DTU i hele landet

’Det er fedt at være de første’

De første DTU-studerende har været på kursus i autonome robotsystemer ved Femern Bælt-forbindelsen. Her samler de viden og læring fra den virkelige verden.

Foto: DTU
15 kandidatstuderende fra DTU, er de første, der er på kursus i Rødbyhavn.
Foto: DTU
Thorbjørn Pihl undersøger, hvad der er galt med robotten.

Vildt at kursus er knyttet op på Femern Bælt

En af de studerende på kurset er Thorbjørn Pihl, der sammen med sine medstuderende  fra Autonome Systemer bruger en terrængående robot til at estimere, hvor meget jord, der ligger i en bunke bag byggepladsen. Det skal være med til at holde styr på de store jordmængder. Desværre løber teamet ind i problemer med robotten, der pludselig ikke kan køre mere - og de må tilbage til Videns – og Læringscenteret for at ringe efter hjælp.

”Vi havde nok ikke fået alt med, som vi skulle bruge, da vi pakkede til turen. På DTU kan man altid trække en robot hen til det udstyr, man har brug for. Her i felten får vi praktisk erfaring og finder ud af, hvor meget man egentlig skal gøre klar hjemmefra,” siger Thorbjørn Pihl.

Han synes, at det er fedt at være de første, der er afsted: ”Det er ret vildt, at kurset er knyttet op på Femern Bælt-forbindelsen, der bliver verdens største sænketunnel. Et megaprojekt, der involverer tusindvis af mennesker og som vil ændre hele den måde, Danmark hænger sammen med resten af Europa. Det er sjovt at være del af noget, der kan få så stor effekt.”

Foto: DTU
Michal Wójcik bruger en robot udstyret med GPS, 3D-kamera og 3D-scanner til afstandsmåling.

Kommer ud i den virkelige verden

En anden af de studerende, vi finder i felten, er Michal Wójcik, der bruger en robot udstyret med GPS, 3D-kamera og 3D-scanner til afstandsmåling. Han er glad for at være med på kurset og håber at erfaringerne kan få praktisk indflydelse på byggeriet i den rigtige verden:

”Det mest spændende for mig er at komme ud i den virkelige verden og bruge rigtige robotter. Som studerende er vi normalt på universitet, hvor vi kører med robotter i en simulator, men det her er realistisk. Det giver mig praktisk erfaring.”

Foto: DTU
Sana Mahmoud får erfaring med at flyve med droner, der er udstyret med kamera og GPS.

Også Sana Mahmoud synes, at det er interessant at være tilknyttet Femern Bælt-projektet. Her får han erfaring med at flyve med droner, der er udstyret med kamera og GPS:

”Det er spændende at flyve manuelt med droner, hvor vi bl.a. kan monitorere, om der er huller i hegnet eller om byggearbejderne bærer hjælme og sikkerhedsveste. Måske kan dronen i fremtiden også flyve autonomt og tjekke dette og andre ting på en byggeplads.”

Den næste DTU-aktivitet i Rødbyhavn bliver en Ph.d.-skole, der afholdes i december eller januar.

fakta om

Femern Fyrtårn er et ud af otte danske erhvervsfyrtårne og bygger på en bred alliance af aktører i regionen. Viden- og erhvervsklyngerne WE BUILD DENMARK og Odense Robotics samt DTU skal løfte innovationsmulighederne og samarbejdet med virksomheder. Derudover bidrager Erhvervshus Sjælland, Femern Belt Development, ZEALAND og RUC, Teknologisk Institut og Business Lolland-Falster samt erhvervsskolerne.

Med afsæt i byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen skal vidensinstitutioner, startups og virksomheder sammen udvikle løsninger og teknologier til fremtidens grønne byggerier og store infrastrukturprojekter.

Visionen er, at erfaringerne fra Femern-byggeriet skal gøres tilgængelige for en bredere kreds af byggebranchens aktører.

Femern Erhvervsfyrtårn er finansieret af REACT-EU-midler.

Kontakt

Jeanette Irene Nielsen

Jeanette Irene Nielsen Chefkonsulent Afdeling for Forskning, Rådgivning og Innovation Mobil: 93511604

Lazaros Nalpantidis

Lazaros Nalpantidis Professor, Gruppeleder Institut for Elektroteknologi og Fotonik Mobil: 5162 1776

Rasmus Eckholdt Andersen

Rasmus Eckholdt Andersen Postdoc Institut for Elektroteknologi og Fotonik