Klokken er halv tolv, da DTU Skylab Café åbner for salg af dagens frokost. Sultne DTU-studerende og ansatte strømmer til caféen, der er placeret i innovationshubben på Lyngby Campus.
Cafeen, der er kendt for at servere grønne retter, baseret på økologiske råvarer, har noget nyt og særligt på menuen i dag.
Lidt efter lidt fyldes caféen af glade kunder, der tålmodigt tager plads i den voksende kø. Da de når frem til disken, får de øje på en anretning, der leder tankerne hen på en ’saml-din-egen-sandwich’-buffet med groft brød, salat, fritter og forskellige grøntsagsdip. Ved siden af brødbakken står et fad med ’Tempty’, der bedst kan beskrives som en lysebrun plantebøf a la en falafel.
”Det smager godt,” siger en kvinde i kokkeuniform efter at have taget en bid af Tempty. Hun sidder til bords med to andre medarbejdere fra Skylab Café, der uddyber: ”Det dufter lækkert” og ”det smager af ristet quinoa. Sødt og krydret.”
I det fjerneste hjørne af caféen står de unge iværksættere, Martina Lokajova, Cecilie Engvang Lund og Ana Pejic, der alle tre er iklædt lyserøde T-shirts, der er trykt med logoet ”Tempty Foods”. Iværksætterne iagttager nøje kundernes ageren og beder cafégæsterne om at bruge et minut på at udfylde den spørgeundersøgelse, de har placeret rundt omkring på bordene. Det vender vi tilbage til.
Kollegiekøkkenet
For at forstå historien om de tre iværksættere spoler vi tiden tilbage til 2021. Martina Lokajova, Cecilie Engvang Lund og Ana Pejic møder hinanden på et onlinekursus, der handler om fremtidens innovative fødevarer. Under kurset opdager de hurtigt, at de har forskellige kompetencer, som supplerer hinanden godt. De har også det samme stærke iværksætterdrive.
De beslutter sig for at danne en startup og arbejder over Zoom i et par måneder med det formål at udvikle klimavenlig og plantebaseret kost - uden at møde hinanden fysisk. Allerede fem dage efter de har dannet deres startup, tilmelder de sig acceleratorprogrammet DTU Skylab Ignite for at modne deres iværksætteridé og udvikle en forretningsplan.
Trioen bliver optaget i acceleratorprogrammet, og selvom forsøgskøkkenet på innovationshubben DTU Skylab er lukket p.g.a. corona-restriktioner, lykkes det dem at udvikle de første prototyper baseret på mycelium i Ana Pejics kollegiekøkken.
Mycelium er svamperødder, der kan gøres spiselige ved hjælp af fermentering. Fermentering kan anvendes til fremstilling af en lang række kendte fødevarer, fx brød, yoghurt, ost, pølser, øl og vin.
Visionen er at producere et plantebaseret alternativ til kød og andre proteinkilder. Ikke med det formål at efterligne kød, men at lave et nyt produkt, der er bæredygtigt og som har fantastisk smag og tekstur. Tempty Foods brænder for at skubbe på udviklingen indenfor plantebaserede fødevarer og dermed gøre en reel forskel for mennesker og kloden.
CO2-aftrykket for deres produkt er 40 gange mindre end ved produktionen af hakket oksekød og tre gange mindre end produktionen af tofu.
Vinderprojekt
Indledningsvist, vinder Tempty Foods førstepræmien for bedste startup-projekt og 25.000 kr. i det førnævnte acceleratorprogram i maj 2021.
Martina Lokajova, Cecilie Engvang Lund og Ana Pejic præsenterer deres prototype og fremlægger deres forretningsplaner over for et dommerpanel bestående af erfarne iværksættere, der bedømmer deres startup projekt i bedste “Løvens hule” stil. Et tv-program, hvor iværksættere sælger ideer i håb om, at “løverne” vil investere i deres ide.
Efter mange forsøg i køkkenet er gruppen lykkes med at producere deres plantebaserede produkt, som de serverer for dommerne. Smagsprøverne bliver af dommerne beskrevet som “velsmagende” og ’”en sprød, lækker snack”.
Derudover lyder det fra dommerne, at Tempty Foods er værdige vindere, “fordi de har skabt et produkt, der ikke findes i forvejen, har den rette timing og er til gavn for klimaet og samfundet.”
Allerede en måned efter vinder Tempty Foods også førstepræmien i den europæiske konkurrence i fødevareinnovation Ecotrophelia.
Alle gode gange tre, et år senere, befinder Martina Lokajova, Cecilie Engvang Lund og Ana Pejic sig igen på podiet for at modtage en pris. Denne gang gælder det titlen som Årets Studenter-startup på DTU, som de får overrakt af koncerndirektør for innovation og entreprenørskab Marianne Thellersen i april 2022.
”Når vi vælger årets studenter startup, så skal det være nogen, der har accelereret utroligt meget på et år. Kravet er, at startuppen ikke må være mere end et år gammel, så man skal være superdedikeret og man skal bruge meget af sin fritid for at komme i mål som årets startup,” roser Marianne Thellersen prismodtagerne.
Overrækkelsen finder sted under DTU’s årsfest, der blandt andet bliver overværet af Kronprins Frederik.
Fuldtidsarbejde
Da de tre iværksættere indleder samarbejdet om at udvikle et nyt bæredygtigt, plantebaseret produkt, er de alle i fuld gang med at læse deres kandidatuddannelse. Trioen bruger alle deres vågne timer på at udvikle og gøre produktet klar til at komme på markedet.
Nu er de alle færdige med studierne og arbejder fuldtid i deres startup. Ved hjælp af donationer fra en succesfuld crowdfunding-kampagne har Tempty Foods lejet et professionelt køkken, hvorfra de tilbereder og udvikler deres produkt. Næste mål er at åbne en webshop, hvor de kan begynde at sælge til deres voksende kundekreds.
”På sigt vil vi gerne have produktet ud i supermarkedernes hylder og udvikle flere produkttyper,” fortæller Cecilie Engvang Lund, der er nyuddannet kandidat i fødevareteknologi fra DTU i marts 2022.
Ana Pejic, der er ansvarlig for at videreudvikle smag og tekstur og nyuddannet kandidat i fødevareinnovation og sundhed fra KU i januar 2022, tilføjer:
”Vi er i gang med at skabe en sommer-udgave af Tempty, hvor vi bruger årstidens grøntsager. Visionen er at skabe et helt smagsunivers med forskellige former og smagsvarianter. Det arbejde bliver vi aldrig færdige med”.
For medstifter Martina Lokajova, der er nyuddannet kandidat i teknologisk entreprenørskab fra DTU i marts 2022, er Tempty Foods som en ring, der er sluttet.
”Mit første startup-projekt fejlede, fordi det ville tage for lang tid at gøre produktet levedygtigt. Med Tempty Foods har vi ramt et hul i markedet, fordi undersøgelser viser, at danskerne gerne vil spise flere plantebaserede produkter for at fremme den grønne omstilling af deres madforbrug, fastslår Martina Lokajova.
Rejsen fortsætter
Tilbage i DTU Skylab Café er der på halvanden time blevet solgt 140 portioner af Tempty. Ved udgangen står de tre iværksættere og opsamler de udfyldte spørgeskemaer i en stemmeboks.
Besvarelserne viser sig at være overvejende positive, og Tempty Foods kan konkludere, at kunderne generelt er tilfredse med produktet og gerne spiser det igen.
På stemmeboksen kan man desuden læse om gruppens startup-rejse. En rejse, der tog sin begyndelse i februar 2021, og som absolut ikke er slut.
”Det er fedt, at man kan skabe sin egen virksomhed, mens man er studerende. Selvfølgelig er det hårdt, fordi du lægger mange timer i det, men vi har hele tiden haft et øje på at nå de mål, som vi havde sat os. Undervejs har vi allieret os med mange rådgivere fra DTU og mentorer, som har hjulpet og støttet os hele vejen igennem,” siger Cecilie Engvang Lund og tilføjer:
”Hvis du har en god idé, og er passioneret omkring det, så ’go for it.’ Det lyder lidt plat, men det er virkelig sandt.”
Senest har Tempty Foods fået tildelt Innofounder, der er funding af tidlige iværksætteridéer fra Innovationsfonden. Trioen er tilmed optaget i acceleratorprogrammet GreenUP i accelerations- og inkubationshuset Futurebox i DTU Science Park. Hvilket sikrer Martina Lokajova, Cecilie Engvang Lund og Ana Pejic fuld økonomisk og strategisk support til at videreudvikle deres startup mindst et år frem.