1. marts var måske vinterens koldeste dag, alligevel var mange potentielle ingeniørstuderende mødt op til åbent hus på DTU.
Der var drøn på fra morgenstunden, hvor de unge, der var ankommet før dørene blev åbnet kl. 11, kunne opleve DTU ScienceShow. Her kunne de opleve de mere dramatiske aspekter af kemien med både ild og eksplosioner.
Da dørene åbnede, strømmede det ind med gæster, og mens nogen startede med at lægge vejen forbi Kollegiestanden, gik andre direkte på opdagelse i hallens stande, hvor DTU’s mange uddannelsesretninger stod parat med både studieledere og nuværende studerende for at svare på spørgsmål. Og det var svært at kede sig med de mange kreative indslag på standene.
Udover uddannelserne var det også muligt at blive klogere på mulighederne for projektarbejde. DTU’s såkaldte Blue Dot-projekter var nemlig godt repræsenteret med DTU Roadrunners, DTU Biobuilders, DTU Ecotrophelia og SensUs, som alle mødt op for at forklare, hvordan man gennem deltagelse i tværfaglige og projektorienterede kurser kan bidrage til samfundet.
Udover det slaraffenland af muligheder, der blev præsenteret i Sportshallen, var der også foredrag med færdiguddannede ingeniører samt en introduktion til DTU ved studievejledningen. For at få indblik i studiemiljøet og de enkelte uddannelsesretninger, var der rundvisninger på både Lyngby og Ballerup Campus.
På DTU er der i år to nye uddannelsesretninger, nemlig Kunstig Intelligens og Data og Bæredygtigt Energidesign, som fik stor opmærksomhed fra de fremmødte.
Da dørene lukkede kl. 18 kunne en hurtig optælling vise, at ikke mindre end 2300 potentielle studerende fra hele Danmark havde lagt vejen forbi DTU.
Se billeder fra dagen og fornem den gode stemning nedenfor (Foto: Mikal Schlosser):