Campus Kalundborg tog i går et stort skridt mod åbningen af det nye byggeri, der skal styrke samarbejdet mellem seks uddannelsesinstitutioner og skabe attraktive rammer for læring, udvikling og innovation.
Bygningen vil foruden moderne undervisningslokaler også rumme laboratorier og bioteknologiske pilotanlæg som store fællesarealer, der inviterer til socialt samvær, møder, videndeling og samarbejde på tværs af de enkelte uddannelsesretninger.
I hjertet af bygningen bliver der skabt en dobbelthøj agora, der skal fungere som samlingspunkt for studerende, undervisere, forskere og besøgende. Her bliver der plads til både daglige møder og større arrangementer, konferencer og fælles aktiviteter.
Allerede i dag er et imponerende udvalg af uddannelser etableret på Campus Kalundborg, fra erhvervs- og professionsuddannelser til kandidatniveau. Blandt andet har DTU siden 2023 udbudt erhvervskandidatuddannelsen Biomanufacturing i Kalundborg.
”For DTU er Campus Kalundborg en vigtig del af visionen om at være til stede i hele Danmark og skabe tætte partnerskaber med industrien. Samtidig styrker Campus Kalundborg mulighederne for at uddanne de specialister og ingeniører, som efterspørges i en af Danmarks stærkeste industriklynger. Vi glæder os til at følge byggeriet frem mod åbningen,” siger DTU’s koncerndirektør Carsten Orth Gaarn-Larsen.
Den nye campusbygning skal efter planen stå klar til semesterstart efter sommerferien 2028. De seks lejere bliver DTU, KU, Professionshøjskolen Absalon, Teknika, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Kultur samt Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.