Undervisning

Han er den yngste til at modtage pris: "Jeg ved, hvor vigtigt det er at have rollemodeller"

Carl Høy Sander Kruse er med sine 27 år den yngste modtager af prisen Årets Underviser i DTU’s historie. I denne artikel fortæller han om sin tilgang til rollen som underviser.

Portræt af Carl Høy Sander Kruse foran ydermur på en af DTU's bygninger
Ph.d. Carl Høy Sander Kruse ses her foran en af de mange ydermure på Lyngby Campus, der er dækket af klatrevin. Han joker selv nogle gange med, at han er "vokset sammen med DTU". Foto: Bax Lindhardt.

Fakta

Hvert år uddeler DTU’s studenterforening Polyteknisk Forening prisen som Årets Underviser til to undervisere.

Prisen uddeles for at anerkende de undervisere, der er særligt dygtige og engagerede og samtidig formår at brænde igennem med deres undervisningsformer. 

Prisen blev første gang uddelt i 1989.

Foruden ph.d. Carl Høy Sander Kruse blev prisen i 2025 også tildelt Ulrik Engelund Pedersen, studielektor ved DTU Compute.

Nysgerrighed og intuition som drivkraft

Carl Høy Sander Kruse er en af de undervisere, der byder helt nye ingeniørstuderende velkommen til DTU hver september og gør dem klar til resten af deres studietid – og han er ikke i tvivl om, hvad grundfundamentet hos den gode studerende består af.

”Det skal være nysgerrigheden og intuitionen, der driver de studerende i min undervisning. Derfor gør jeg alt for, at det bliver sådan. Jeg opfordrer dem til at prøve sig frem og begå en masse fejl undervejs, for vi lærer mest af vores fejltrin. Jeg har f.eks. selv begået en masse fejl, og se, hvor jeg er nu,” siger den unge forsker.

Portræt af Carl Høy Sander Kruse med undervisningsmaterialer
Ph.d. Carl Høy Sander Kruse er tilknyttet DTU Construct og underviser bl.a. i faget Ingeniørarbejde sideløbende med sin ph.d.-ansættelse. I hænderne har han to forskellige pumper, der skal konstrueres i netop det fag. Foto: Bax Lindhardt.

Målet er selvstændige studerende

Skil en kaffemaskine ad, og saml den igen. Sådan lyder en af de første opgaver, Carl Høy Sander Kruse stiller de studerende, når de møder op til hans undervisning, for han vil gerne gøre dem selvstændige. Det er en kompetence, som hans egen far hjalp ham med at udvikle.

”Min far gav mig lov til at skille stort set alle hans ting ad, da jeg var lille, og det har givet mig en forståelse for, hvordan man f.eks. bygger en kaffemaskine, men det har også senere givet mig en stor tillid til mine evner som ingeniør. Det vil jeg gerne give videre,” siger Carl Høy Sander Kruse. 

Kontakt

Carl Gustav Sander Kruse

Carl Gustav Sander Kruse Ph.d.-studerende Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi