Innovation

Innovationskursus gør studerende klar til arbejdslivet: “Vi lærer at tænke i processer”

At tænke innovativt og være en holdspiller er bare nogle af de kompetencer, som diplomingeniørstuderende opnår på kurset Innovation Pilot, der netop er løbet af stablen.

Studerende Iben Holm Schmidt fremviser sin gruppes færdige bud på en løsning til det danske firma Alubox
Her ses et af de studerendes mange bud på en transportal udgave af en aluminiumskuffert fra danske Alubox. Stellet og hjulene er en såkaldt klik-løsning, som kan monteres på kufferten ved blot at klikke den på. Foto: Bax Lindhardt. 
De to studerende Oscar Funch (t.v.) og Brian Kvong (t.h.) foran deres stand til årets Demo Day
Oscar Funch (t.v.) og Brian Kvong læser begge Byggeri og Infrastruktur på sjette semester. Foto: Bax Lindhardt.

Fra bredt problem til konkret løsning

Iben Holm Schmidt, der læser til produktionsingeniør på sjette semester, hæfter sig især ved, hvor god man bliver til at identificere og løse problemer, når man deltager i innovationskurset.

“Innovation Pilot har virkelig lært mig at tænke mere innovativt og ud af boksen. Vi er blevet introduceret til en række forskellige problemløsningsværktøjer, som jeg allerede nu kan se, hvordan jeg kan bruge,” fortæller hun og fortsætter:

“Vi har arbejdet struktureret med innovation gennem modeller som 'double diamond', hvor vi f.eks. lærer at udforske problemet bredt og derefter definerer den præcise udfordring, før vi bevæger os videre mod mulige løsninger. Det gør, at vi ikke bare springer direkte til en løsning, men virkelig forstår, hvad der skal løses og hvorfor.”

Innovation Pilot ligger som udgangspunkt på diplomingeniørernes sjette semester, og det kulminerer med den såkaldte Demo Day, hvor de studerende præsenterer deres løsninger for de deltagende virksomheder, underviserne og deres medstuderende.

Waseem Massoud, der læser Kemi- og Bioteknik, ser det som et stort plus, at kurset er tværfagligt, så man får mulighed for at lære af hinanden.

“Det er fedt at komme ud og være kreativ hos en virksomhed, møde studerende fra andre uddannelsesretninger, lære af hinandens styrker og opnå nogle fælles kompetencer. Det er et virkelig godt supplement til nogle af mine andre kurser, som er meget specialiserede og fagspecifikke,” forklarer han.

De to studerende Iben Holm Schmidt (t.v.) og Waseem Massoud (t.h.) viser deres bud på en transportal udgave af en kuffert fra Alubox frem
Iben Holm Schmidt (t.v.) og Waseem Massoud har løst en case for danske Alubox. Foto: Bax Lindhardt.

Demo Day blev i år afholdt onsdag d. 7. maj, og dagen sluttede af med en prisoverrækkelse til det bedste projekt. I år gik den til Gruppe 27, som havde løst en case for virksomheden Leca, der producerer letklinker. 

Letklinker er ekspanderende lerkugler, og de kan f.eks. bruges i byggeri, men også ved etablering af taghaver.

Fakta

Innovation Pilot er et tværfagligt og obligatorisk kursus for alle DTU's diplomingeniørstuderende.

Det varer 13 uger, og undervejs arbejder de studerende på tværs af fagligheder om at løse en case for en virksomhed. Kurset forbereder på den måde de studerende på det arbejdsliv, der venter på dem.

Demo Day er dagen, hvor det hele kulminerer med pitches og præmieoverrækkelse til det bedste projekt.

Kontakt

Giulio Pantano

Giulio Pantano Postdoc Institut for Ingeniørteknologi og -didaktik