Debatindlæg af Karin Markides, bestyrelsesformand for DTU. Bragt på Altinget den 30.03.23.
”Vi er en del af en international verden, hvor mennesker, viden og uddannelse bevæger sig på tværs af grænser, og her skal Danmark gøre sig gældende og være et åbent land.”
Sådan lød ordene fra Uddannelses- og Forskningsminister Christina Egelund, da hun på et pressemøde den 2. marts kunne præsentere et helt nyt reformudspil på uddannelsesområdet. Udspillet indeholder et mål om at tiltrække 2.500 flere internationale studerende til Danmark fra 2029. Et vigtigt mål, da internationale studerende bygger værdifulde broer mellem Danmark og resten af verden, og samtidig udgør en rigtig god forretning. På DTU, hvor jeg er bestyrelsesformand, viser den seneste analyse for eksempel, at en international dimittend i gennemsnit bidrager med 3,2 millioner kroner til den danske økonomi over 13 år.
Zoomer vi ud og ser på den kontekst, målet skal indfris i, melder problemerne sig dog på stribe. For samtidig med at regeringen vil tiltrække internationale talenter til de områder, hvor industrien efterspørger højtspecialiseret arbejdskraft, vil den forkorte halvdelen af landets kandidatuddannelser til kun at vare 4 år.
Hvordan er de to ting forenelige? Hvorfor skulle en ambitiøs tysker eller franskmand vælge at tage en uddannelse i Danmark, der er et år kortere end den, vedkommende kan få i andre EU-lande? Og hvilke konsekvenser vil det få for industrien og Danmarks konkurrenceevne, at vi uddanner kortere end resten af Europa og, frygter mange, forringer kvaliteten af de dimittender, der kommer ud?
Konkurrenceevne svækket i Holland
Frem for at gisne om svarene, vil jeg rette blikket mod Holland, som faktisk har forsøgt sig med en 4-årig uddannelsesmodel.
Det skete i 1982, hvor alle universitetsuddannelser i Holland blev gjort 4-årige, men ti år senere var en omfattende evalueringsrapport af ordningen årsag til, at beslutningen blev omstødt på landets ingeniøruddannelser. Først fik de mest krævende ingeniøruddannelser i 1995 tildelt et femte studieår, og få år senere fulgte de resterende ingeniøruddannelser efter.
Dykker man ned i årsagerne til den politiske kovending fremgår det af evalueringsrapporten, at de ingeniørstuderende pga. et for tætpakket undervisningsprogram var alt for længe om at færdiggøre den ellers korte uddannelse. Kompleksiteten i ingeniørfaget matchede ganske enkelt ikke en 4-årig uddannelsesmodel, og det hollandske samfund måtte betale dyrt for, at de studerende blev hængende alt for længe i uddannelsessystemet.
Det resulterede i en forringelse af kvaliteten hos dimittenderne, dokumenteret gennem interviews med 40 virksomhedsaftagere i Holland, og – ikke mindst – et markant fald i Hollands internationale konkurrenceevne.
Forkert strategi at køre soloridt
Det hollandske fortilfælde bør give anledning til grundige overvejelser om, hvorvidt en 4-årig uddannelsesstruktur er den rigtige vej at gå for Danmark.
Ser jeg inden for egne rækker, nemlig på DTU’s ingeniøruddannelser, virker det direkte forfejlet at gennemføre, eftersom DTU allerede har en 3,5-årig diplomingeniøruddannelse, der gennem en erhvervsrettet tilgang får 89 procent af dimittenderne i arbejde inden for det første år efter endt uddannelse.
Med en 4-årig kandidatuddannelse er Danmark ikke alene på vej til at begå samme fejl som Holland. Danmark kører også soloridt over for de europæiske lande, som siden etableringen af den såkaldte Bologna-deklaration fra 1999, har arbejdet sammen om at skabe sammenlignelige uddannelser på tværs af landegrænser. Det er sket med udgangspunkt i en 3+2 model, hvor de 3 år er bachelorstudieår, og de sidste 2 år er kandidatstudieår. Faktisk anerkender de fleste lande i Bologna-samarbejdet slet ikke en 4-årig kandidatuddannelse som svarende fuldt ud til en 5-årig. Det viser en aktindsigt fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Med afsæt i det hollandske eksempel og den globale virkelighed, vi lever i i dag, er der altså grund til at frygte for Danmarks produktivitet, konkurrenceevne og økonomi, hvis planerne om den 4-årige kandidatuddannelse gennemføres. Ønsker regeringen at facilitere et mobilt og dynamisk vidensnetværk, hvor danske kandidatstuderende er attraktiv arbejdskraft for både et dansk og et udenlandsk jobmarked, og hvor internationale studerende vælger Danmark til, bør den ændre strategi:
Skab videregående uddannelser, der stimulerer både den lokale, nationale og internationale velstand, ved at invitere inden for til samarbejde. Begå ikke den fejl at lave uddannelser, der lukker sig om sig selv.
