Mads Henrik Bang har været ansat på DTU siden 2013. Han kommer fra en stilling som områdeleder i Afdelingen for Økonomi og Regnskab, direktør i ØSS-Samarbejdet, samt programejer i Nyt SIS-programmet. De to sidstnævnte er DTU-ledede udviklingssamarbejder mellem de danske universiteter om fælles systemer til økonomistyring, hr, e-valg og studieadministration.
Herfra har Mads Henrik Bang erfaring med at drive strategiske forandringsprocesser inden for it- og økonomiområdet og har derfor de bedste forudsætninger for at medvirke til, at DTU kan realisere digitaliseringens muligheder – også inden for det administrative område.
Som it-direktør får Mads Henrik Bang bl.a. til opgave fortsætte arbejdet med at udvikle DTU’s it-organisation med fokus på sikkerhed og robusthed.
Han har desuden erfaring med digital kommunikation og læring, som DTU får gavn af f.eks. i forbindelse med udviklingen af digitale uddannelser.
Mads Henrik Bang kommer derudover med en bred erfaring inden for både ledelse, it og økonomi, baseret på ansættelser i universitetsverdenen – på henholdsvis DTU og SDU – og i den private sektor. Han har haft nøglestillinger inden for it, hr og økonomi i en række virksomheder, som f.eks. Danske Bank og Mærsk.
”Med ansættelsen af Mads Henrik Bang har DTU fået en både erfaren og fagligt alsidig leder, der kan stå i spidsen for den fortsatte udvikling af vores store og komplekse it-organisation. Med kombinationen af dyb faglighed og praktisk erfaring er Mads Henrik Bang den rette til at løse denne opgave,” siger universitetsdirektør Claus Nielsen.
Mads Henrik Bang starter i jobbet som it-direktør den 22. februar 2023. Han afløser tidligere it-direktør Steen Pedersen, som fortsætter med at have en tæt tilknytning til DTU som rådgiver for it-direktøren og DTU’s direktion, særligt med fokus DTU’s aktiviteter inden for high performance computing-området og samarbejdet i DeiC, det nationale samarbejde om digital forsknings- og undervisningsinfrastruktur.
/universitetsdirektør Claus Nielsen