel viden med teknisk forståelse.

 

Uddannelsen ledes dagligt af lektor og studieleder Carina Lomberg, hjælpelærer Robin van Oorshot og program manager Thor Rigtrup Larsen.

 

Kontakt

Thor Rigtrup Larsen

Thor Rigtrup Larsen Programme manager Center for Entrepreneurskab i Teknologi Mobil: 61423687

Carina Lomberg

Carina Lomberg Associate Professor, Group Leader of Psychology of Entrepreneurship Center for Entrepreneurskab i Teknologi Telefon: 45254552

Robin van Oorschot

Robin van Oorschot Studieadjunkt Center for Entrepreneurskab i Teknologi Telefon: 45254416 Mobil: 93511995