Klimarådet

DTU får nyt medlem i Klimarådet

Professor Marie Münster indtræder i Klimarådet som rådsmedlem, hvor hun skal rådgive regeringen om energi og klima de næste fire år.

Professor Marie Münster, DTU Management
Marie Münster bliver medlem af Klimarådet. Foto: JJ Kommunikation.

Fakta

Klima- energi- og forsyningsminister Lars Aagaard udpeger tre nye medlemmer i Klimarådet, når tre siddende medlemmer udtræder den 1. marts 2023.
Klimarådet er et uafhængigt rådgivende ekspertorgan, der rådgiver regeringen om, hvordan man mest effektivt sikrer omstillingen til et samfund med meget lave udledninger af drivhusgasser og samtidig fastholder bl.a. velfærd og udvikling. Hvert år vurderer Klimarådet, hvordan det går med at opfylde Danmarks nationale klimamålsætninger. Desuden bidrager Klimarådet til den offentlige debat om klima og udarbejder løbende analyser og anbefalinger til klimaindsatsen.

Marie Münster er internationalt anerkendt inden for sit felt. Inden for modellering og analyse af energisystemer er hun blandt de 24 mest publicerede i verden - og bliver jævnligt inviteret til konferencer som keynote speaker. Senest har hun modtaget Agnes og Betsy-prisen fra IDA for sin indsats for at bidrage til løsning af to af tidens vigtigste udfordringer: Den grønne omstilling og ligestilling.

Marie Münster bidrager til den offentlige debat gennem medierne, fx interviews i radio og tv.

Kontakt

Marie Münster

Marie Münster Professor Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi Telefon: 46775166 Mobil: 23100284